Bogen er nu offentligt tilgængelig for alle.
Den trykte bog kan købes hos Amazon.
Opret dig som medlem og download en pdf af bogen som du kan printe ud.
(sidenumrene fra bogen er bibeholdt)
Forord side 5
Det økonomiske jerngreb side 6
Overvågningen side 7
Den sociale ustødelse og brutalitet side 8
Korruptionen side 9
Den frie presses død side 10
Kapitel 1
Et historisk tilbageblik – Danmark efter 1940 14
Operation Weserübung –
den tyske besættelse af Danmark og Norge side 15
Besættelsens forløb side 21
Litteraturliste side 27
Efterkrigstiden side 28
Velfærdssamfundets tilblivelse side 30
Smadringen af arbejdsmarkedet side 32
Kapitel 2
Favoriseringen af de bedre stillede: Knæfaldet for den syge
erhverskultur og etik side 39 Stats- og domstolssanktioneret svindel –
det uhæderlige Danmark side 41
Telebranchen side 41
Svindel med huslejerne side 42
Rykkergebyrer side 44
Private P-bøder side 45
Åger side 51
Ulovlig data-grabbing og underslæb side 53
Tilfældet Danske Bank side 54
Realkredit Danmark side 58
Direktionen stikfri side 59
Kapitel 3
Ledelsesmyten side 61
Danmarks helt ufortjente ry side 65
Nedprioriteringen af fællesskabet -
EU’s tvivlsomme rolle side 66
I total foragt for dødeligt syge side 67
De psykopatiske medicinalvirksomheder går
på rov i traditionel medicin side 68
EU’s – og de danske politikeres seneste svinestreg side 71
Det psykopatiske selskab side 71
Privatiseringerne side 82
DSB –HT side 84
DONG side 85
Kapitel 4
Retssystemets deroute og korrumpering side 88 Et par eksempler på vanvittige
og retsstridige afgørelser side 90
En mulig løsningsmodel side 93
De foretagne grundlovsbrud – overvågning og suspension af borgerlige rettigheder side 96 Ytringsfrihed – en spådom -
åbent brev til justitsministeren 2006 side 97 Grundlovsbrud nr. 3ophævelsen af den sociale kontrakt .100
Visitationszonerne side 101
DNA side 101
Kapitel 5
Den frie presses død og ytringsfrihedens endeligt side 103
Åbent brev (2007) til Tøger Seidenfaden
og Lisbeth Knudsen side 111
Er et oprør berettiget eller hjemlet? side 119
Kravene side 123
Opråb til Danmarks Politi og Forsvar side 124
Millioner af englændere udsat for farlige bakterier
og kemikalier side 126
Kapitel 6
Hvad er moral? side 128
Et udkast til væsentlige grundlovsændringer side 133
Er der tale om et planlagt og koordineret anslag
mod demokratiet? side 151
MORDET
PÅ
DEMOKRATIET
“Jeg mener absolut, at situationen har udartet sig i en sådan grad, at et folkeligt oprør – eller et militærkup som i Algeriet eller Egypten – er juridisk berettiget eller hjemlet, uden at jeg skal gøre mig til talsmand for, at et sådant iværksættes”.
Clement Harbinger Bane
Copyright © 2020 by Clement Harbinger Bane
www.korsgaardpublishing.com
ISBN 978-87-93987-23-4
Omslagsdesign og korrekturlæsning af Søren Roest Korsgaard
Kapitel 1
Et historisk tilbageblik – Danmark efter 1940
Yngre mennesker under 40 år har ikke levet som voksne i et frit samfund, og kan derfor ikke huske, hvad det vil sige. De oplysninger, som de får gennem medier og uddannelsesinstitutioner maler et skønmaleri af begivenhederne og udviklingen, som vi ældre kun kan ryste på hovedet af. Det begynder under besættelsen, som ganske mange intet ved om, fordi der ikke bliver undervist i besættelsestiden, og fordi de lærebøger og oversigtsværker der findes, stort set uden undtagelse bidrager til historieforalskningen – først og fremmest gennem udeladelser. Man vælger ganske enkelt de kilder fra, som gengiver ubehagelige sandheder. Jeg er født 10 år efter besættelsen, og den var særdeles nærværende i min barndom. Min far var blandt det første hold officerselever, der blev optaget på officersskolen i sommeren 1945, og d. 9. april og besættelsen var en væsentlig årsag til, at han valgte en militær løbebane. Han trådte siden ud af forsvaret efter knap 10 år og blev jurist. Min mors første mand var modstandsmand og sad i koncentrationslejren Neuengamme, hvorfra han vendte fuldstændig nedbrudt hjem og døde 2 år senere i en alder af 29. Min moster, som opholdt sig hos os en stor del af min barndom, var forlovet med den operative leder af den ene af de to store modstandsbevægelser, Holger Danske, og han døde under tortur i Gestapo-hovedkvarteret på Shellhuset. Jeg vil tro, at besættelsen var emnet for samtalen ved hvert 2. middagsbord min barndom igennem. Jeg har læst alle de væsentlige kilder til Danmarks historie under d. 2. Verdenskrig, og jeg vil opremse de vigtigste efter afslutningen af dette kapitel, så man selv kan orientere sig i de kilder, hvis påstande aldrig er blevet tilbagevist. De er bare blevet udeladt fra historieskrivningen: Sådan lyver man i Danmark. Besættelsens historie er efter min opfattelse helt afgørende for forståelsen af vores samtidshistorie, fordi f.eks. en mand som Anders Fogh åbent har erklæret, at begivenhederne under besættelsen har spillet en væsentlig rolle i de beslutninger, han har taget, f.eks. om at lade Danmark gå i krig i Irak og Afghanistan; og også, fordi den viser noget meget typisk omkring den måde, hvorpå myndighederne har fyldt os med usandheder.
14
Operation Weserübung – den tyske besættelse
af Danmark og Norge
Allerede d. 10. oktober 1939 begyndte den tyske flådes øverstbefalende, admiral Erich Raeder, at gøre Hitler forestillinger om, at det var nødvendigt at etablere støttepunkter for den tyske flåde i Norge. Samtidig var Tyskland – som et resultat af Ribbentrop-Molotov pagten – blevet tilbudt ”Basis Nord”af Sovjetunionen – en base i en bugt vest for Murmansk, uden hvilken angrebet mod Norge havde været en umulighed. Det var en af krigens mest velbevarede hemmeligheder. Efterhånden udviklede disse planer sig af forskellige årsager – den tidligere norske forsvarsminister og daværende ”Fører” for det norske nazi-parti, Vidkun Quisling, var bla.a. i december 1939 i Berlin, hvor han to gange Ødtes med Hitler i det øjemed at få ham til at støtte et nazistisk kup i Norge, hvilket Hitler på det sidste Øde gav tilsagn om; endvidere og især fordi Tyskland havde grund til at frygte for transporterne fra landets vigtigste forsyningskilde til sværindustrien, Sverige, hvis leverancer af jernmalm og kuglelejer var af afgørende betydning for krigsproduktionen. Malmtransporterne gik gennem Norge til udskibningshavnen Narvik, som var den nordligste isfrie havn. Samtidig havde den danske regering travlt med at destruere landets forsvar. Man var rædselsangste for Tyskland og ønskede ikke at sende det ringeste signal om, at Danmark med våbenmagt ville modsætte sig en tysk besættelse.
Samme dag, d. 10. oktober 1939, hjemsendte forsvarsminister Alsing-Andersen 7.000 mand, der var fuldt uddannede, mod generalkommandoens protester. Hæren bestod herefter af bare 15.000 mand, hvoraf kun de 6.600 var uddannede.
Samtidig fratog Forsvarsministeriet reelt generalkommandoen ledelsen af det danske forsvar, idet ministeriet forbeholdt sig retten til at bestemme, HVOR styrkerne skulle være placeret. De blev herefter placeret på en måde, der tydeligt viste, at de ikke ville blive sat ind mod et fra syd kommende angreb. Danmark udlagde også omkring dette tidspunkt i dybeste hemmelighed og efter tysk pres miner og ubådsnet mellem Als og Fyn og Fyn og Lolland. Formålet hermed var at vanskeliggøre et engelsk ubådsangreb på den tyske flådestation i Kiel. Det var ikke ligefrem neutralitetspolitik. Hitler havde indtil dette tidspunkt anset det for ønskeligst, at Skandinavien forblev neutralt.
15
Men omkring årsskiftet fandt det endelig holdningsskifte sted, og den egentlige planlægning af operationen begyndte.
Dette skete samtidig med, at statsminister Thorvald Stauning i sin nytårstale i radioen udtalte: ”Vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede (hvoraf man kan slutte, at viljen IKKE var til stede) og disse forhold i forening til den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen (og i særdeleshed i regeringen) har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivk kampberedskab. Vort land er indrettet på at udøve en bevogtning for vores neutralitet, men krigsførelse i egentlig forstand er udelukket af de geografiske forhold, ligesom befolkningens ringe størrelse også udelukker tilstedeværelsen af en hær, der kan tage kampen op mod de magter, som kan tænkes at stå overfor Danmark. For krigens udfald er vor stilling uden betydning, men for vor nation er der kun udsigt til sikker undergang, hvis neutraliteten bliver opgivet.”
Talen mødte voldsomme protester, ikke mindst i Forsvaret, og den førte efter en lang debat til, at Folketinget vedtog en udtalelse af en noget anden karakter d. 19. januar 1940: ”Folketinget beslutter, at man fra alle sider i det danske folk er enige om, at landets neutralitet skal opretholdes, og at de midler, der rådes over, om fornødent skal anvendes for at hævde og værne rigets fred og uafhængighed, og tilsiger ministeriet (regeringen) sin støtte i arbejdet herfor.”
Men det fik ingen betydning. Magthaverne gjorde hvad de hele tiden havde haft i sinde. Den 8. januar modtog direktøren i marineministeriet, viceadmiral Rechnitzer, den første advarsel fra den danske marineattache i Berlin, kommandørkaptajn Fritz Hammer Kjølsen. Den gik ud på, at man i løbet af foråret kunne forvente, at tyskerne ville lægge pres på Danmark for at få tilladelse til at oprette tyske luftbaser i Nordjylland. Det tog Rechnitzer helt roligt og viste så vidt vides ikke dette dokument til nogen.
Direktøren for det tyske udenrigsministerium, von Weizäcker, har udfærdiget et notat, hvori han refererer en samtale med den danske ambassadør i Berlin, kammerherre Herluf Zahle. Den fandt sted d. 18. januar 1940 og under denne meddelte Zahle Weizäcker, at han frygtede for en engelsk aktion mod de tyske malmtransporter fra Narvik. Weizäcker skriver, at Zahle talte, som om han havde konkrete efterret-
16
ninger, men at han ikke nærmere angav, hvorvidt der var tale om en diplomatisk eller en anden form for aktion. Det var jo venligt af Zahle. Baggrunden var formentlig den, at den engelske regering d. 6. januar havde tilstillet den norske regering en note, hvori det meddeltes, at englænderne anså de norske farvande for krigsskueplads og agtede at lade Royal Navy operere mod tyske interesser i dem. Norge protesterede, men englænderne fastholdt deres synspunkt, dog foreløbig uden at krænke norsk neutralitet. Dette vidste Zahle, men tyskerne vidste det så vidt man ved ikke. Den 5. februar besluttede englænderne at sende 3-4 divisioner til Narvik, og den engelske udenrigsminister meddelte den følgende dag den norske ambassadør i London, at man agtede at stoppe de tyske malmtransporter via Narvik.
Samme dag begyndte en af Hitler nedsat 3-mands arbejdsgruppe at udarbejde en skitse for et felttog mod Norge. Arbejdsgrundlaget var Baedekkers rejsefører over Norge. Den 16. februar indtraf en affære, der fik tyskerne til at sætte skub i planlægningen. En tysk damper, Altmark, som havde engelske krigsfanger om bord, var sejlet ind i norsk territorialfarvand, hvor den blev opbragt af engelske torpedojagere og fangerne befriet. 8 tyskere dræbtes under aktionen, som var beordret af daværende marineminister Winston Churchill. Hitler blev rasende, og overdrog d. 21. planlægningen af felttoget til chefen for det XXI. Armékorps, General der Infanterie Nikolaus von Falkenhorst. Samme dag meddelte den franske præsident Daladier englænderne sine ønsker: Besættelse af de vigtigste norske havne og overførsel af de første hærenheder så hurtigt som muligt. Kapløbet om Norge var begyndt. Straks efter von Falkenhorsts overtagelse af planlægningen bliver det klart, at Danmark må inddrages. Det vil sige, det må sådan set være sket før, jf. Kjølsens indberetning. Luftwaffe kræver et brohoved i Nordjylland som base for operationerne mod Norge – flyenes rækkevidde var ikke så stor dengang. Planlægningen skred frem under OKW’s og Hitlers direkte overvågning, men uden deltagelse fra OKH. I generalmajor (senere generaloberst) Jodls dagbog for 29. februar nævnes det, at ”Føreren ønsker en repræsentativ gruppe i København og Øje udarbejdelse af, hvordan vi med stødtropper kan tage de enkelte kystbatterier. Hermed sigtes til Middelgrundsfortet, Flakfortet og Lynetten, som bevogtede indsejlingen til København om som var særdeles svært bevæbnede. Middelgrundsfortet var formentlig det stærkeste søfort i Europa. Det må derfor have været omkring dette tidspunkt, at en meget væsentlig rettelse i planerne fandt sted – en blyantsrettelse, som er
17
gengivet i faksimile (en slags billedfil i de dage) hos adskillige forfattere – i afsnit tre, der begynder således: ”Die besetzung Norwegens und der Nordspitze Jütlands und damit die militärische Beherrschung Skagerraks und der skandinavischen Westküste”.... er ordene: ”der Nordspitze Jütlands” streget ud og erstattet af bogstaverne ”Dä” for Dänemark. Der må altså på dette tidspunkt have foreligget en til vished grænsende sandsynlighed for, at det ikke ville koste nogen ekstra stridskræfter at tage HELE Danmark.
Operation Weserübung er med sine mange befalinger og instrukser et meget interessant dokument, ikke mindst set fra et dansk synspunkt. I de generelle instrukser hedder det bla.a., at Haagerkonventionen af 1907 skal overholdes strengt; dvs at alle internationalt vedtagne regler for krigsførelse skal overholdes. Det blev de også på to punkter nær:
1) Man overfaldt Danmark og Norge uden forudgående krigserklæring,
2) de øverste officerer instrueredes om, at man i tilfæde af civil modstand skulle tage gidsler blandt de dele af befolkningen, der kunne tænkes at yde modstand og skyde dem. Det blev dog aldrig nødvendigt, men selve forholdsordren var et groft brud på international ret. Det er dog ganske tydeligt, at danskere og normænd betragtedes med den største venlighed og som broderfolk. Der var en afgrund til forskel mellem indstillingen til polakker og skandinaver!
Mht. den manglende krigserklæring havde man to gode grunde til at vælge denne fremgangsmåde. For det første var Weserübung et sådant vovestykke, at den var omgærdet af et hysterisk hemmelighedskræmmeri. Der er adskillige eksempler på, at mennesker i de tyske styrker, der burde have været informeret for at kunne udføre deres opgaver ikke blev informeret i tide. Man kunne med de yderst beskedne stridskræfter, der var afsat til formålet (12 divisioner) ikke risikere at give afkald på overrumplingseffekten i noget som helst omfang og give modstanderne mulighed for at iværksætte modforholdsregler eller etablere et regulært forsvar. For det andet betragtede man i fuldt alvor besættelsen som en venligtsindet foranstaltning til forebyggelse af en allieret neutralitetskrænkelse; hvis formål dog først og fremmest, naturligvis, ville være et angreb på TYSKE interesser. Det havde man, som vi har set, også al mulig grund til at frygte. Den franske øverstbefalende, general Gamelin, var nået til den overbevisning, at malmtransporterne fra Sverige via Norge skulle stoppes for enhver pris. Man kunne bla.a. true Norge og Sverige ved at gøre gældende, at leverancer af malm var ”en bistand, som ville medføre repressalier”. Hvis dette ikke var
18
tilstrækkeligt, måtte der dannes et ”Skandinavienskorps”, som kunne sættes ind mod de tyske interesser. Forberedelserne hertil blev da også indledt, men gik ikke så stærkt som de tyske, fordi franskmændene og englænderne havde større betænkeligheder ved neutralitetskrænkelser end tyskerne, som ingen havde.
Operation Weserübung indeholder også en instruks, som ikke alene viser, hvor venligt tyskerne i virkeligheden betragtede os, men tillige dementerer den gængse, stereotype opfattelse af tyskerne som blottet for forståelse, indfølingsevne og humor:
”Ethvert medlem af Værnemagten må være klar over, at han ikke er kommet til et fjendtligt land, men at tropperne rykker ind i Danmark for at beskytte landet og sørge for befolkningens sikkerhed. Der må derfor tages hensyn til følgende:
1)
Danskeren har en stærk nationalfølelse. Desuden føler danskerne sig beslægtet med de skandinaviske folk. Altså: Undgå alt, hvad der kan krænke den nationale ære.
2)
Danskeren er frihedselskende og selvbevidst. Han afviser al tvang og
underkastelse. Han har ingen sans for militær disciplin og autoritet.
3)
Danskeren er i besiddelse af megen bondesnuhed, forslagenhed, der
grænser til uoprigtighed
4)
Danskeren tænker økonomisk. Hans interesser kredser hovedsagelig om materielle problemer. Enhver indskrænkning i fornødenhederne føler han særligt hårdt. Altså: Undgå i videst muligt omfang indgreb i den personlige ejendomsret. At ”forsyne sig”, at ”organisere” er strengt forbudt.
5)
Danskeren kan lide en hyggelig og behagelig tilværelse. Han kan vindes med venlighed, ved små opmærksomheder og ved, at man anerkender hans person.
6)
Det forretningsindstillede folk har en svaghed for England. Det afskyr krigen. For det nationalsocialistiske Tysklands mål findes med få undtagelser ingen forståelse.
19
7)
Det tyske sprog forstås af mange danske.
De enheder, der blev sat ind mod Danmark, (Korps Kaupisch) var meget svage. Det var i hovedsagen besættelsestropper fra Polen, og kun det ene artilliregiment var ”midlertidigt” motoriseret, ellers var alt hestetrukket. Mere end 9.000 heste fulgte med Korps Kaupisch. I forbindelse med fastlæggelsen af denne styrke og hvilke enheder den skulle omfatte skal det nævnes, at tyskerne havde nøjagtige efterretninger om de danske styrker og deres placering. Der var stort set ingen i Sønderjylland, hvor de tyske styrker kun mødte 6. regiments 4. kompagni, som alene, bevæbnet med 6 20 mm kanoner og 6 maskingeværer kom til at kæmpe mod en hel division. Det affødte følgende kommentar, ophavsmanden ukendt: ”Vi snubler ikke over sytråd!”
I foråret 1993 i ”Det Krigsvidenskabelige Selskab”, arrangeret af Hærens Operative Kommando, holdt den tyske generalstabsofficer og militærhistoriker, oberstløjtnant, dr. phil. Hans-Martin Ottmer, et foredrag om Weserübung, hvis konklusioner iflg. overlæge Jørgen Røjel var følgende:
”Hvis Aalborg Flyveplads, der var det tyske hovedangrebsmål, (i Danmark) var blevet totalt ødelagt og gjort ubrugelig, kunne tyskerne ikke have forstærket deres svage styrker i Sydnorge ad luftvejen, og hele Weserübung kunne være endt i fiasko....” (Jørgen Røjel: ”Da Freden Brød Ud”, Samlerens Forlag, 1995, s. 135) Hans Marin Ottmer udgav samme år det historiske værk ”Weserübung”, som naturligvis ikke er oversat til dansk. Hvem skulle dog være interesseret i at læse det. Det fremgår iøvrigt af samme værk, at den øverstbefalende for operationen – general Nicolaus von Falkenhorst –mente, at København kunne besættes af et militærorkester!
I Norge kæmpede man indædt og bittert. I to slag ved Oskarsborg og Narvik led tyskerne voldsomme tab, og Deutsche Kriegsmarine mistede 1/3 af sin tonnage (!) under operationerne mod Norge, hvad der var den direkte årsag til, at man opgav invasionen af England, ”Operation Seelöwe”.
Man kan kontrafaktisk næsten ikke overskue de sandsynlige konsekvenser af en tysk fiasko på dette tidspunkt. Hvis operationerne mod Norge havde måtte afblæses, ville tyskerne ikke alene have mistet tilførslen af absolut krigsnødvendige leverancer af stål og kuglelejer; tilliden til Hitler ville have lidt et uopretteligt knæk; myten om Førerens militære geni ville for altid være manet i jorden, og det er mere end
20
sandsynligt, at den militære modstandsbevægelse ville have fået så meget luft under vingerne, at det franske felttog aldrig var blevet til noget. Det var måske lykkedes at fjerne Hitler ved et kup. Én ting er sikker: Hvis Danmark havde kæmpet, var Norge ikke blevet besat. Det er den dybt tragiske sandhed.
Besættelsens forløb
Af hensyn til Danmarks anseelse affandt man sig kun med besættelsen ”under protest”. Denne protest var dog ikke så stærk, at den danske regering gik af. Den blev siddende, og blev hurtigt udvidet til en koalitionsregering omfattende alle de ”gamle” partier (S,V,K og R) samt tre personer uden tilknytning til de politiske partier, nemlig direktør Gunnar Larsen (F.L. Smith) godsejer Erik Scavenius og politidirektør i Kbh Eigil Thune Jacobsen. Herved fik Socialdemokratiet og Stauning ryggen fri indenrigspolitisk, så man bla.a. sikrede sig mod retslige konsekvenser EFTER besættelsen. Efter det franske felttog, der måske er militærhistoriens største bedrift, stod Tyskland som behersker af hele det europæiske kontinent. Der var på det tidspunkt ingen der kunne vide, om besættelsen ville vare i 4 eller i 40 år. Det er på denne baggrund beslutningerne taget i de første krigsår skal ses. Det havde dog næppe været nødvendigt at udtrykke sig så begejstret, som udenrigsminister Erik Scavenius gjorde det:
”Hitler vil en dag få status som Napoleon”, ”Churchill er en uforstandig og skadelig mand”, ”Tyskland har under felttoget i Polen ikke gjort andet, end hvad der var nødvendigt” (Tyskland begik omfattende grusomheder under felttoget og myrdede titusindvis af sagesløse mennesker) og mere af samme skuffe. Der er særdeles gode grunde til, at man nægter at opkalde en gade i København efter Scavenius. Der er ingen tvivl om, at samlingsregeringen indtil den gik af i 1943, hvor enhver kunne forudse, at Tyskland vile tabe krigen (efter Stalingrad og den Allierede landgang i Italien), ved forhandling fik modereret eller helt fjernet de mest vidtgående tyske krav, men det var kun, for så vidt som de klart stred mod Danmarks interesser. I øvrigt vedblev man krigen igennem for det første at forsyne Tyskland med stort set hele den danske landbrugsproduktion, dels og især en del krigsvigtigt materiel og våben; her i blandt: Motorerne til de tyske u-både, som blev bygget på skibsværftet B&W (Burmeister & Wain) som den gang
21
var et af verdens største; motorerne til de tyske Focke-Wulf jagerfly, som blev fremstillet sammesteds, maskinkanoner, maskingeværer og rifler (DISA) ammunition og militære uniformer. Herudover produceredes et væld af dele og komponenter, som var vigtige i den tyske rustningsindustri.
Herudover bidrog den danske regering også til den tyske krigsførelse ved i 1941, efter det tyske overfald på Sovjetunionen, i store helsides annoncer i Berlingeren og Politiken at opfordre danskerne til at melde sig til tysk krigstjeneste i det korps, ”Frikorps Danmark”, der var under hastig opstilling. Det hedder sig i de fleste oversigtsværker, at opstillingen skete på initiativ af DNSAP, de danske nazister, og med regeringens accept, men det er en stærk underdrivelse af regeringens rolle, idet den som sagt kraftigt i pressen opfordrede folk til at melde sig, og lovede danske befalingsmænd, der trådte ud af hæren for at melde sig til Frikorpset, som blev en del af det berygtede Waffen SS, ikke alene at de kunne genindtræde i den danske hær, når de vendte hjem, men tillige, at de ville få godskrevet den ancinnitet, de optjente i tysk tjeneste. Ca. 12.000 danskere meldte sig, men kun 6.000 blev skønnet egnede til tjeneste. Til sammenligning deltog højst 5.000 aktivt i modstandskampen, da den var på sit højeste i januar 1945, hvor alle vidste at tyskerne ville tabe krigen.
En af de største skændselsgerninger fandt sted d. 22. juni 1941. Kl. 03:00 om morgenen, nøjagtig på det samme tidspunkt, som de første tyske kampvogne rullede over demarkationslinien ved Bialystok i Polen og indledte verdens til dato største felttog, Operation Barbarossa, det tyske angreb på Sovjetunionen, gik dansk politi i aktion og anholdt på tysk anmodning de danske kommunister. Dansk politi havde fået overrakt en liste med 56 navne på personer, som tyskerne ønskede arresteret, men politiet anholdt mere end 450 kommunister. En betydelig del af disse mennesker, sandsynligvis over 100, overlevede ikke krigen. De blev i første omgang interneret i en fangelejr i Horserød med højtidelige garantier om, at de ville forblive i dansk varetægt til krigen var forbi. Men Allerede i 1942 begyndte de danske myndigheder at UDLEVERE DISSE DANSKE STATSBORGERE TIL TYSK RETSFORFØLGELSE – endog folketingsmedlemmet Martin Nielsen. Da den danske regering gik af i 1943, undlod man at åbne lejren og advare kommunisterne. 90 undslap, mens ca. 150 blev taget af tyskerne og
22
overført til udryddelseslejren Stutthof. Godt 90 af disse vendte hjem til Danmark. Efter krigen blev den liste, som den tyske Gestapomand kriminalrat Hermannsen havde overrakt dansk politi fundet. Forskere har godtgjort, at samtlige stavefejl, som disse navne rummer i Kbh’s politis Afd. D’s arkiver (forløberen for PET) går igen på listen, hvorfor man konkluderede, at Hermannsen havde fået listen fra politiets afd. D. To af de arresterede var folketingsmedlemmer, der ifølge Grundloven var immune overfor retsforfølgelse. Fængslingen af kommunisterne var i det hele taget groft retsstridig; uden nogen form for hjemmel i gældende ret, men højesteretspræsidenten, Troels G. Jørgensen, blev sat til at skrive en kommunistlov, der med tilbagevirkende kraft skulle legalisere dette grove overgreb.
Dette betyder naturligvis også, at den danske regering har været vidende om det forestående angreb på Sovjetunionen UDEN på nogen måde at have adviseret de Allierede, f.eks. gennem svenskerne.
En anden meget stor svinestreg, som den danske regering begik, var tvangsudskrivningen af danske arbejdsløse til tvangsarbejde i den tyske rustningsindustri. Ca. 100.000 danskere arbejdede i Tyskland under krigen. Mange rejste derned frivilligt, fordi arbejdsløsheden i Danmark var stor i de første krigsår; men regeringen vedtog en lov, således at danske arbejdsløse, der nægtede at arbejde for Nazi-Tyskland blev frataget understøttelsen. Af disse tysklandsarbejdere døde mindst 400 i Tyskland.
Straks ved indmarchen udleverede det danske Fremmedpoliti, som det hed dengang, samtlige tyske flygtninge i Danmark til tyskerne – kommunister, socialdemokrater, jøder. Der var ingen pardon. Der arbejdedes med stor nidkærhed.
Den danske regering og administration, herunder ikke mindst politiet, bekæmpede aktivt modstandsbevægelsen. Statsminister Wilhelm Buhl, der den 4. maj 1942 var blevet statsminister ved Staunings død, holdt en radiotale d. 2 september 1942, hvori han bla.a. sagde: ” Sabotage er en af de alvorligste Forbrydelser, der kan begaas mod et krigsførende Land, og i Almindelighed kendes der for saadanne Forbrydelser i de krigsførende Lande kun een Straf, nemlig Dødsstraf. Det vil sikkert være almindelig bekendt, at selv Handlinger, der tilsyneladende er for-
23
holdsvis uskyldige, og som, hvis de forekom i Fredstid, kun vilde blive belagt med ringe Straf som Tingsbeskadigelse, under Krigstid i de krigsførende Lande bliver betragtet ud fra Synspunktet Sabotage og som Følge deraf for Gerningsmanden medfører den ubønhørlige Konsekvens, at han maa bøde med Livet. Danmark er ikke et krigsførende Land, og vi har med Hensyn til Retsplejen i Sager om Forbrydelser mod den tyske Værnemagt hidtil kunnet opretholde den Ordning, at disse Sager paadømmes ved dansk Domstol, uanset at vor nugældende Lovgivning ikke hjemler Straf af samme Strenghed som tysk Militær-
straffelov......... Det siger sig selv, at Regeringen stadig med den yderste
Strenghed vil forfølge Sabotage og anden Forbrydelse mod den tyske Værnemagt med de i vor Lovgivning hjemlede Midler, og der vil fra Politiets Side blive sat ind med al Kraft paa Løsningen af de Opgaver, disse Sager frembyder. Thi Opretholdelse af Ro og Orden maa for Regeringen staa som den første Pligt under Varetagelsen af vort Lands
Interesser i denne Situation........ Vær med til at gøre det klart for alle,
og navnlig for de unge, at den, der begaar Sabotage eller hjælper med dertil eller overfor Myndighederne tilbageholder Viden om Sabotage-planer eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler mod sit Fædrelands Interesser.”
Talen kan i fuld længde høres på YouTube.
At talen havde den tilsigtede effekt kan bla.a. ses derved, at mens den norske modstandsbevægelse, der var langt større end den danske, kun fandt det fornødent at likvidere 50 stikkere under hele besættelsen, er tallet for Danmark 500 – altså 10 gange så mange! (Om disse drab på stikkere er der skrevet 2 lødige bøger: Øyvind Fjeldsted Adresens ”Forræderiet 1940-45” og Peter Øvig Knudsens ”Efter Drabet”.) Og jeg skal love for, at der ”blev sat ind med al kraft”fra myndighedernes side...min mosters forlovede, Knud Larsen, der i 1944 var operativ chef for Holger Danske, søgte d. 4.9 1944, forfulgt af tyskerne, tilflugt på Frederiksberg Politistation. Det skulle han ikke have gjort. Han blev anholdt, og politiet forhindrede ham endog i at knuse den cyanid-kapsel, han altid havde på sig, mellem tænderne. Han blev udleveret til tyskerne og overført til Shellhuset, hvor han igennem 8 dage blev torteret af landsforræderen Ib Birkedal-Hansen, (der blev henrettet som den sidste af landssvigerne i 1950) inden han døde af torturen.
Kun 14 dage senere, den 19. september, anholdt tyskerne det danske politi, fordi man efterhånden ikke kunne stole på poltiet længere. En del af politstyrken og Anklagemyndigheden var – eller var blevet –
24
modstandssindet, men en betydelig del af politiet var nazivenligt. I en artikel fra ”Fædrelandet”, de danske nazisters avis, fra d. 25. november 1940, citeres lederen af den ”nationalsocialistike faggruppe” i politiet, greve Jørgen Knuth (jo, der er stolte traditioner i familien) for følgende udtalelser i et interview: ”Der synes i de seneste måneder at være kommet et omslag i den politiske atmosfære indefor politiet – der blæser en ny brise ind over politigården. Nu går det altså i retning af DNSAP, idet at mange politifolk i dag kan indse, at det program Fritz Clausen (den danske nazi-fører) har, er fremtidens program – også for politimanden.” Intervieweren spørger, om det er rigtigt, at 47% af politistyrken i København og på Frederiksberg er medlemmer af DNSAP, hvortil greven svarer: ”Det helt nøjagtige tal kan jeg ikke huske på stående fod – men det skal nu ikke være meget galt.” Der er dog, i sandhedens interesse, sandsynligvis tale om en betydelig overdrivelse.
Et betydeligt antal politifolk sluttede sig dog også til modstandsbevægelsen, og politifolk dannede deres egne modstandsgrupper, og et illegalt politi opstod med deltagelse fra de ca. 7.000 politifolk, som undslap tyskerne den 19. september.
Retsopgøret efter besættelsen blev en farce, og de politisk ansvarlige blev ikke stillet til ansvar. Kun én minister blev der rejst tiltale mod – Gunnar Larsen, (adm. direktør for F.L. Smith ) som stod uden for partierne – blev tiltalt og stillet for retten, sigtet for bla.a. værnemageri. Han blev dømt ved byretten, men frifundet i Lands- og Højesteret efter at have betalt et astronomisk beløb tilbage til statskassen, hvilket skulle svare til de fortjenester han havde opnået personligt ved at handle med tyskerne. Modstandsbevægelsen lå inde med beviser for, at han havde financieret stikkervirksomhed, men det blev han ikke sigtet for.
Allerede under krigen fik en række danskvenlige kredse i England og USA samt de utrættelige gesandter for danske interesser, ambassadøren i USA Henrik Kaufmann, som blev afskediget i 1941, men blev på sin post, og Christmas Møller, den konservative handelsminister, der flygetde til England, udvirket, at ”det kæmpende Danmark” anerkendtes som en Allieret nation. En meget væsentlig begrundelse for denne beslutning har utvivlsomt også været Danmarks enorme strategiske betydning. Konfikten mellem de vestallierede og Sovjet skimtedes allerede i horisonten, og den eneste vej for Sovjets baltiske flåde ud i
25
Nordatlanten var gennem de danske bælter. Det var ekstremt vigtigt for englænderne og USA at sikre sig kontrol med de danske farvande.
Det lille ord ”kæmpende” gjorde en betydelig forskel, idet man herved udelukkede hele det slæng af politikere og erhvervsfolk, der samarbejdede med tyskerne. Men da det var det overvældende flertal, blev konsekvensen også, at da Danmark blev befriet af engelske styrker i maj 1945, blev Danmark i mange henseender behandlet som en kollabora-tørnation. Det er ikke noget man kan læse i de officielle historiebøger. Men gamle mennesker, som jeg interviewede i begyndelsen af 80’erne med kendskab til det der var foregået fortalte mig, at Danmark måtte betale en høj pris for befrielsen. F.eks. blev alt, hvad tyskerne havde erhvervet eller beslaglagt i Danmark betragtet som engelsk krigsbytte, som vi måtte købe tilbage i dyre domme. Kasernebygninger, skolebygninger, skolernes inventar, selv defekte gamle pulte, gamle skolebøger fra før 1. Verdenskrig på lofterne, alt sammen blev det opgjort og vurderet, og Danmark måtte købe det tilbage. Den tyske Rigsbe-fuldmægtigedes bolig, Rydhave på Standvejen i Charlottenlund, blev overtaget af den amerikanske ambassadør, uden at der blev betalt en krone for den imposante ejendom. Ganske symbolsk, kan man sige. For USA har i alt væsentligt styret danmarks udenrigspolitik siden.
Men ikke nok med det. Hele den landbrugsproduktion, som tyskerne havde aftaget før og under krigen og betalt en god pris for, gik nu til England, og fødevarer forblev derfor rationeret i Danmark helt frem til 1952. Ikke alene fik vi en betydelig ringere pris for varerne af englænderne, men vi fik ikke engang rede penge for varerne. Vi måtte som betaling tage til takke med gammelt skrammel fra den nedslidte engelske industri, bras, som englænderne ikke selv havde brug for, og som ingen gad købe. Da regeringen Knud Kristensen i 1947 ”skred i smørret” og måtte gå af, var en af begrundelserne, har jeg ladet mig fortælle, at Danmark for et større parti smør havde modtaget en skibsladning rulleskøjter som betaling, men at det allesammen var venstre-rulleskøjter, og de derfor var ganske værdiløse og derfor måtte køres direkte på lossepladsen.
Jeg enrindrer, at da jeg for første gang gæstede England i 1966, godt 20 år efter krigen, var det bacon, der solgtes under kvalitetsbetegnelsen ”Danish Bacon” af en kvalitet, som jeg aldrig havde set før, selv ikke hos den dyre slagter på Jægersborg Allé.
26
Ikke desto mindre blev de samme politikere, der havde solgt landet til tyskerne, der kom til at lede landet også efter befrielsen. Statsministeren i befrielsesregeringen hed – Wilhelm Buhl. Frihedsrådet, som styrede modstandskampen ganske eksemplarisk, og som bestod af personer fra yderste venstre til yderste højre fløj, havde lovet ”udrensning til tops og til bunds.” som nævnt blev retsopgøret en farce, og nogen udrensning i toppen blev der bestemt ikke tale om. Grunden hertil, og grunden til at man fra allieret side valgte de samme kæltringer til at forestå befrielsesregeringen, som havde samarbejdet så forbilledligt med Tyskland, var dels, at modstandsbevægelsen med sin brogede sammensætning ikke kunne blive enig om noget som helst, dels at Englænderne frygtede et kommunistisk kup, som man kom til at se det i så mange andre lande, og derfor – da modstandsbevægelsen, der for halvdelens vedkommende bestod af kommunister – ikke kunne blive enige om noget, og da kommunisterne gik voldsomt frem ved folketingsvalget i 1945 og fik 18 mandater og 12,5% af stemmerne, valgte man det ”sikre” at lade landet styre af mennesker, der kunne håndtere magten og som jo tydeligvis var meget føjelige, når de blev konfronteret med militære trusler.
Litteraturliste
Herunder er en del primær litteratur, skrevet af deltagerne i modstandskampen, som aldrig er blevet falsificeret. De udelades bare konsekvent i nyere værker skrevet af personer, der ønsker at legitimere samarbejdspolitikken – og det er stort set det eneste der bliver udgivet.
Larsen, Leif: Borgerlige Partisaner, 1981
Larsen, Leif: De Forrådte, tyske Hitler-flygtninge i Danmark 1997
Madsen, Carl: ”Vi Skrev Loven”, Vendelkærs Forlag, 1968
Ottmer, Hans Martin: Weserübung. Der deutsche Angriff auf Däne-
mark und Norwegen im April 1940. München 1994
Outze, Børge: Danmark under den 2. Verdenskrig, 33 bind, 1962. (vig-
tigste kilde!)
Røjel, Jørgen: ”Kæft, Trit og Retning”, Samlerens Forlag 1973
Røjel, Jørgen: ”Da Freden Brød Ud”, Samlerens Forlag, 1995
Røjel, Jørgen: ”Holger Danske Rejser Sig”, Samlerens Forlag, 1995
Scherfig, Hans: ”Frydenholm”, 1962 (Roman, hvis begivenheder er
temmelig strengt historiske)
27
Teglers, Hans Edvard: ”Kæmp for alt hvad du har kært” 1945 Teglers, Hans Edvard: ”Sabotage, amatørernes oprør” 1961
Efterkrigstiden
Valget i 1945 er på mange måder kommet til at præge hele danmarkshistorien efter 1945 afgørende, for de gamle partier – i særdeleshed Venstre, der absolut var det mest nazivenlige under besættelsen, og Socialdemokratiet, der havde stået med regeringsansvaret den 9. april og igennem det meste af besættelsen, gik omgående i gang med at svine modstandsbevægelsen til og forfalske historien systematisk. Et slæng af akademikere, samlet i ”Udgiverselskabet for Danmarks Nyeste Historie”, hvis formand var socialdemokraten Aage Trommer, skabte en strøm af udgivelser og artikler, i hvilke de fastslog at samarbejdspolitikken havde været den eneste farbare vej for Danmark, at det havde været aldeles omsont og dybt skadeligt for landet at kæmpe den 9. april, og at modstandsbevægelsen og sabotagen ikke havde bevirket nogen som helst reduktion af den tyske kampkraft eller produktionsmaskineriet, men udelukkende havde haft drab på uskyldige civile som konsekvens. Denne kamerilla af lakajer og propagandamagere var indtil 1996 de eneste, der kunne få adgang til besættelsenstidens arkiver. Og for at blive medlem skulle man afgive en højtidelig erklæring om, at man var enig i selskabets trosbekendelse. Stort set alle lærebøger og oversigtværker, som er blevet anvendt til undervisning i Folkeskolen er forfattet af medlemmer af Udgiverselskabet. Det er dog aldrig lykkedes at overbevise befolkningen – den befolkning som havde et personligt forhold til besættelsestiden. De mange begavede og troværdige redegørelser og erindringer skrevet af modstandsfolk var det danskerne tog til sig i de første 30 år efter besættelsen. Men som faghistoriker har det og er det stadig fuldstændig umuligt at fungere i det akademiske miljø, hvis man sætter spørgsmålstegn ved samarbejdspolitikken. Det er som at være præst i Folkekirken og konvertere til Islam. Så meget for videnskab. I 1996 skulle arkiverne så åbnes. Men Folketinget forlængede klassifikationen af de mest kompromitterende dele af arkiverne med yderligere 50 år. Det er der formentlig gode grunde til. De nuværende politikeres fædres og bedstefædres handlinger er formentlig ikke noget, som kan forøge deres egen troværdighed. Endvidere er det sådan, at selv om et arkiv formelt er åbent, så skal arkivmyndigheden – det vil sige den myndighed, som
28
har udstedt det pågældende arkivalie – f. Eks. Udenrigsministeriet - give tilladelse i hvert enkelt tilfælde. Og de skal ikke begrunde afslag. Derfor er det i praksis stadig stort set kun faghistorikere med den rette indstilling der kan drive arkivforskning.
Efterhånden trængte de modstandssindede yngre socialdemokrater sig frem i forreste linie i partiet, og Hans Hedtoft blev formand i 1945 og statsminister i 1947 og igen fra 1953-55. Fra 1955-60 var H.C. Hansen, som tidligere havde været finans- og udenrigsminister, statsminister, og han er nok den bedste, Danmark nogensinde har haft. Han indførte folkenpensionen i 1957, og han havde det fornødne mod til ikke alene at føre en stærkt antikommunistisk linie, men tillige at styre dansk økonomi med sikker hånd. Han gennemførte således mod erhvervslivets heftige protester en omfattende pris- og avancekontrol, som gjorde, at købekraften bevaredes, hvorved lønpresset mindskedes, og hans arbejde dannede grundlaget for den voldsomme velstandsvækst, som Danmark oplevede i 60’erne. Han døde desværre af kræft kun 54 år gammel og Viggo Kampmann overtog statsministerposten. Kampmann blev den der indledte velfærdspolitikken, selv om det utvivlsomt også var H.C. Hansens vision og socialdemokratiets vision i det hele taget.
”Nu går det opad. Den automatiske indkomststigning betyder, at skatterne vælter ind. Vi vil vide at gribe denne historiske chance. Disse penge skal ikke betales tilbage som skattelettelser, men bruges til at skaffe befolkningen de goder, som flertallet ønsker. Vi vil bygge universiteter og læreanstalter. Vi vil bygge sociale institutioner. Vi vil støtte kunst og kultur. Vi vil højne standarden på alle områder”.
I 1962 måtte han dog overlade statsministerposten til Jens Otto Krag efter flere hjerteanfald, som vist i virkeligheden var anfald af mani. Der verserer i hvert fald en del troværdige anekdoter om, at Kamp-mann i løftet sindsstemning er mødt op i lufthavnen i slåbrok sammen med et par nydelige kvinder, som han skulle til Finland med, og ved en anden lejlighed udeblev han fra Dansk Metals kongres, hvor han skulle fremlægge et forslag til økonomisk demokrati, fordi han på vejen – i restaurant Grøften i Tivoli, hvor han nød et glas øl - havde truffet en yndig dame, der aldrig havde været i Paris. Det kunne Kampmanns stærke medfølelse ikke tåle, og han tog derfor sporenstregs til Paris
29
med damen, hvorfra han sendte et postkort til kongressen indeholdende forklaringen på udeblivelsen. Der var betydeligt højere til loftet dengang, men man havde nok brug for en lidt mere stabil statsminister. Kampmann havde dog været finansminister i 7 år inden da og efter sigende var han en af de bedste nogensinde, og som sagt en af hovedarkitekterne bag velfærdssamfundet.
Velfærdssamfundets tilblivelse
Velfærdsamfundet skabtes i en af de største og hurtigste opture, verdensøkonomien nogensinde har set. Opbygningen efter 2. Verdenskrig skete – bla.a. takket være Marshallhjælp og amerikanske investeringer – i et rasende tempo, og Danmark og dansk erhversliv forstod i enestående grad at hægte sig på denne udvikling og dermed skabe et af verdens rigeste samfund. Der var altså masser af penge at bruge af.
Jens Otto Krag blev derfor den, der skulle føre Socialdemokratiets og arbejderbevægelsens visioner om velfærdssamfundet ud i livet. Han er en af de mest forgudede og forkætrede danske statsministre i nyere tid. Krag var utvivlsomt højt begavet, men han kunne ikke rigtig styre visionerne og baglandet. Det hører med til historien, at de fleste beslutninger dengang blev taget med en pæn promille. Yngre mennesker i dag har svært ved at forstå den alkoholkultur, der herskede dengang, og som vel har kendetegnet nationen siden vikingetiden. Og arbejderbevægelsen var meget langt fremme i skoene også hvad det angik. Det var helt almindeligt dengang at folk gik hjem fra arbejde sejlende berusede, og det var ikke kun håndværkere og bygningsarbejdere; det var kontorfolk, bankfolk og akademikere; politifolk og journalister. En kasse øl eller hvad der svarede dertil var intet dengang. Den kunne man sagtens slæbe hjem INDEN for vesten. Det var helt almindeligt dengang at se ministre optræde ikke alene synligt berusede, men skidefulde på TV. Det var egentlig utroligt, at arbejdet blev udført, men det blev det! Mit første ”rigtige” job fik jeg i 3.G i Undervisningsministeriets Forskningssekretariat. Jeg startede i bogholderiet og fik siden lov til at skrive koncepter for det Lægevidenskabelige Forskningsråd, når sekretæren, der var jurist, var mindre disponeret. Når klokken var 12 gik de akademiske medarbejdere - jurister, cand. politter og natur-videnskabsfolk – måske også et par enkelte humanister – op i tutten og spiste frokost. Her startede man med et par guldbajere, og så forsatte
30
man hele eftermiddagen, somme tider alene på sit kontor, somme tider i selskab med kontorpersonalet, som man altid havde ”drøftelser” med. Det store flertal af medarbejdere var stangvisne, når de skulle hjem. Og det var HELT normalt. Politiet stoppede ikke bygningsarbejdere eller andre, der kørte svært berusede hjem fra arbejde (såsom ølkuskene på Carlsberg og Tuborg!) Det var kun om aftenen og især i weekenderne, spiritusrazziaer fandt sted – det andet ville jo have været totalt unfair – de mennesker, der kørte fulde hjem fra arbejde befandt sig jo i deres habitualtilstand og var derfor ikke farlige; de kørte stille og roligt og lavede ingen ulykker.
Hvordan det er lykkedes at udrydde denne syge kultur på et par årtier kan jeg simpelthen ikke forklare; men jeg var her jo heller ikke i den periode. Jeg kan huske at jeg blve dybt chokeret da jeg kom hjem i 2001 og første gang tilbød nogle håndværkere en stribe bajere. De afslog! Det havde jeg aldrig i livet oplevet før. Det er selvfølgelig overordentlig glædeligt, at dette umådeholdne og helt igennem usunde drikkeri er ophørt; jeg kan ganske enkelt ikke finde på noget godt at sige om alkohol – det er vores kulturs forbandelse; men det sørgelige er, at det tilsyneladende ikke har ført til en forbedring af beslutningernes kvalitet – snarere tværtimod. Alkohol synes da også stadig at være et problem i den politiske profession.
Man må dog nok sige, at opbygningen af velfærdssamfundet var præget af et overmod og en mangel på omtanke, der kunne lede tanken hen på alkoholpåvirkning. Der var ingen grænser for, hvor meget staten skulle bruge, hvor meget administrationen kunne vokse og hvilke formål der kunne ydes offentlig støtte til. Begrebet ”værdigt trængende” blev kasseret som groft diskriminerende; det offentlige skulle sandelig ikke blande sig i, hvem der var værdigt trængende og hvem der måske i knap så høj grad havde fortjent vores medfølelse; alle var ens og skulle behandles ens. Det gav sig blandt andet de groteske udslag, at rigmænd – som A.P. Møller – fik udbetalt folkepension og (f.eks Lilian von Kaufmann) børnepenge, og der ydedes alle mulige offentlige tilskud til aktiviteter, som den mere velhavende del af befolkningen var mere end fuldt ud i stand til at financiere selv. Arbejdsløse blev ikke Ødt med nogen krav overhovedet; hvis man var arbejdsløs fik man sin understøttelse uden begrænsninger i tid, også selv om man reelt ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Det var meget let –
31
altfor let – at få invalidepension; det var det der skete for de fleste alkoholikere (altså dem, der var SÅ plakat stive døgnet rundt, at de ikke kunne passe et arbejde, hvor det var OK at være stiv!) og mindre ryglidelser og småskader førte til omgående pensionering.
Fagbevægelsen havde let spil. Den krævede ind hvert 2. år ved overenskomstforhandlingerne, uden blusel og uden hensyn til virksomhedernes økonomi. Truslen om strejker var meget reel, og fagbevægelsen kunne strejke længe – længere end de fleste virksomheder kunne holde til. Berlingske Tidende – en 200 år gammel avis – blev sænket af idelige strejker og måtte reddes af Mærsk MecKinney. De økonomer, som fagbevægelsen ansatte i deres sekretariater og råd – f.eks. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – blev ikke sat til at anlægge et mere objektivt syn på, hvad virksomhederne kunne og ville tåle, og det blev begyndelse til enden for fagbevægelsen.
Det er imidlertid meget vigtigt at gøre sig klart, at der i 50’erne, 60’erne og 70’erne bestod et gennemgående godt og tillidsfuldt forhold mellem erhvervslivets ledelse og fagbevægelsen, og at de store forlig om gennemførelsen af velfærdsstaten var meget brede og omfattede næsten alle Folketingets partier, herunder også Venstre og de Konservative. I dag synes de selvsamme partier at være nået til enighed om at afskaffe den igen, og det så grundigt, at vi efterhånden er tilbage omkring 1880 rent fordelings- og velfærdspolitisk. En lignende uansvar-lighed og mangel på medmenneskelighed er næppe set i Kongeriget Danmark siden stormænd i begyndelsen af 1300-tallet pantsatte hele landet til udenlandske fyrster. Historien gentager sig gennem privatiseringer og salg af kernevirksomheder og infrastruktur til skruppelløse udenlandske rovkapitalister – oven i købet til spotpris.
Smadringen af arbejdsmarkedet
Omkring 1968 var situationen blevet kritisk for dele af industrien. Der var fuld beskæftigelse, og erhverslivets organisationer – Arbejdsgiverforeningen og Dansk Industri – SKREG på arbejdskraft. Hvor stor mangelen reelt var har jeg ikke noget nuanceret billede af, men en ting er helt sikkert – det der skete – med Socialdemokratiets og fagbevægelsens fulde billigelse – var et historisk overkill. En dansk direktør i en af verdens største banker, som jeg havde fornøjelsen at træffe
32
for ikke så mange år siden, har beskrevet hændelserne således, gengivet så tæt på den oprindelige ordlyd som min hukommelse tillader: ”I Danmark havde vi afskaffet fattigdommen, men så fandt man på at importere 300.000 landsbyboere, hvoraf halvdelen var analfabeter, så man kunne holde lønningerne nede.” Denne udtalelse dækker ikke mine egne synspunkter, og slet ikke formuleringen, men der er noget helt essentielt sandt i den alligevel.
Hele denne import af arbejdskraft synes ikke at have været et resultat af velunderbyggede beregninger og modeller. Hvorfor man valgte at finde den i lande som Pakistan og Tyrkiet, når der fandtes en betydelig arbejdskraftreserve i Sydeuropa, som dog stod vores egen kultur betydeligt nærmere, må vække den største undren. Det kræver ikke nogen særlig baggrund i kulturelle studier at forudse, at så fremmedartede normer og værdisæt med stor sikkerhed ville føre til sociale gnidninger af betydeligt omfang, især når man betænker omfanget af INDVANDRINGEN. 300.000 til 4,5 millioner er ganske mange. Ikke at det ville have forebygget dansk racisme og fremmedhad helt. I min ungdom – inden indvandringen – rettede fordommene sig mod de ganske få udlændinge fra Sydeuropa, vi havde den gang – de blev af DF’ernes forfædre betegnet som ”spaghetti-negre”. (Det skal dog påpeges, at man traf det samme valg i Vesttyskland, Europas største industrination. Dette kunne tyde på, at der allerede dengang, inden Danmarks indtræden i EU, var en meget høj grad af magtpolitisk koo-ordination mellem de vestlige lande og ikke mindst NATO-landene.) Hvis der ikke var tilstrækkelig arbejdskraft i Sydeuropa, hvorfor valgte man så ikke lande i Sydamerika eller Filippinerne, hvor kulturen var knapt så fremmedartet, og i hvert fald for Filippinernes vedkommende uddannelsesniveauet betydeligt højere? Vores handelsflåde har netop hentet størstedelen af sin udenlandske arbejdskraft der. (Det samme kan siges om lande som Argentina og Chile.) Man stillede ikke nogen krav til uddannelse; som sagt var skønsmæssigt halvdelen af vores ”gæstearbejdere”, som de fra officielt hold benævntes (den folkelige betegnelse var dengang ”fremmedarbejdere”) funktionelle analfabeter, havde ikke så meget som en håndværksmæssig uddannelse, og kunne derfor ikke forventes at være i stand til at lære dansk i et omfang, der muliggjorde den ringeste grad af integration. Faktisk kom omkring halvdelen af de pakistanske indvandrere fra afsidesliggende landområder. Nu var integration slet heller ikke på dagsordenen, for alle reg-
33
nede med, at disse mennesker skulle forlade Danmark igen på et eller andet tidspunkt. Men der blev IKKE lagt nogen plan for, hvordan disse mennesker skulle forlade landet igen, når der engang ikke var arbejde til dem længere. Det var, som om det var en helt fast del af beslutningen, at de skulle bliver her ”just in case”, så man havde et trumfkort i spillet med fagforeningerne. Fagforeningerne spillede loyalt med og behandlede de nye kolleger som sine egne og søgte i videst muligt omgang at rekruttere dem. De udgjorde jo også for fagforeningerne et potentiale for øget indkomst. De fik faktisk positiv særbehandling af det danske samfund. De allerede dengang indkomstskatteplagede danske lønmodtagere kunne se på, at pakistanske og tyrkiske kolleger indtil engang i 80’erne kunne trække alle de penge, som de sendte hjem til ”familien” fra i skat! Det var helt normal praksis at sende penge hjem og få dem tilbage igen, så indkomstskattetilsvaret fra denne befolkningsgruppe i perioden 1968 – 85 lå langt under gennemsnittet for danske arbejdere.
I 1973 kom så den første oliekrise, og vi fik massearbejdsløshed igen for første gang siden 30’erne. Man skulle tro, at det ville have udløst temmelig stærke krav om, at den nu overflødige udenlandske arbejdskraft uden problemer kunne sendes hjem igen. Det skete ikke. De fremmede blev, og ca. halvdelen af dem forblev her på danske overførselsindkomster, der, som det vil fremgå af bemærkningerne om skat, IKKE blev betalt af det erhvervsliv, der havde rekvireret dem og bragt dem hertil, men af den øvrige arbejderbefolkning. Enhver kritisk røst der hævede sig over mængden i denne forbindelse blev omgående råbt ned, skammet ud og stemplet som ”racist”. I løbet af det følgende årti eller to blev situationen irreversibel. Disse mennesker – og i særdeleshed deres børn og børnebørn – er blevet danskere. Det er også fint nok. Vores blegfede svagtbegavede bonderace trænger ubetinget til nye gener. Problemet udgøres af den lille kærne af rabiate muslimer og traditionalister, der holder fast i de mere degenererede versioner af Islam og de endnu ældre og endnu mere barbariske stammetraditioner. Dansk Folkeparti har med al sin usaglige, racistiske og menneskefjendske retorik fået udvirket, at stort set alle personer med mørkere hudfarve end Blegfed Dansk Bonderacebliver behandlet som 2. rangs borgere, men de VIRKELIGE problemer – Hezb ut Tahrir – dem evner disse blegfede, ukultiverede halvhjerner ikke at gøre noget ved. Det er så latterligt. Det er så uværdigt. Man taler i fuldt alvor om at udtræ-
34
de af menneskeretskonventionen. Det fascistisk-religiøse højre i DF, repræsenteret ved Søren Krarup, der er ligeså fundamentalistisk som det Muslimske Broderskab, mener ikke, der er noget der hedder menneskerettigheder, for der står ikke noget om det i Bibelen! Men alle de stærkt kriminelle elementer, og de virkelige bærere af ekstremistiske overbevisninger – dem er vi ikke kommet af med.
I alle de lande jeg har boet i, har man haft en bestemmelse om, at folk der udvises med henvisning til hensynet til den nationale sikkerhed ikke har krav på en normal domstolsprøvelse. Mon ikke det er sådan en bestemmelse vi har brug for? Det eneste en domstol så eventuelt skal prøve, er om der er det ringeste hold i sådan en formodning.
Regeringen Anker Jørgensen (Soc.Dem.1972-73, 1975-82) kom til at kæmpe med en række internationale økonomiske kriser, som ikke blev håndteret optimalt, men dog heller ikke så ringe som borgerlige ideologer har fremstillet det. Beskæftigelsen havde første prioritet, og det måtte naturligvis koste nogle ofre. De to oliekriser (1973 og 1979) vanskeliggjorde styringen af økonomien i en ukendt grad, og såvel borgerlige som socialdemokratiske teoretikere i ind- og udland forventede, at de internationale markeder ville rette sig i løbet af kort tid, hvilket ikke skete. Anker Jørgensen, der var gammel modstandsmand, var et gennemhæderligt og anstændigt menneske, og han er nok den mest populære statsminister nogensinde. I en kort periode (1973-75) afløstes han af venstremanden Poul Hartling, som dannede en mindretalsregering på kun 22 Venstre-mandater, der til gengæld ikke havde et flertal imod sig. Poul Hartling prioriterede også beskæftigelsen højest, selv om han nok ønskede en strammere finanspolitik. Han var i mine øjne den sidste anstændige borgerlige leder. Jeg bringer her et par citater fra hans nytårstale 1. januar 1974: ” Uanset hvad en regering måtte foreslå, og et folketing vedtage, er det meget lidt eller ingenting, der kan gennemføres mod en befolknings ønske og vilje.”
Denne overbevisning synes ikke længere at herske nogetsteds i det poltiske liv. Tværtimod gennemfører man skamløst det ene skandaløse forslag efter det andet – ikke af nødvendighed, men af ren og skær ond vilje – mod et betydeligt befolkningsflertals ønske. Jeg nævner her i flæng Offentlighedsloven, efter hvilken pressen ikke længere har indsigt i alle statsakter, og salget af DONG til Goldman Sachs, som 80% af befolkningen var imod, og kun 9% støttede! Det havde været
35
utænkeligt før 2001. Endvidere: ” Men lad os ikke narre os selv: en lavere trækprocent og en formindskelse af de offentlige udgifter betyder også en sænkning af det offentlige serviceniveau. Vi får ikke noget for ingenting. Midt i disse overvejelser må en ting stå fast: Begrænsningerne må ikke gå ud over de svagest stillede i samfundet. Alle må være med til at bære deres del, men det må ske i forhold til de enkelte gruppers evne.”
Poul Hartling gennemførte herefter et pris- og avancestop for at sikre købekraften. Det kunne have været tiltrængt i nyere tid, men intet kunne ligge de borgerlige fjernere. Flåningen af de forsvarsløse forbrugere i et samfund med ringere og ringere konkurrence et det nye Evangelium.
Omsorgen for de ringest stillede, for samfundets svageste, var dybt forankret i den danske folkesjæl. Og Poul Harting MENTE hvad han sagde. Han havde ingen spin-doktor, som kunne fortælle ham hvad der solgte bedst. Han havde ingen ”fokus-grupper”, der skulle støtte en holdningsløs jagt efter popularitet. Poul Hartling blev senere en højt respekteret FN-Højkommissær for flygtninge og modtog som sådan på kommissariatets vegne Nobels Fredspris i 1981. Hans indstilling til fremmede og flygtninge finder man ikke engang hos Enhedslisten i dag.
I løbet af 80’erne – fattig-firserne, som de dengang blev døbt (lidet anede man, HVOR meget værre det skulle blive) begyndte så den systematiske nedbrydning af det velfærdssamfund, vi – eller arbejderklassen, sandt at sige - møjsommeligt havde opbygget gennem kamp og lidelse siden 1880.
Regeringen Schlüter gennemførte en række forringelser for lønmodtagerne; først ved afskaffelse af dyrtids-reguleringen (en lov, der sikrede bevarelsen af købekraften – det blev ganske skæbnesvangert, for som vi senere skal se er købekraften voldsomt reduceret de sidste 30 år) derefter gennem en afgiftspolitik, der i allerhøjeste grad vendte den tunge ende nedad – den flyttede en større del af skattebyrden over p de svageste. I dette stykke fortsatte regeringen Schlüter dog en tendens, der var indledt allerede i den sidste socialdemokratiske regering (Anker Jørgensen) i hvilken Mogens Lykketoft var skatteminister fra
36
1981. Efterhånden som skattetrykket vedblev at stige, blev man klar over, at man nok ikke kunne vinde forståelse hos den almindelige befolkning for en beskatning af indkomsten på 70-80%, og derfor måtte staten finde finansieringen af de øgede udgifter andetsteds. Ligefrem forbrugsbeskatning vil altid vende den tunge ende nedad og altid berøre de laveste indkomster mest, og det var i høj grad i tråd med Schlüters intentioner, selv om den liberalistiske ideologi ikke var salgbar i datidens samfund. Schlüter var praktisk anlagt og ikke nogen stor tænker. Hans udtalelse. ”Ideologi er noget bras” illustrerer i høj grad hans lavpraktiske tilgang til opgaven, hvor inspirationerne til de konkrete økonomiske tiltag væsentligst kom fra hans venner i erhvervslivet og finansminister Henning Christophersen fra Venstre. Datidens borgerlige havde dog en helt anderledes human indstilling, som, hvis nogen gav udtryk for de holdninger i dag ville blive betragtet som ”socialisme”. Den konservative socialminister, Palle Simonsen, var naturligvis stærkt udskældt af venstrefløjen, men han var et dybt følende og sympatisk menneske af en slags, der overhovedet ikke findes i politik længere. Han deltog selv med liv og sjæl i frivilligt socialt arbejde. Han kritiserede i sin alderdom også stærkt den modbydelige socialpolitik, som regeringen Fogh Rasmussen førte.
I 1992 faldt regeringen Schlüter som en følge af den såkaldte Tamil-sag. I dagens politiske klima ville en tilsvarende skandale (En række tamilske flygtninges familiesammenføringssager blev syltet og saboteret i Justitsministeriet i strid med menneskerettighederne, som man dengang stadig tog alvorligt) næppe forårsage mere end et par løftede øjenbryn og fingre. Men hermed var vejen banet for en ny socialdemokratisk regering ledet af Poul Nyrup Rasmussen. Poul Nyrup Rasmussen havde været cheføkonom i LO, fagbevægelsens talknuser par excellence, fra 1980 til 86. Hans regeringstid blev dog præget af en begyndende liberalistisk kurs, idet han indledte privatiserings-bølgen med salget af Tele Danmark (TDC) til en amerikansk gigant, Ameritech, et salg, som Folketinget helt uhørt vedtog for lukkede døre, og hvis betingelser fortsat er en statshemmelighed. Privatiseringen af DSB indledtes også af hans regering. Både han og regeringens stærke mand, finans- og senere udenrigsminister Mogens Lykketoft, har senere erklæret, at de fortryder disse dispositioner. Men de har ikke anvist nogen måde, hvorpå skaden kan gøres god igen. Det blev også denne regering, der gennemførte et af de mest vidtrækkende socialpolitiske
37
indgreb i det 20. århundrede: Begrænsningen af efterlønnen, som man under valgkampen havde lovet ikke at ville røre. Alt i alt førte den socialdemokratiske regering en politik, som overgik regeringen Schlüters i borgerlighed. Marginalskatten sænkedes fra 68,7% til 63,4, altså godt 5%. (kilde: Skatteministeriet). Selskabsskatten sænkedes fra 38% i 1992 til 30% i 2001.
Hermed er begivenhederne ført op til 2001, hvor den største katastrofe i landets nyere historie indtraf: Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, og kom til at videreføre, voldsomt udbygge og facilitere en række tendenser og træffe en række skæbnessvangre beslutninger, som fuldstændig har ført landet væk fra humanismens grund, fra de franske revolutionsidealer, frihed, lighed og broderskab, fra internationale konventioner, fra retssamfundet og den fredelige og benevolente sameksistens med alle jordens folkeslag. Tendenserne og realiteterne i denne politik, som fuldstændig uændret er videreført af senere regeringer, er søgt beskrevet i kapitlerne nedenfor.
Meget af det er kommet udefra. Men der eksisterer ikke noget forbud – endnu da – mod kritisk tænkning og national selvstændighed. I 80’erne, for eksempel, markerede Danmark sig stærkt gennem en streng neutralitetspolitik, der bla.a gav sig udslag i en række såkaldte ”fodnoter” til NATO’s aggressive kurs over for Østblokken; en dissens overfor den amerikanske uforsonlighed og konfrontationspolitik, som gav genlyd i hele NATO. Det kendetegner også den USA-begejstrede danske højrefløj, at man ikke på nogen måde ønsker at kopiere de ting, der igennem tiden har gjort USA’s økonomi så meget mere livskraftig end vores egen; f.eks. regler om hæftelse og tvangsforanstaltninger. I USA hæfter en person, der tager lån i sit hus, KUN med pantet. Hvis han ikke kan betale terminerne, går han ned i banken og afleverer nøglerne til sit hus og finder sig et lejemål. Han kan sådan set fortsætte sit liv uanfægtet. I Danmark, hvor de gældende regler om tvangsindri-velse og forældelse med få ændringer kan føres tilbage til Chr. D. 5’s Danske Lov af 1675, er han kreditorernes slave for livet. Denne forskel var den umiddelbare årsag til, at USA i hvert fald de første 5 år efter krisen klarede sig så meget bedre end Danmark.
38
Kapitel 2
Favoriseringen af de bedre stillede: Knæfaldet for den syge erhvervskultur og -etik
Jeg har altid ment, at det var en fundamental defekt ved vores aktieselskabslov, som den hed før i tiden, at der i § 1 stod, at formålet med driften var at tjene penge. Der burde i stedet have stået: ”formålet er at opfylde specifikke behov”. (I den seneste selskabslov, der er udarbejdet under Lene Espersens ledelse, har man udeladt enhver tale om formål. Det kan jo ikke undre. Aktie- og anparts-selskaber kaldes nu under ét ”kapitalselskaber”. (Det er måske sket for at ministeren har kunnet skelne dem fra middags- og koktajlselskaber.)
Mange vil måske umiddelbart mene, at det kan være ret ligegyldigt. Men det mener jeg ikke, Jeg mener tvært imod at det er overordentligt betydningsfuldt. Forskellen repræsenterer en dyb og afgørende mentalitetsforskel. Man kan og bør ikke kunne tjene penge med mindre man har ydet noget til gengæld; med mindre man har opfyldt et behov. Formuleringen – den oprindelige, indikerer, at selskabets livsformål er at tjene penge for enhver pris, mens moralen tilsiger, at man først må yde noget, og dersom den ydelse er tilstrækkelig fortjenstfuld, så kan man også få lov at tjene penge.
Denne fundamentale brist i tankegangen bag lovkomplekset har i tidens løb inficeret hele vores samfunds tankegang. Det er denne idé – at man evt. kan tjene penge uden at yde noget for dem – der nu som en fuldt udviklet etisk meningitis får 17% af danske topledere til at erklære, at etik ikke betyder noget for dem og at ”bundlinien” (læs: ”bondelinien”) er det eneste der betyder noget. (Børsen 2009).
Det var ikke så katastrofalt den gang vi havde et frit marked, der regulerede sig selv. Der mistede de psykopatiske virksomheder hurtigt deres kunder. Men vi er så langt fra at have et frit marked som nogensinde. De samme mennesker, der tuder os ørene fulde af deres mantra ”frit marked, frit marked” er de selvsamme, der de facto har afskaffet monopol- og konkurrencelovgivning eller rettere: Håndhævelsen af den, og ustandseligt diverterer os med foredrag om globaliseringens fortræffeligheder.
Hvordan kan nogen i fuldt alvor og legemshøjde stille sig op og sige, at det vil være til gavn for forbrugerne, at der om få år kun vil være 5 producenter af automobiler tilbage på verdensmarkedet? Hvordan
39
kan man påstå, at det er til gavn for verdens befolkninger, at fødevarer nu handles på verdensbørser, så 1 kilo ris stort set koster det samme overalt på jorden? (idet risbønderne ikke får mere for risen end de hele tiden har fået, den voldsomme stigning i fødevarepriserne er nær udelukkende kommet spekulanter til gode).
Af eksempler på manglende konkurrence i Danmark er der rigeligt: Arla, der har 95% af markedet for mejeriprodukter i Danmark OG Sverige. Hvorfor pålægger man dem ikke en opsplitning? De får tværtimod lov til at fortsætte med at købe små irriterende konkurrenter. I dagligvaresektoren er der 3 virksomheder, der sidder på 95% af markedet (COOP, Dansk Supermarked og Dagrofa.) Der er reelt ingen konkurrence mellem disse koncerner, og derfor er dagligvarer 50% dyrere end syd for grænsen. Et behjertet forsøg fra WALMART på at komme ind på det danske marked blev standset politisk af daværende miljøminister Svend Auken.
I den finansielle sektor er der 2 banker, der sidder på 75% af markedet. Alligevel får Danske Bank lov til at opkøbe Realkredit Danmark, som kort forinden ved en manøvre, som JEG opfatter som retsstridig, var blevet omdannet fra en debitorforening til et aktieselskab.
Og så skulle man jo tro, at man i dette uforfalsket liberale land, hvor man den ene gang efter den anden tilsidesætter lovgivningen og tillader fusioner, der med en til vished grænsende sandsynlighed vil føre til konkurrencebegrænsning, at her får de dårligt ledede virksomheder også lov at bukke under, så de SUNDE kan vokse sig store og stærke efter denne social-darwinistiske recept, som man har proklameret. Det gør de også. De små. De ubetydelige. De, der ikke har de politske relationer. Enkelte, så som Max Bank, bliver endog væltet, inden de er i synlig nærhed af en konkurs. Men VENNERNE, de skal hjælpes. Af skatteyderne. De får ikke lov at gå konkurs, selv om de har opført sig på en måde, der burde få skamrødmen til at rejse sig helt op under hårrødderne hos alle deres støtter. Danske Bank skal reddes, den ene gang efter den anden, for det er jo Rederen, der ejer den. Elefantridderen. Den danske ikon. (Det VAR Rederen. Efter historiens største redningsaktion skyndte han sig at sælge.)
Og man stiller ikke krav om, at han og alle de andre aktionærer først tilbagebetaler de enorme dividender, de har fået udbetalt de sidste 10 år. Nej nej, der er jo begrænset hæftelse – men uden ret eller pligt til at returnere de af selskabets midler, der ganske uberettiget er udbetalt som dividender (ligesom i Nordisk Fjer) endsige gå konkurs. Hvis
40
man så accepterer argumentet om, at det er nødvendigt af hensyn til tilliden til det danske banksystem, så ville dog den logiske konsekvens være, at de hidtidige ejere, som ved deres uansvarlighed og grådighed har påført samfundet og skatteyderne et tab, til gengæld må aflevere ders aktier til staten. Men nej, det har man ikke gjort i Danmark. Man gjorde det i USA. En dansk økonom i USA har beregnet, at det at man ikke forlangte i det mindste medejerskab af banken som modydelse har kostet skatteyderne 25 milliarder. Aktionærerne i Dansk Bank er skadesløse.
Stats- og domstolssanktioneret svindel – det uhæderlige Dan-
mark
Telebranchen
Det system vi lever under i Danmark har intet med liberalisme at gøre. Det er hvad jeg vil betegne som venne-, monopol- og rovkapitalisme. Hvad jeg mener med den sidste betegnelse, rovkapitalisme, (en betegnelse der stammer fra Mikhail Gorbachev) skal jeg kort demonstrere ved nogle grelle eksempler. Der er mange flere end dem jeg her nævner, men det vil føre for vidt at medtage dem allesammen i denne bog. Telebranchen har været en af de hastigst voksende over hele kloden. Og det har skæppet godt i statskassen, for der skal lægges 1 milliard i forudbetalt skat for at man kan få lov til at etablere sig. Teleselskaberne har på samme måde som de financielle institutioner skabt en række ”prødøkter”, der er så uigennemskuelige, at mange mennesker opgiver at forstå, hvad der ligger til grund for faktureringen, men ikke nok med det: Det er fuldstændig rutinemæssig adfærd direkte at snyde kunderne; dvs. overfakturere dem. Af alle de teleselskaber jeg har benyttet de sidste 10 år – og det er en del – er der kun ét, som jeg ikke har taget i at svindle. Jeg bliver faktureret til en forkert takst. Jeg bliver faktureret for flere minutter, end jeg har talt. De fleste faktureringssystemer og net-tilgængelige forbrugsoversigter er så rodede og uoverskuelige, at det næppe er muligt at følge sit forbrug.
Da jeg greb et selskab på fersk gerning og påviste, at jeg i mindst et døgn (jeg har ikke abonnement og ikke automatisk optankning, (hvad jeg anbefaler alle at fravælge) så jeg opdagede det hurtigt)) var blevet overfaktureret groft. Det ville man først ikke anerkende, men foreholdt dokumentation fremkom man så med den forklaring, at de ved
41
en fejl havde benyttet standard- taksterne i det netværk – tilhørende et af de store selskaber – som de benyttede. Hertil svarede jeg, at jeg så forventede at få en kredit-nota for det aktuelle beløb. Jamen, så måtte jeg jo komme med en opgørelse over, hvor meget jeg mente det var! Hvortil jeg sagde: ”Jamen hvad så med alle de kunder, der IKKE har opdaget det? Det er jo rent bedrageri!” ”Det har vi desværre ikke ressourcer til”, var svaret.
Alle ved det. Og der er ingen myndigheder der skrider ind. Det er bare en fuldstændig accepteret tilstand af organiseret og omfattende økonomisk kriminalitet.
Svindel med huslejerne
Det samme gælder på boligområdet – nærmere bestemt markedet for lejeboliger. Her har en lang række plattenslagere – mange af dem med betydelige ejendomsporteføljer – siden 90’erne svindlet systematisk med den omkostnings-bestemte husleje. Den socialdemokratiske regering så igennem fingre med det. Man mente måske at lejeniveauet var en smule for lavt. Statsministeren i den næste regering – Anders Fogh Rasmussen – lovede under valgkampen i 2001, at man ikke ville give huslejerne fri. Det var sikkert i erkendelse af 1) At der ville være overhængende fare for, at han kunne tabe valget på det spørgsmål, 2) Der ville opstå kaos og alvorlig social uro. Den borgerlige regering nedlagde dog straks ved sin tiltrædelse Boligministeriet. Det var et signal, der blev hørt. Huslejerne eksploderede – især i København og Aarhus.
Samtidig gennemførtes en lovgivning, der gennemhullede den beskyttelse, lejere i dette land har nydt siden 30’erne. Dette var også nødvendigt for at gennemføre, hvad der nu forekommer at have været en klar strategi – at Øre boligmarkedet voldsomt op, for derved at skabe det kapital- og belåningsgrundlag, der skulle drive væksten op i noget tocifret. Det er indlysende, at hvis der havde været billige lejeboliger at få, så havde det ikke været muligt at drive det private ejendomsmarked op i det vanvittige niveau, det nåede i 2007.
I perioden fra 1995 – 2005 voksede bruttonationalproduktet med 65%. Lønningerne steg med noget tilsvarende, omkr. 64,5%, men markedet for fast ejendom, villaer, rækkehuse og ejerlejligheder steg med 278%. Det vil sige, at huspriserne var blevet en funktion af renten og forbindelsen til livs-indkomsten var suspenderet. De 278% dækkede i
42
øvrigt over store lokale forskelle. I Nordsjælland og på Frederiksberg var stigningerne betydeligt højere; i visse kvarterer helt op til 1.000 %. Nu er der vismænd, som siger at ingen jo havde forudset krisen og ingen kunne have vidst, at det ville gå så galt. Jeg synes jo det er så indlysende, at et 10-års barn kan forstå det. Man vedtog så til overflod i 2004 den lov, der muliggjorde afdragsfrie lån.
Enhver ansvarlig regering ville have forsøgt at fastholde en sammenhæng mellem den gennemsnitlige, disponible realindkomst og prisen på et parcelhus i Rødovre. Samtidig voksede lejerne i København, tildels som følge af besvigelser, at det efterhånden blev så dyrt at bo der, at ”almindelige” mennesker ikke havde råd til det længere – hverken som lejere eller ejere. Det er denne ufattelige uansvarlighed, der er skyld i, at måske helt op til 200.000 familier i dag er insolvente. Men den udvikling der er på boligmarkedet, må dette tal forventes at stige betydeligt de næste par år.
Det har været et gammelt socialdemokratisk maxime siden 30’erne, at boligen skulle koste 25% af rådighedsbeløbet. Aktuelt koster den for de fleste familier, især i Københavnsområdet, 50% eller endda mere – og det er næsten kun familer med høj indkomst. Der er ikke noget der som prisstigningerne på boliger har bidraget til at forarme den almindelige dansker de sidste 20 år. Og grundlaget herfor er tildels bedragerisk. Det er hvad almindelige mennesker har fået ud af vores ”liberalistiske” eksperiment. Insolvens og kraftigt reduceret købekraft. Og så undrer man sig over, at man ikke kan få gang i forbruget!
En bolig er en basal livsfornødenhed, som ethvert menneske har krav på. At man har gjort boligen til et spekulationsobjekt er et udtryk for en psykopatisk uansvarlighed og amoral, som savner sidestykke i nyere historie, for ”willful mismangement” på statsligt niveau. Og vanviddet fortsætter. Aktuelt – i 2018 – kan man ikke finde en lejlighed på 100 m2 i København til under 15.000 plus forbrug. HUSLEJERNE ER NU STEGET MED 4 GANGE DET ALMINDELIGE PRISTAL SIDEN 1975. Da jeg flyttede hjemmefra i 1974 fik jeg en 68 m2 lejlighed på Østerbro med bad, altan og elevator til 450 kr. pr. måned inclusive varme. Det svarer til ca. 1.900 kr. i dag. I 1980 flyttede jeg til en 120 m2 lejlighed på Østerbro sammen med min nys erhvervede hustru – den kostede 3.000 i kvartalet plus varme. Det svarer til 8.000 i dag – i KVARTALET! (altså ca 2.700 om måneden.) Min kone var pædagog og jeg arbejdede på Carlsberg som maltgører, mens jeg læste. Når vi havde betalt vores skat og husleje havde vi ca. 15.000
43
om måneden at leve for. Det ville svare til godt 40.000 i 2018-kr.! Hvor mange mennesker har sådan et rådighedsbeløb i dag??? SÅ groft er vi blevet plyndret!
Rykkergebyrer
Endnu et eksempel på en organiseret, almindeligt accepteret og politisk sanktioneret kriminalitet, som paktiseres af et bredt udsnit af dansk erhvervsliv, er rykkergebyrer. Rykkergebyrer udsendes rask væk inden for få dage efter sidste rettidige betalingsdag. De udsendes også med besked om, at de skal betales, uanset at evt. indbetaling har krydset rykkeren, hvad der er notorisk usandt. Endvidere skrives rykkere oftere end hver 10. dag og der skrives flere end 3 for samme forhold i strid med Rentelovens § 9. Det er heller ikke ualmindeligt, at man kræver et højere beløb end de 100 kr, som er det tilladte. Et af de mest groteske tilfælde jeg er blevet udsat for præsteredes af min daværende husvært. Han udskrev et gebyr den 9. januar, hvor sidste rettidige indbetaling af huslejen var 7. januar. I rykkeren var der ligeledes gjort opmærksom på, at gebyret, kr. 200,97, var en ”pengepligtig ydelse” hvilket på almindeligt dansk vil sige, at dersom det ikke betales kan det føre til ophævelse af lejemålet.
Jeg betalte derfor, idet jeg udtrykte min forundring over, at han tilsyneladende var begyndt at benytte sig af clairvoyante ved udskrivningen af rykkergebyrer, eftersom han ikke med sikkerhed på det tidspunkt kunne vide, om der er betalt før 4. dagen efter sidste rettidige indbetalingsdato. (Det var i girokortenes dage.) Det siger sig selv, at udskrivning af rykkergebyrer på forventet efterbevilling ikke er lovmedholdelig, og jeg fik det tilbage efter meget besvær.
I Danmark har vi haft en række bedragerisager, hvor svindlere, der har udviklet et forretningskoncept, der består af 1 PC’er og 1 ma-trixprinter (evt. 2) ganske enkelt har sprøjtet massevis af regninger for ikke-leverede ydelser og varer ud til sagesløse personer, fremfundet fra telefonbogen, idet man har erfaring for, at 20% af alle mennesker simpelthen betaler alle girokort de modtager. Jeg kan ikke med min bedste vilje se, at systematisk, retsstridig fremsendelse af rykkergebyrer indeholdende vildledende påstande om modtagerens retsstilling på nogen måde adskiller sig, juridisk eller moralsk, fra det rene og ublandede bedrageri.
44
Private P-bøder
Et ganske særligt fænomen udgøres af selvetablerede private værn, der – retsstridigt – opkræver parkeringsbøder på vegne af diverse grundejere; supermarkeder og andre der råder over et parkeringsareal. Juraen bag denne praksis er stort set selvkonstrueret og hviler på et næsten ubenyttet begreb, der kaldes ”kvasidispositioner”. Dette dækker over, at man – når man parkerer et sted, hvor der ved skiltning er angivet bestemte betingelser for parkeringspladsernes benyttelse, indgår en ”stiltiende” aftale, en såkaldt kvasiaftale, om at overholde betingelserne, som er bindende i medfør af Aftalelovens §1. Så vidt så godt. Men det betyder IKKE, at der er hjemmel til at bestemme alt muligt mellem himmel og jord, og til at opkræve heftige bøder (boder) for overtrædelser, der ikke påfører ejeren noget formuetab. Det eneste andet eksempel der kendes i juraen på en kvasiaftale er benyttelsen af offent-
lige transportmidler. Men her er situationen en helt anden: For hvis man benytter et offentligt transportmiddel uden at betale, så har man
derved påført ejeren et konkret og kvantificerbart formuetab, hvilket IKKE er tilfældet, fordi man uagtsomt har undladt at stille sin P-skive og iøvrigt ikke har overskredet den angivne maksimale parkeringstid. Hvorfor dette ikke er lovmedholdeligt fremgår med krystalklar tydelighed af min procedure for Næstved ret, hvor jeg – retsstridigt – blev dømt i en sag mod Europark, hvor dommeren UNDLOD at tage stilling til de påstande, der var anført i påstandsdokumentet, som var formuleret i samarbejde med Retten. En meget klar rettergangsfejl. Herefter følger proceduren:
PROCEDURE
I sagen BS 50 – 1245/2013.
Denne sag er ganske usædvanlig. Den er usædvanlig på den måde, at sagsøger har fremsat et krav, uden at dette krav på nogen måde er underbygget af andet end sagsøgers praksis. Der er ikke fra sagsøgers side fremlagt et eneste citat fra en retskilde, det være sig lovbestemmelser, forarbejder, domme eller lærebøger, der kan underbygge sagsøgers krav. Det eneste der i en uendelighed er blevet henvist til, er en temmelig diffus lovbestemmelse, nemlig Aftalelovens § 1, hvoraf
45
det fremgår at en indgået aftale er bindende. imidlertid vil det være enhver bekendt, at en aftale, der strider mod gældende ret IKKE er bindende.
Jeg spørger: Hvor er hjemmelen? Europarks krav kan ikke nyde fremme, med mindre Europark kan redegøre for hjemmelen. Europark mener tilsyneladende, at hjemmelen ligger i selve den indgåede “aftale”, og at dette må være indlysende for enhver. JEG mener derimod, at det er indlysende, at det IKKE kan være tilfældet. Det er indlysende, at man ikke bare ensidigt kan fastsætte et vilkår, der ikke bunder i nogen som helst kvantificering af et fomuetab eller anden retlig interesse. Man kan f.eks. næppe påbyde parkanter at påføre sig en rød papnæse forud for parkeringen og pålægge dem en bod på 5.000 kr. hvis vilkåret ikke er opfyldt.
Hvorvidt det gælder for den særlige og sjældne form for aftale, der kaldes et kvasiløfte, er det denne sag skal afgøre. Der kendes kun i dansk ret 2 former for kvasiløfter: At tage et offentligt transportmiddel og at parkere på et privat grundstykke. Der findes også en vis litteratur herom, men Europark har valgt ikke at henvise til disse retskilder, fordi de ikke understøtter Europarks praksis.
Der hersker almindelig enighed i retssystemet om, at dersom en ejer af et grundstykke ved skiltning betinger sig, at parkanter overholder en given tidsfrist for parkeringen, så skal dette materielt overholdes. Men eksisterende litteratur og eksisterende domme beskæftiger sig overhovedet ikke med kravet om p-skive.
Denne sag drejer sig derfor for det første om, hvorvidt man i forbindelse med en kvasidisposition kan kræve mere vidtgående foranstaltninger fra afgiveren af kvasiløftet, in casu at lade sin bil forsyne med en p-skive og indstille denne “korrekt”.
Det mener jeg IKKE at man kan. For det første kan man ikke længere påberåbe sig, at vilkåret er et resultat af en frivillig aftale, da Euro-Park og dets konkurrenter efterhånden har bemægtiget sig “bevogtningen” af lagt de fleste private parkeringspladser tilknyttet detailhandel. Der gælder stort set identiske vilkår uanset hvem udbyderen af parkeringsmuligheden er, således at P-virksomhederne fremstår som et kartel.
Der ses ikke at være nogen hjemmel til at udstede et påbud om P-skive. ”Det er hovedreglen, at en person ikke kan give bindende eller forpligtende påbud til en anden.”
(Henry Ussing, Aftaleret, 3. udgave, s. 401 linie 2.) (Bilag E til stæv-
46
ningen)
Det er særligt indlysende, at nærværende påbud et uhjemlet, og det gøres derfor gældende, at ovennævnte hovedregel ikke kan fraviges, fordi 1) dets umiddelbare konsekvens er, at den part, der er genstand for påbudet pålægges ensidigt at løfte bevisbyrden for, at han IKKE har krænket SELVE aftalen, hvilket ikke alene er uhørt i aftaleretten; men som tillige – som ovenfor anført – er et vilkår, der er påtvunget parkanten 2) formålet med påbudet – dersom Retten finder at det hjemler en bod- er at udøve et retsmisbrug.
Endelig er ordlyden af de på stedet opsatte skilte af en sådan art, at det ikke er umiddelbart indlysende, hvad der kræves af parkanten, og hvad en sanktion indebærer. ”Parkering tilladt i højst 2 timer. Overtrædelse kan medføre pålæggelse af afgift kr. 590 pr.påbegyndt døgn. P-skive påbudt”.
Det er i særdeleshed ikke indlysende, hvorfor en ukorrekt indstillet P-skive skulle kunne udløse en afgift på 590 kr. Desuden udgør ordet ”kan” et usikkerhedsmoment, der gør budskabet endnu mere kryptisk. Det gøres derfor gældende, at kvasiløftet – hvis da der er tale om et sådant – kun kan omfatte den MATERIELLE overholdelse af tidsbegrænsningen.
Det er klart, at “afgiften” erstatningsretligt må være en bod; der er ikke nogen anden hjemmel i gældende ret, der kan begrunde et krav. Det er et ufravigeligt krav i erstatningsretten, at der, for at et ersta-ningskrav skal kunne nyde fremme, skal kunne påvise et tab. Det kan Europark ikke. Den manglende “korrekte” indstilling har hverken påført Europark eller nogen andre et tab.
Konventionalboder, hvor der erlægges et forud aftalt beløb i tilfælde af overskridelser, typisk dagbøder i forbindelse med byggearbejder eller IT-leverancer, benyttes, fordi det er vanskeligt at kvantificere tabet. i det aktuelle tilfælde er det IKKE vanskeligt at kvantificere tabet ved manglende indstilling af P-skiven: Det er kr. 0.
(Henry Ussing: Erstatningsret, 6. oplag, 1962, § 18, s. 134: ”For at der kan blive tale om erstatning, må der være indtrådt en skade, og den må have ramt en interesse, der værnes ved erstaningsreglerne. Som hovedregel kræves derhos, at den indtrådte skade kan betragtes som økonomisk, eller at den har medført et formuetab.”)
”Afgiften” indtræder KUN, hvis man holder længere end det angivne tidspunkt ELLER glemmer at stille sin P-skive. Der er altså – især i det andet tilfælde – tale om en sanktion. Der er ikke nogen logik i, at
47
en P-afgift stiger fra kr. 0 til kr. 590 på et minut. Det er en sanktion – en pønitiv foranstaltning. Hertil er der ingen hjemmel i aftaleretten. En afgift er noget der erlægges for at nyde en ret. Man har ikke nydt nogen ret, blot fordi EP konstaterer, at P-skiven er ukorrekt indstillet. Det andet spørgsmål, som jeg hernæst skal jeg beskæftige mig med er “afgiftens” størrelse.
I sin lærebog fra 2003, “Grundlæggende Aftaleret” (bind 2) beskæftiger professor (i aftaleret) Mads Bryde Andersen sig i kapitlet “Kva-siløfter” med de to eksempler, der kendes i dansk ret. Det ene kendte kvasiløfte er det der afgives, når man stiger ind i et offentligt transportmiddel, det andet er parkering efter visse regler på privat grund. Mads Bryde Andersen slår fast, at der er tale om et gyldigt og bindende kvasiløfte, når man parkerer på en privat grund, og at der med rimelighed kan kræves en bod, hvis man overtræder den annoncerede maksimale parkeringstid. Men det er værd at bemærke, at han UDELUKKENDE beskæftiger sig med spørgsmålet om en MATERIEL overskridelse, og ikke med spørgsmålet om p-skiver. Det samme gælder alle kendte domme.
Men Mads Bryde Andersen fastslår tillige i forbindelse med spørgsmålet om bodens størrelse, at den under ingen omstændigheder må overskride det beløb, som det offentlige opkræver. Og det GØR Europarks bod; in casu 590 versus 510, og det for en forglemmelse, der ikke påviseligt medfører noget tab.
Men værre endnu. I Højesterets dom fra 2010, U 2010.1027 H, fastslås det, at en offentlig parkeringsbøde, jvf. Den Europæiske Men-neskeretskommissions afgørelse af 14. september 1998, indeholder et element af straf.
However, the Commission is not convinced that the rules in question do not retain a punitive character and do not have the effect essentially to deter. The wording of section 121 subsection 1 (7) and (8) of the Road Traffic Act and of section 1 of the Park-ing Ordinance suggest that the charge is a sanction imposed for violation of a prohibited and unwant-ed behaviour. There is nothing in the wording of the provisions to indicate that the charge is intended
48
to correspond to a service rendered or a parking place occupied. in addition, the provision is direct-ed towards all citizens in their capacity as road us-ers. Thus, the Commission is of the opinion that the general character of the rule and the purpose or the effect of the penalty, being both deterrent and puni-tive, suffice to show that the offence in question was, in terms of Article 6 of the Convention, criminal in nature (ibid). The Commission considers that it is not decisive in this respect that the rules applied to parking offences lack certain hallmarks usually con-nected with criminal procedure.
Det må derfor konkluderes, at “afgiften” på 590 kr. alene af denne grund ENTEN er ganske meget for høj ELLER betegner en retsstridig udøvelse af en selvopfundet privat strafferet.
DERSOM det anses, at den udgift, som Europark har påført sig selv ved at have valgt at lade parkeringsvagter udskrive girokort hjemler en bod, må der drages en direkte parallel til rykkergebyret, som også skal dække udskrivningen og afsendelsen af et standardbrev. Det er 100 kr, og det gøres derfor gældende, at Europarks krav, dersom Europark skønnes at have erhvervet en ret til at opkæve en afgift, må derfor betegnes som et retsmisbrug.
Det gøres endvidere gældende, at EP s forvaltning af det aktuelle af-taleforhold (for så vidt dette overhovedet eksisterer) er illoyal, fordi 1) Det hverken er rimeligt eller lovligt at pålægge eller rettere påTVIN-GE aftalepartneren bevisbyrden for, at aftalens materielle indhold er opfyldt 2) Der ikke er nogen skadevirkning af den straffede og uagtsomme undladelse (uagtsomme, fordi aftalepartneren ikke har noget at vinde ved undladelsen) 3) Fordi der ikke er proportionalitet eller rimelighed overhovedet i sanktionen. i henhold til Danmarks Statistik havde danskerne en gennemsnitlig årsindkomst på ca. 270.000 kr. i 2011 svarende til ca. 22.500 kr. om måneden. Heraf udgør A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og andre ydelser ca. 50% af det beløb, der ligger ud over fradraget. (som er det beløb, personen skal benytte til at betale EP s ”afgifter”). Det vil sige, at denne betydningsløse og uagtsom-
49
me undladelse medfører en bod svarende til en arbejdsdags udkomme (idet der er 22 arbejdsdage i en måned) efter skat og øvrige ydelser, eller en dags hoveriarbejde for Europark.
I sin disputats ”Retsmisbrug i formueretten” (Jurist – og Økonom-forbundet, 2001) slår Jens Evald fast, at ”retsmisbrug foreligger, når
en ret udøves .......... under omstændigheder, som betyder, at der er et
væsentligt misforhold mellem rettighedshaverens interesse i at udøve
retten og ulemperne for den forpligtede, og hvis det......... er urimeligt
eller i strid med redelig handlemåde at gøre retten gældende.”
Videre:
”Som det fremgår, er det den urimelige, uredelige eller utilbørlige retsudøvelse, som kendetegner misbruget, og retningsgivende herfor er almindelige, samfundsetiske handlenormer”. (side 42, linie 3 til 20). (Bilag G) Det tør siges, at ”money for nothing” ikke er en samfundse-tisk handlenorm.
I disputatsen gennemgåes 2 Højesteretsdomme omhandlende retsmisbrug; nemlig U 1981.300 HD og U 1985.766 HD, hvoraf særligt sidstnævnte har direkte relevans til det foreliggende forhold.
i denne dom fastslås det, at forsikringsselskabet Codans vægring mod at opfylde en forpligtelse til at erstatte et forsikret pantebrev, der fortabtes ved en tvangsauktion, udgjorde et retsmisbrug, SELV om der eksisterede et klart aftalevilkår om, at en transport til den forsikrede skulle tinglyses, og at dersom tinglysning ikke havde fundet sted bortfaldt forsikringsselskabets forpligtelse til at erstatte det. Pantebrevets ejer havde iKKE tinglyst transporten, men Højesteret fandt, at vilkåret var uden materiel betydning, idet tinglysning ikke ville have ændret Codans risikobedømmelse, og at Codans interesser heller ikke på andre måder var tilsidesat ved den manglende tinglysning.
Det gøres gældende, at på nøjagtig samme måde er den manglende justering af P-skiven fuldstændig uden faktuel betydning for EP. DERSOM der er tale om et kvasiløfte fra CHERs side; DERSOM dette kva-siløfte omfatter ”korrekt” brug af P-skiven; DERSOM det omhandlede påbud skulle være hjemlet og DERSOM sanktionen er hjemlet i aftale- og erstatningsretten, så udgør den ikke desto mindre et klart retsmisbrug.”
Jeg blev dømt, uden at Retten overhovedet tog stilling til de problemer, der rejses i proceduren eller de nedlagte påstande. Da beløbet ialt udgjorde kr. 13.000 med omkostninger, kunne jeg ikke umiddelbart indbringe sagen for Østre Landsret, men måtte ansøge procesbevil-
50
lingsnævnet om tilladelse hertil. Det gjorde jeg, med de begrundelser 1) at der forelå åbenlyse rettergangsfejl, 2) at det forhold, at Europark tilsyneladende fritages for det dokumentationskrav, der er alfa og omega i al erstatningsret, er yderst principielt, 3) at der med dommen tydeligvis er uddelegeret en strafkompetence til et privat foretagende, OG AT DER IKKE FOREFINDES HJEMMEL HERTIL I DANSK RET.
Ansøgningen blev afvist á to omgange; UDEN BEGRUNDELSE. Pro-cesbevillingsnævnet er den ENESTE myndighed i Danmark, der ikke skal begrunde sine afgørelser. Jeg vil bringe i erindring, at Procesbe-villingsnævnet altid har forsæde af en højesteretsdommer. Så meget for retssikkerheden i Danmark. Dette er stats- og domstolssanktioneret tyveri. JEG HAR ALDRIG MØDT EN JURIST, DER PÅ SAGLIG VIS VAR I STAND TIL AT TILBAGEVISE MINE PÅSTANDE.
Åger
I de seneste par tiår eller så er der opstået en række virksomheder på internettet, som yder mindre lån efter ansøgning online eller via sms. Disse virksomheder tager renter og gebyrer, der ofte beløber sig til langt over 1.000% åop. De er så slemme, at selv Intrum Justitia, der bestemt ikke er sarte, har nægtet at inddrive fordringerne fra disse ”virksomheder”. De fortsætter dog – ganske uantastet af myndighederne - deres virke og kan – såvidt det er mig oplyst – selv tvangsinddrive deres misligholdte lån ved de danske fogedretter. Denne virksomhed er klart i strid med Straffelovens § 282, ågerparagraffen, der lyder således:
”For åger straffes den, som udnytter en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til i et aftaleforhold at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for.”
I 1978 (U.1978.962) idømte Vestre Landsret to mænd 3 måneders fængsel for at låne penge ud til mellem 160 og 266% p.a. og konfiskerede nettofortjenesten på 10.000 kr.
I 1980 (U.1980.845) idømte Østre Landsret en person, der drev virksomhed som veksellerer og pengeudlåner, 1 års ubetinget fængsel og frakendte ham retten til at øve virksomhed for at have udlånt 1,7 millioner til en årlig rente på 300%.
51
I 1981 blev en person i Vestre Landsret (U.1981.861) idømt 6 måneders fængsel for over en periode på 3 år at have udlånt 3,3 millioner kr. til en gennemsnitlig rente på mellem 101 og 200%.
Herefter findes der ikke i Ugeskrift For Retsvæsen nogen domme for tilsvarende forhold. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke er afsagt domme i den mellemliggende periode; men disse er i så fald ikke skønnet interessante nok til offentliggørelse.
Imidlertid står det fast, at politi og anklagemyndighed ikke har fundet det umagen værd de sidste 15-20 år at sigte personer, der har udlånt penge til mere end 1.000% p.a. Da § 282 stadig er i kraft, må det med al sandsynlighed skyldes en politisk instruks herom – en instruks om at undlade at sigte disse gangstere.
Det må have været i 2008 jeg opdagede en mulig årsag hertil. Interesseret i at vide, hvad det egentlig var for nogle udskud der ejede disse sidegadevirksomheder, gik jeg ind i Erhvervs- og Selskabregisteret for at spore et par af de selskaber, jeg havde fundet, som udlånte penge på – efter min opfattelse – retsstridige vilkår. For det enes vedkommende kunne jeg, gennem en kæde på 7 selskaber, spore ejerskabet tilbage til en af landets største banker. Føj for S.... siger jeg bare. En ejendomsmægler og veksellerer blev i 1978 ved Vestre landsret (U1978.704) idømt 20 dages hæfte og en bøde på 5.000 kr for at have købt et pantebrev til 15% af pålydende, selv om ejeren af pantebrevet havde plaget ham for at komme af med det. Han solgte umiddelbart efter pantebrevet til kurs 60. Han havde altså erhvervet det for 25% af det beløb han kunne få for det.
I dag er der en række firmaer, også et enkelt stort, der systematisk opkøber misligholdte fordringer fra banker og andre til omkrring kurs 10. Herefter går de i gang med en systematisk og brutal inddrivelse fra mennesker, der ikke har kunne betale fordi de er i nød. De starter med at fremsende et udkast til frivilligt forlig, der indebærer, at de skal betale 17% i rente, selv om fordringshaver ikke kan forlange mere end procesrenten, der i øjeblikket er 8,05%. Efter min mening er dette bedrageri. Dette gør man i stedet for at tilbyde nødstedte mennesker en tilsvarende afskrivning af gælden – for et meget beskedent beløb sender man dem i gabet på sådan nogle ågerkarle, der forfølger dem resten af livet. Og det er fuldt lovligt – nu om dage.
52
Ulovlig data-grabbing og underslæb
En meget lang række virksomheder – selvfølgelig med tele-selskaberne i spidsen – lagrer automatisk folks kreditkort-data, hver gang de køber noget på nettet – meget ofte uden at spørge dem. Et ”hæderkronet” firma som Bruun-Rasmussens Auktioner var blandt de første, der krævede at man skulle aflevere sine kreditkort-data for overhovedet at kunne byde. Det er selvfølgelig meget bekvemt. For virksomheden. Men i virkelighedens verden har det ført til en RIVENDE STRØM af systematiske tyverier, hvor folk debiteres for varer og ydelser de ikke har bedt om og ikke har modtaget. Jeg har selv været ude for det ganske mange gange. Ved én lejlighed havde jeg købt et ganske ubetydeligt stykke software (statistisk) til mine hjemmesider. Der var naturligvis et hav af udbydere, og prisen lå på 100-200 kr. Jeg købte ét program til 100 kr, og det efterfølgende halvandet år blev firmaet ved med at trække 100 kr. om måneden for et ”abonnement”, som jeg skulle have købt! På grund af beløbets ringe størrelse opdagede jeg det først meget senere. Det var naturligvis håbløst at få min penge igen, så jeg måtte konstatere, at jeg havde betalt 1.900 kr. for noget der var 100 kr. værd. Ved en anden lejlighed var det en teleudbyder, og jeg stadig er i besiddelse af korrespondancen. Jeg havde én pakke hos dem, og skiftede til en anden, fordi den passede bedre til mit forbrug. Firmaet blev ved med at trække mig for BEGGE abonnementer! Jeg ringede dem op og gjorde det klart, at jeg naturligvis ikke ville betale for to abonnementer (der var intet opsigelsesvarsel på nogen af dem) og at jeg sådan set aldrig havde givet tilladelse til, at der blev trukket på mit kort. Medarbejderen NÆGTEDE at ophøre med at trække på mit kort, og endog at ophøre med at trække BEGGE abonnementer. En længere korrespondance med selskabets engelske direktør, der svarede goddag-mand-økseskaft på mine mails, førte trods trusler om stævning og politianmeldelse ikke til noget, så JEG MÅTTE LUKKE MIT DAN-KORT for at standse den uautoriserede udplyndring. Jeg burde selvfølgelig have stævnet firmaet, men det gad jeg ikke for et beløb af den størrelsesorden – og det lever de nok højt på. Til gengæld tror jeg det bliver svært for dem at opbygge en større kundebase i Danmark. Det mest groteske er, at opbevaringen af data uden samtykke I SIG SELV er en strafbar handling; det er data-tyveri. Men trods mine skrivelser til Folketingets Retsudvalg, der ligeledes har modtaget skrivelser af et næsten identisk indhold fra daværende forbrugerombudsmand Henrik
53
Øe, så vil Folketinget ikke gøre noget ved problemet. Man vil ikke indføre straffebestemmelser for ulovlig opbevaring af disse yderst kritiske data. Og det er jo en dejlig NEM form for tyveri, der i langt de fleste tilfælde kan undskyldes med en ”honest mistake” – en beklagelig fejl. Det er MILLIARDER af kroner, som Folketinget på denne måde bistår de stadig mere og mere uhæderlige og moralsk anløbne virksomheder med at stjæle fra forbrugerne.
Og der er en ”multiplikator”-effekt. For hver eneste krone som bliver stjålet fra forbrugerne, ville med stor sandsynlighed være blevet kanaliseret ud i et beskæftigelsesskabende forbrug, så HELE ØKONOMIEN lider under denne svøbe af plat og svindel, som er blevet dagens orden.
Tilfældet Danske Bank
Danske Bank fortjener en helt særlig plads i dette kapitel. Banken har de sidste 25 år gjort sig skyldig i en række forhold, der forlængst burde have ført til selskabets opløsning. I stedet har staten á 3 omgange reddet banken – på bekostning af skatteyderne, som det efter forskellige skøn har kostet et tocifret milliardbeløb - i en situation, hvor dens ledelse gennem en eksempelløs uansvarlighed havde bragt banken på randen af konkurs. Fra omkring år 2000 opstod generelt et indlånsunderskud i den danske banksektor på ca. 656 milliarder, hvoraf Dansk Bank alene tegnede sig for 350 milliarder, (Kilde: Rangvid- rapporten.) selv om Danske Banks markedsandel var mindre end 30%. Staten måtte indskyde 24 milliarder som ansvarlig kernekapital i Danske Bank og 2 miliarder i Realkredit Danmark; ialt 26 milliarder af samlet ca. 46 milliarder, som staten indskød i de mange nødlidende pengeinstitutter eller 56,5% af dette samlede beløb. Endvidere måtte banken sikres med en individuel garanti på godt 36 milliarder foruden de generelle garantier. Ved vedtagelsen af bankpakkerne blev der stillet krav til, at bankernes egenkapital (kernekapital) skulle udgøre 12% af balancen, hvor Danske Banks kernekapital altså havde udgjort mindre end 3% af balancen ved krisens intræden. Indlånsunderskuddet var blevet financieret i vidt omgang med kortfristede lån på det internationale lånemarked, således at den mangel på likviditet, der var en konsekvens af indlånsunderskuddet, som igen var et resultat af en stærkt ekspansiv udlånspolitik, kunne dækkes ind. Imidlertid førte det altså til, da de internationale finansmarkeder ”tørrede ud” i efteråret 2008, at man ikke kunne refinanciere, og den ubetingede garanti, som
54
staten med bankpakke 1 havde stillet i 2 år, var derfor ved at udløse en statsbankerot, da Nationalbanken kun lå inde med 103 milliarder i valuta, men Danske Bank stod overfor at skulle indfrie lån for ca. 400 milliarder i udenlandsk valuta. Dette skete dog ikke, men det havde man ingen mulighed for at vide med sikkerhed, da garantierne blev stillet. Danske Bank ville under disse omstændigheder, dersom staten ikke var trådt til med garantier, der var 1,5 gange højere end bruttonationalproduktet og 3 gange statsbudgettet, med stor sandsynlighed være gået konkurs. Banken aktier nåede ned i kurs 35, inden regeringen greb ind. Bankpakkerne var ikke gratis for Danske Bank (eller de øvrige pengeinstitutter) men prisen (forsikringspræmien) og renterne blev fastsat individuelt. Der er dog økonomer som har beregnet, at bankerne samlet betalte mindst 35 milliarder for lidt i forhold til f.eks. amerikanske banker. Man kan spørge sig selv, hvorfor man – regeringen - ikke valgte at overtage banken. I virkeligheden forærede man en formue til de aktionærer, som – via den valgte ledelse – havde ledet banken så utroligt uansvarligt, at det nærmest må betegnes som kriminelt. Det var den gang A.P. Møller-Mærsk, der gennem en aktiepost på ca. 26% i realiteten kotrollerede banken. Hvis banken var så vigtig for ”tilliden”, både hos danskerne og i udlandet, og den i den grad havde optrådt ansvarsløst og hensynsløst, havde det så ikke været en idé at udskifte ejerkredsen med nogle bedre egnede ejere? Havde det ikke været en idé at kræve bankens samlede ledelse fjernet? Danske Bank valgte ganske vist at pensionere Peter Straarup, der som ordførende direktør fra 1998 havde det absolutte hovedansvar for bankens adfærd i årene op til finanskrisen, men først i 2011, effektivt fra 2012. Han blev afløst af Eivind Kolding, der Gud hjæpe mig var bestyrelsmedlem i banken i den kritiske tid, fra 2001, og som på bankens vegne kvitterede for det danske samfunds livreddende indsats ved at fyre 2.000 medarbejdere og overlade dem til samfundets forsørgelse; en årlig regning på skønsmæssigt 400 millioner til de danske skatteydere, fordi, som han udtrykte det, han ”ville have afkastet op på 15%”, vel at mærke i en tid, hvor Nationalbankens udlånsrente var 0,2%!
Forud var gået 3 større skandaler, med en umiskendelig smag af økonomisk kriminalitet i milliardklassen, af hvilke jeg kun vil nævne de 2 her. Den første af disse 2 var Hafnia-Haand-i Haands konkurs. Danske Bank mener selv, at sagen er ”kompliceret”, så jeg skal efter ringe evne forsøge at forsimple den.
55
Af Sø- og Handelsrettens dom og dens præmisser fremgår bla.a.(for et fuldstændigt overblik henvises til selve dommene, ialt 140 sider i Ufr (U2002 2067H)) følgende fejl og mangler ved prospektet: For såvidt angår selskabets driftsresutat for 1991, angiver prospektet at dette er -70 mill, og at det året før var +30 mill., således at differencen er 100 mill. Imidlertid er den måde, resultatet opgøres på ændret, således at tallene ikke kan sammenlignes. Reelt er forskellen 330 millioner. Endvidere fremgår det af S&H dommen, at det budgetterede resultat for 1992, -500 millioner, burde have været 332 millioner lavere, altså et tab på 832 millioner. Endvidere mener S&H ikke, at prospektet, som korrekt redegører for, hvorledes egenkapitalen fra december 1991 til juli 1992 skrumpede fra 3,125 milliarder til minus 400 millioner, i tilstrækkeligt omfang beskriver driftens bidrag til tabene, men i alt væsentligt tilskriver disse den negative kursudvikling på Hafnias beholdninger af aktier i Baltica og Scandia. Det fremgår heller ikke af prospektet, at en væsentlig del af provenuet ved emissionen, som budgetteres til 1.936.334.935 kr, men som i virkeligheden blev 2.006564.700, efter fradrag af provisionen på 70 millioner, hovedsagelig gik til Danske Bank, trods påstande om, at den kortfristede gæld var blevet forlænget. Faktisk gik provenuet til nedbringelse af den kortfristede gæld med hele 417 millioner, eller knap 21% af provenuet, og dette beløb røg lige ned i Danske Banks kasse. Danske Bank benyttede således – uden at det på nogen måde fremgik af prospektet – emissionen til at dække sig ind, snarere end at polstre Hafnia. I aftalen mellem bankerne og Hafnia om forlængelse af den kortfristede gæld til 30. juni 1993 var en klausul, som indebar, at dersom egenkapitalen faldt til under 1 milliard, kunne bankene alligevel kræve gælden indfriet, hvilket med stor sandsynlighed ville indebære en betalingsstandsning. Denne klausul blev ikke omtalt i prospektet, og de ovennævnte forhold – det alt for optimistiske budget og indfrielsen af gæld med 417 millioner gjorde, at det faktisk var overvejende sandsynligt, at denne klausul ville blive aktiveret. Endvidere herskede der tvivl om forholdene i flere af datterselskaberne, herunder garantiselskabet og Hafnia Sø og Industri, som inden tegningsperiodens udløb udløste en række skarpe krav fra Fi-nanstilsynet. Dette kom ikke til offentlighedens kendskab. Herudover gøres det i prospektet gældende, at Hafnias ”strategiske” aktiebeholdninger samt koncernselskaberne selv indeholder en række ”merværdier”, der på forskellige måder opgøres til 2-3 milliarder. S&H finder ikke, at disse opgørelser er realistiske, da man ikke står med nogen
56
købere, der er parate til at betale disse ”merværdier”, og da det heller ikke oplyses, at den kortfristede gæld, for hvilken de ”strategiske” aktieposter er erhvervet bærer meget høje renter.
På baggrund heraf og en lang række andre kritisable forhold, der findes at stride mod Fondsbørsens regler for udarbejdelse af prospekter, dvs Bekendtgørelse 709 af 18. oktober 1990, samt Fondsbørslovens § 19, stk. 1, dømmer Sø- og Handelsretten Hafnias revisorer og Danske Bank til at betale den investor, der har anlagt sagen, en erstatning på det beløb, han havde købt aktier for, med stemmerne 4-1. Konsekvensen af dommen var, at de sagsøgte ville være blevet Ødt til at erstatte samtlige aktie-køberes tab.
Denne dom omstøder Højesteret med en række yderst besynderlige begrundelser eller, i en del tilfælde, ikke-begrundelser. Højesteret mener ganske vist, at en del af disse punkter udgjorde en mangel ved prospektet, men skriver under afsnittet ”Samlet bedømmelse af prospektet”: På baggrund af det der er anført ovenfor i afsnit 2, måtte en investor være klar over, at Hafnia Holding var i alvorlige økonomiske vanskeligheder, at aktieemissionen var et led i at genoprette selskabets økonomi, og at yderligere væsentlige kursfald på aktiemarkedet, herunder specielt på Baltica- og Skandia-aktier, ville indebære en ikke ubetydelig risiko for, at selskabet – uanset den kapitaltilførsel, der opnåedes ved emissionen - ikke kunne overleve. Beskrivelsen af de forhold, der medførte denne risiko, var afgørende elementer i prospektets angivelser om selskabets stilling og udsigter. Det må antages, at den enkelte investors beslutning om aktieinvestering i første omgang skete ud fra en afvejning af risikoen overfor udsigten til gevinst ved genopretning af Hafnias økonomi.
På denne baggrund finder Højesteret, at den kritik, som på enkelte punkter kan rettes mod prospektet, jf. Foran i pkt. 3, ikke kan bevirke, at prospektet efter en samlet vurdering lider af sådanne mangler, at der er grundlag for at pålægge erstatningsansvar, jvf herved det i afsnit 1 anførte. Det var da heller ikke forholdene i forbindelse med de nævnte kritikpunkter, men fortsatte væsentlige kursfald, der førte til Hafnias betalingsstandsning og konkurs.”
Hvis denne ufatteligt lamme begrundelse skal tages for pålydende, må man altså konstatere, at det samlede dommerkollegium led af en fuldstændig mangel på virksomhedsøkonomisk indsigt eller bare almindelige regnekundskaber. Det forhold, at Hafnias aktiver og potentiale var misrepræsenteret med flere milliarder i prospektet gav nemlig
57
investorerne det indtryk, at koncernen efter emissionen ville kunne MODSTÅ betydelige kursfald!
Tilbage står de fleste nok med en nagende fornemmelse af, at Højesteret af irrationelle eller illegitime årsager valgte at beskytte Danske Bank.
Men Højesterets fund er jo gældende ret, så jurister og medier stod i kø for at slikke Højesterets rygstykker i alle niveauer. Det er en af de domme, der virkelig kalder på brækrefleksen.
Realkredit Danmark
Sagaen om Realkredit Danmark begynder i 1993. Jeg skal straks tilføje, at jeg ikke kender hele historien; jeg boede i udlandet dengang og fulgte ikke med i danske medier. Hvad jeg ved har jeg fået at vide af en bankmand på direktionsniveau, som jeg havde den fornøjelse at træffe engang i 0’erne. Kreditforeningen Danmark, som var en fusion fra omkr. 1970 af 4 ældre kreditforeninger, var en ganske speciel – og specielt dansk konstruktion. Der var en såkaldt debitorforening. Det vil sige, at det var debitorerne, låntagerne, der ejede den, og ikke aktionærer eller andre kapitalejere. Det ændredes med ét slag i 1993. Efter to generalforsamlinger blev foreningen trods heftige protester, bla. a. Fra politikerne Erling Olsen (soc.dem. Erling Olsen blev oven i købet opstillet som kandidat til formandsposten, men trak sig i sidste øjeblik da han blev udnævnt til justitsminister) og Kirsten Jacobsen (Frp.) omdannet til en ”koncernstruktur”hvor Foreningen KD ejede aktierne i KD Holding A/S 100%, hvilket selskab igen ejede 100% af aktierne i realkreditinstituttet Realkredit Danmark A/S. Dette skete i følge min hjemmelsmand ved, at man efter sidste generalforsamling udsendte et brev, holdt i en uforståelig kancellistil, til de ”gamle” debitorer, hvori man meddelte, at de inden 3 uger skulle søge optagelse i den nye forening, som altså IKKE var en debitorforening. Det gjorde kun ca. 10%, og de øvrige endte derfor med en lang næse – uden at vide det, fordi de næppe havde noget særligt indgående kendskab til denne specielle ejerform. Var dette lovligt? Kunne man på denne måde tilegne sig andres ejendom? Hvis beskrivelsen af forløbet er korrekt, finder jeg det yderst tvivlsomt. Men da jeg ikke nogen steder har kunnet finde en detaljeret beskrivelse af forløbet og konstruktionen, og da såvel Erling Olsen som Kirsten Jacobsen desværre forlængst er afgået ved døden, vil jeg bede de af mine læsere, der måtte have kendskab til
58
sagen og ligge inde med dokumentation; f.eks. brevet til debitorerne, om at kontakte mig på:
clementbane @gmail.com.
Forsættelsen, Danske Banks erhvervelse af Realkredit Danmark, er kort beskrevet andetsteds, og skal her gentages: Fusionen fandt sted i 2001. I 2003 kom det frem, at Danske Banks direktør, Peter Straarup, havde tilbudt Realkredit Danmarks bestyrelse ialt 31,5 millioner kr. i ”fratrædelsesgodtgørelser”; VEL AT MÆRKE PÅ DEN KLARE BETINGELSE, AT DE HVER I SÆR GIK NED OG ANBEFALEDE GENERALFORSAMLINGEN AT STEMME ”JA” TIL FUSIONEN. Det gjorde de. Og fusionen blev gennemført. (På trods af det mono-polretligt helt uantagelige heri) Og pengene blev udbetalt. At Peter Straarup overhovedet fremsatte dette tilbud fremkalder jo en indlysende mistanke om, at fusionen var gunstigere for Danske Bank end for Realkredit Danmarks aktionærer. Også derfor burde forholdet have været underkastet en strafferetlig undersøgelse. Men det blev det som sagt ikke. Hvad enten dette er tilfældet eller ej, vil jeg ubetinget mene, at gerningsindholdet i Straffelovens § 299 med en til vished grænsende sandsynlighed er opfyldt.
Direktionen stikfri
Danske Banks direktion kom dog slet ikke i nogen personlig klemme i forbindelse med finanskrisen. Det var jo et held, så kunne de bedre holde hovedet - og røven - kold. Peter Straarup, Danske Banks arketypiske skurk, solgte i februar 2007 aktier i banken for 17, 4 millioner, som halvandet år senere lå omkring 3 millioner i værdi, og de øvrige direktører Per Damgaard Skovhus, Jacob Brogaard og Svend Erik Lystbæk solgte også ud for 42,8 millioner i alt – på samme tidspunkt. (Ekstra Bladet, 28. oktober 2012.) Det var sjovt nok ikke noget der kom til offentlighedens kendskab på tidspunktet for salget. Spørsmå-let, som jeg gerne vil stille her er: Har vi brug for snyltere og gribbe som Straarup & Co.? (Ekstra-Bladet har utroligt rammende døbt ham ”Gebyr-Gribben”!) Hvad Straarup (se også her nedenfor) har kostet de danske skatteydere for slet ikke at tale om Danske Banks kunder (og dermed også de øvrige forbrugere, idet Danske Bank jo har været markedsleder) kan vanskeligt gøres op.
Har Danmark brug for virksomheder som Danske Bank, der er ”too big to fail”? Som er så vigtige for samfundsøkonomien og ”tilliden”,
59
den ”tillid” der ikke er til stede længere, at statskassen ubetinget må træde til, når ledelsen og ejerne har mistet kontrol med deres egen grådighed i et sådant omfang, at de er på randen af konkurs? Jeg kan ikke se det. Hvis statskassen skal træde til, så må ejerne aflevere aktierne. Det må være et helt ufravigeligt krav. Eller også skal de måske bare være statsejede – hvis de da skal være så store. Jeg kan umiddelbart ikke se nødvendigheden af det. Jeg har betydelige erfaringer fra virksomheder, der har vokset sig for store. Når man sammenligner store danske virksomheder i dag og for 30-40 år siden er der opstået et bureaukrati og et fravær af fokus på kunden, som man tidligere kun kendte i det offentlige. Betydelig ineffektivitet og større fejlprocent. Mindre enheder er absolut at foretrække, hvis man skal bevare dynamikken i samfundet.
60
Kapitel 3
Ledelsesmyten
Et af Sen- og Rovkapitalismens største dogmer er LEDELSESDOGMET; myten om Den Store Leder, en utrolig sjælden race af overmenneskelige individer, der qua en række særlige egenskaber, der ikke defineres specielt godt i ledelseslitteraturen, der er en slags erhvervslivets triviallitteratur på niveau med Ib Henrik Cavling og Morten Korch, skaber RESULTATET, OG tilstedeværelsen af disse egneskaber kan man kun endeligt og objektivt konstatere netop gennem en betragtning af RESULTATET, det helligste af alle hellige begreber i denne humbugs- religion. Den GODE ledelse viser sig først og fremmest gennem resultatet, BUNDLINIEN, men er resultatet af en alkymistisk proces, hvis nærmere bestanddele unddrager sig almindeligt dødeliges analyse. Dyrkelsen af LEDEREN i denne religions templer, børshallerne og de særlige kommercielle universiteter, har nået et hysterisk niveau, hvor ALT bliver tilgivet og ALT er tilladt, hvis virksomheden bare kan overleve ved den gode leders udøvelse af sine guddommelige færdigheder, og hvis den gennem store overskud kan bidrage til væksten i de rigeste 5%’s formuer.
Den sørgelige sandhed er, at ledere i dansk erhvervsliv aldrig har været så dårlige som de er nu. Uden overblik, uden ansvarsfølelse, uden dybere forståelse for menneskelige problemer, uden kultur, uden viden om andet end deres latterlige regneark (og evt lidt petrokemi eller bygningskonstruktion eller et andet teknisk område) uden empati og medmenneskelighed styrer de vores arbejdspladser og vores samfund mod det sorteste helvede, godt hjulpet i deres grænseløse selvovervurdering af mangelen på konkurrence.
Disse mennesker mener, at de rigeligt er 40 millioner værd i BONUS (foruden den faste løn på 20) mens de medarbejdere, der loyalt har skabt resultaterne for dem betragtes som absolut undværlige idioter, hvis kreative og innovative idéer virksomhederne skamløst stjæler uden kompensation. JA, jeg har selv været direktør i et stort selskab! (bare for at forebygge dumme bemærkninger om misundelse.)
Vi har ikke brug for ledere, der kan piske overskuddene op under ubærlige menneskelige omkostninger og nedbrydning af virksomhedernes egenartede kultur. Vi har ikke brug for erhvervslivets mange psykopater. De fleste store virksomheder ville stå sig bedre ved en
61
kollektiv ledelse af de bærende medarbejdere på alle niveauer OG ET OBLIGATORISK MEDEJERSKAB.
Når jeg sidder og ser på diverse erhvervsfolks karrierer er det mig ofte umuligt at holde latteren tilbage. Alenlange lovprisninger af ingenting i Børsen, Jyllands-Posten og Berlingske Erhverv. Endog biografier af ukritiske journalister med ondt i tegnedrengen. Jeg har skrevet et par satirer over nogle af de største nulliteter i dansk erhvervsliv. De er ikke blevet opført endnu; det kommer nok. Nedenstående er den over forsikringsmogulen H.C. Bodenbrett. Selv om der er tale om en specifik model, er den repræsentativ for mange af de ”store mænd” – Bo-denbrædder - i dansk erhvervsliv.
Jeg tillader mig denne digression, for humoren er trods alt det bedste våben. Det benyttes stort set aldrig, når det drejer sig om forretning og penge. Man gør ikke nar ad penge. Eller dem, der har dem. Det er ren blasfemi.
”Og i rækken af portrætter af vores TAP - ledere bringer vi nu en portrætsamtale med en af dansk erhvervslivs store lederprofiler, forsikringsdirektør Hans Christian Bodenbrett, der foruden direktørstolen i Bundsikring tillige sidder i 24 bestyrelser for store virksomheder.
Mit navn er Kevin Kedelig, og jeg er studievært.
Intervieweren:
”Hans Christian Bodenbrett, hvem er mennesket bag den kendte erhvervsmand? Du er jo ikke kendt for at søge offentlighedens lys?”
HCB:” Jeg tilbringer fritiden med nære venner og familie. Øverst på listen over fritidsinteresser står snig- og lystmord på sagesløse dyr og galf. Begge dele kan – og bør – udøves under indtagelse af god rødvin. Derved finder en intellektuel reduktion sted, som, føler jeg, er nødvendig for at jeg kan om jeg så må sige empatisere med almindelige mennesker; den gruppe, som til daglig udsættes for min ledelse.”
Int:
”Det vil sige at Du føler, at Du må gøre en ekstra anstrengelse for at forstå de mennesker, som du skal lede?”
62
HCB: ”Ja, afstanden er for stor i dagens Danmark. Selv højtuddanne-de mennesker savner fuldstændig indsigt i ledelsens særlige alkymi. Vi er som samfund nærmest ude af stand til at påskønne de helt særlige evner, der har været afgørende for dansk erhvervslivs succes, og ikke engang medarbejderne i de mest succesfulde virksomheder har fattet, HVAD der har gjort den afgørende forskel. I USA, hvor moderne ledelsesfilosofi er udviklet af folk som McKinseys afspejler forholdene i langt højere grad virkeligheden. I nogle virksomheder får TAP-lederen mere end alle de øvrige medarbejdere tilsammen.”
Int:
”Prøv at beskrive, Hans Christian Bodenbrett, hvordan DU har gjort Bundsikring til en international succes, og hvorfor netop DIN indsats har været så meget mere betydningsfuld end alle de øvrige medarbejderes.”
HCB:
Det første jeg bemærkede mig da jeg tiltrådte var, at der ikke blev bestilt noget. For det første var procedurerne for omstændelige, for det andet var medarbejderne alt for afslappede i deres kropssprog. Derfor forenklede jeg først procedurerne; specielt i skadeafdelingen, hvor medarbejderne gik alt for langt ind i sagerne, inden kravene blev afvist. Vi indførte simpelthen et automatisk afvisningssystem, baseret på adresse. Adressen er utrolig signifikant med hensyn til forsikringstagerens socialklasse og informationsniveau. Altså, groft sagt: Første sortering: Gentofte: ”Ja”, Nordvest: ”Nej”, Rungstedvej ”Ja”, Mozarts Plads: ”Nej”.
Anden grovsortering sker efter følgende kriterier: De kunder, der initialt er blevet lagt i ”Ja”-bunken, bliver derefter undersøgt. Det drejer sig ikke så meget om, hvorvidt selve kravet lyder rimeligt eller ej, men vi ser selvfølgelig på størrelsen af deres portefølje og sammenholder den med de krav der tidligere er blevet anmeldt. SÅ kører vi dem sammen med vores database over ledende medarbejdere i de største virksomheder, og hvis de optræder DER, så udbetaler vi kravet uden vrøvl. De øvrige krav bliver afvist.
63
Denne foranstaltning gav umiddelbart en fordobling af bundlinien.
”HERefter, efter at selve proceduren nu var blevet så stærkt forenklet, kunne vi jo sagtens undvære halvdelen af medarbejderne. For at afgøre, HVEM der skulle blive og hvem der skulle fyres, indførte jeg så det vidunderlige begreb ”interessetid”, som jeg jo må indrømme at jeg har medtaget fra min elevtid hos Den Store Rheder. De medarbejdere der udtrykte den mindste uvilje mod denne ordning blev sagt op. De øvrige arbejder så nu på den måde, at sagerne simpelt hen skal ekspederes. Hvor lang tid de er om det er op til dem. Vi går ud fra som givet at de arbejder mindst 8 timer om dagen. Hvad der derudover er nødvendigt for at ekspedere nye sager og behandle klager over dem selv (alle medarbejdere behandler egne klager; det anser vi for mest retfærdigt når vi har interessetid) betegner vi som interessetid, som er ulønnet. Man får et fast honorar, og for det skal arbejdet udføres.”
DENNE foranstaltning førte så til yderligere en fordobling af bundlinien, således at selskabets overskud nu i alt var fire-doblet i forhold til året før min tiltrædelse.
Herefter indledte vi en politik, hvor vi uvarslet hævede præmierne med 4 – 15% alt efter forsikringens art. Vi ved af andres erfaring, at 80% af forsikringstagerne betaler forsikringen hvert år uden at sammenligne præmien med sidste års præmie. De 20%, der gør indsigelse tilbyder vi så straks en decord svarende til forhøjelsen. De får så ikke nogen forhøjelse det følgende år, mens de der betaler uden at kny får endnu en beskeden forhøjelse det følgende år.
På denne måde fik vi endnu engang fordoblet bundlinien, således at selskabets overskud var gået fra 200 millioner til 1,6 milliard.
Min årlige bonus på 40 millioner er derfor yderst berettiget. Jeg er HVER en krone værd. Mine strategier har vist sig virkningsfulde over al forventning og ingen andre i branchen har haft en fremgang, der i ringeste måde tåler sammenligning med vores.”
Int.:
”Er du så ikke bange for, at konkurrenterne skal begynde at forfølge 64
samme strategi eller eksponere Jeres højere prisniveau og utilbøjelig-hed til at dække skader?”
HCB:
”Nej ikke det ringeste. Fra 1 januar tiltræder jeg et job i en stor international medicinalvirksomhed, hvor jeg ser frem til en masse nye udfordringer.”
Int:
”Jamen vi ønsker dig alt muligt held og lykke med dine nye opgaver”.
Danmarks helt ufortjente ry
Vi har skabt et billede af Danmark i udlandet som et land, hvor vi praktiserer en kuriøs blanding af kapitalisme og socialisme til gavn for hele befolkningen med et meget højt velfærdsniveau. Opskriften på denne ”blanding” er imidlertid ikke noget man kommer ind på, hverken overfor omverdenen eller i den hjemlige debat. Her er emnet stort set tabui-seret. Blandingen består af en del uhæmmet kapitalisme og manglende kontrol til det tunge erhvervsliv, storkapitalen, samt udenlandske multinationale selskaber. De har næppe nogetsteds i den vestlige verden så gunstige vilkår og betaler stort set ikke skat. Derudover består den af 3 dele socialisme til lønmodtagerne og de mindre erhvervsdrivende. De betaler til gengæld verdens højeste skat, eller samlet set når alle skatter og afgifter lægges sammen ca 82% af indkomsten.
De offentlige budgetter financieres for 95% vedkommende af de skatter og afgifter, som lønmodtagere og forbrugere lægger, mens selskabsskatten udgør mindre end 5% af de samlede offentlige indtægter. Det har Liberal Alliance korrekt beskrevet – det er så stort set også det eneste, de har fået rigtigt fat i.
I EU, som skulle sikre os de frie markeder, og hvor man ved vores indtræden i 1972 foregøglede os, at alle forbrugsgoder og varer ville blive drastisk billigere, samt at de rekordhøje danske skatter og afgifter skulle ”harmoniseres” med det øvrige EF, som EU dengang hed, over en 5-årig periode, har man givet forbrugerne en smule med venstre hånd og inddraget det med højre. Den frie konkurrence, som alle borgerlige (og efterhånden også de såkaldte socialister!) hylder i høje,
65
falske toner, har aldrig haft så ringe kår. Der er ikke fri konkurrence i Danmark, for fri konkurrence forudsætter regulering – en regulering der sikrer, at alle markedsdeltagere konkurrerer på lige vilkår, og en sådan regulering finder ikke sted. Det erhvervsliv, der skamrider de danske forbrugere, financierer også politikerne. Og de er billigt til salg, selv om prisen er steget, i hvert fald for de mere ambitiøses vedkommende – som man kan se det på Blair og Anders Fogh.
NEDPRIORITERINGEN AF DET FÆLLESSKABET
EU’s tvivlsomme rolle
EU’s ry; selve EU’s beretttigelse og grunden til, at vi skulle tvinges ind i dette mere og mere håbløse og kuldsejlede projekt, var DET FRIE MARKED, den frie konkurrence med alle de fordele, dette ville give forbrugerne i form af billigere varer og tjenesteydelser og følgelig øget købekraft.
Som et meget typisk udtryk for, hvordan forbrugernes interesser er blevet varetaget i EU kan jeg nævne problematikken omkring parallelimporten. Oprindelig anså man parallelimporten for meget vigtig som et middel til at nedbringe forbrugerpriserne og forhindre og forebygge kartelvirksomhed og monopollignende tilstande. Indtil 1993 kunne virksomheder få endog MEGET store bøder for at forsøge at forhindre parallelimport; dvs. at andre end deres autoriserede forhandlere i et givet land importerede varen fra et land, hvor den var betydeligt billigere og solgte den til underpris i forhold til den autoriserede forhandler. Dette kunne typisk ske ved, at man fandt ud af, HVEM der havde solgt varerne til denne uautoriserede importør og derefter lukkede for salget af varer til vedkommende. Jeg sad dengang selv i en halvstor detailkæde, der var meget om sig med parallelimport af varer, hvor der var helt urimelige avancer. Producenterne kunne undertiden tage meget ufine metoder i brug for at finde lækagen; de kunne f.eks. hævde, at varen var forfalsket og stævne os, hvorefter vi blev nødsaget til at fremlægge den originale faktura for at dokumentere, at der ikke var tale om forfalskninger. Men det blev altså straffet meget hårdt i EU. Lige indtil 1993.
Så var der pludselig en fransk kommisær, en tidligere dommer, såvidt jeg husker, der vendte på en tallerken og udstedte et direktiv, hvorefter parallelimport blev forbudt. Nu kunne man pludselig få store bøder for
66
at parallelimportere varer. Nogle store virksomheder trodsede forbudet med det formål at fremtvinge en retstvist. Et af dem var Tesco, som jeg kendte glimrende via min kollega i denne koncern, Don Williams, tidligere CID commander og endnu senere – efter at være blevet pensioneret fra Tesco - chef for det britiske anti-terrorkorps.
Tesco importerede blandt mange andre ting Levis jeans, som kostede 40 $ i USA og 120 i England. Denne forskel syntes Tesco var for stor og parallelimporterede derfor Levis i stor stil. Retssagen mellem Tesco og EU- kommissionen endte i 2004 med et totalt nederlag til Tesco. Så nu kan Levis’ ledelse sidde i San Francisco og bestemme, at et par 501’s skal koste 50$ i USA, 180 i København, 30 i Bangkok, 32 i Peking og 170 i London. (de faktiske tal kender jeg ikke, men de anslåede er nok ikke helt ved siden af. I min barndom kostede et par ”cowboybukser” 10 kr. ) Er det til gavn for forbrugerne, for den almindelige EU-borger?
I de seneste år har der været stærkt fokus på privatiseringer. EU mener at alt skal privatiseres og presser medlemslandene for et gennemføre disse. Hvad privatiseringerne har betydet i Danmark er beskrevet andetsteds. EU har nu i nogle år presset på for at få VANDFORSYNINGEN privatiseret. Der tales nu ikke længere om, at begrundelsen er, at vi skal have billigere vand. EU skønner selv, at vand vil blive 4 gange dyrere. Sagkyndige skønner, at det vil blive 10 gange dyrere og måske mere. Undskyld – hallo – men hvad er så begrundelsen??? At EU-kommissionen er blevet begunstiget med nogle smukke returkommissioner fra de multinationale spillere, der søger at opkøbe alverdens vandressourcer? Jeg kan ikke for min død se, hvad den rationelle begrundelse for en privatisering af vandforsyningen skulle være. Jeg tror vi skal til at kalde det: EU RETUR-KOMMISSIONEN. For det er da det eneste, der rationelt kan begrunde dens anbefalinger og direktiver.
I total foragt for dødeligt syge
Nu kan man måske sige, at det ikke er af afgørende betydning for borgerne i EU, om de kan købe LEVI’s bukser til 200 kr. eller Rolex-ure eller andre produkter, hvis væsentligste værdi ligger i logoet, til samme priser som i Asien. Men der kunne jo også være tale om medicin.
Det mest oprørende eksempel på EU’s korrupte afgørelser er netop i spørgsmålet om borgernes frie adgang til medicinsk behandling.
67
De psykopatiske medicinalvirksomheder går på rov i traditionel medicin
I løbet af ’90’erne begyndte medicinalindustruien at interessere sig for traditionel medicin; herunder særligt indisk medicin (Ajurveda) og tibetansk medicin, fordi man havde opdaget, at den simpelt hen er extremt virkningsfuld og stort set ikke har bivirkninger. Ajurveda er mindst 5.000 gammel.
I denne forbindelse bør man ikke glemme, at utroligt mange præparater i den moderne medicin er ”overtaget” fra den traditionelle medicin eller - på indikation fra den traditionelle medicin - fundet i naturen, først og fremmest i planter.
En hel del forskning var i løbet af ’80erne og 90’erne udført ikke mindst af Schweiziske og Østrigske universiteter, og resultaterne var mere end lovende.
(Jeg skal give et enkelt eksempel – og det vil ikke engang EU kunne standse: Tomater. I Ajurveda er tomater det mest anbefalede medikament mod cancer. Omkring 1995 lykkedes det at isolere et stof i tomater, som kaldes Lycopen. Det har vist sig at være den kraftigste antioxidant, der er fundet til dato, og den er extremt aktiv over for cancer-celler. Den er også meget stabil; den nedbrydes ikke ved kogning og findes derfor også i store mængder i tomatjuice, ketchup m.v. Lycopen er dog ret kostbart at isolere, men kan nu købes i helsekostforretningerne til overkommelig pris.)
Medicinalindustrien, især i USA, begyndte herefter at udtage patenter på ajurvediske produkter. Det kan man naturligvis ikke, for man kan ikke patentere noget der allerede er kendt. Men det ”glemte” medicinalproducenterne at fortælle; en fortielse der er i strid med Straffeloven. Men ingen af dem er blevet retsforfulgt i DEN anledning.
Den Indiske stat opdagede i slutningen af 80’erne dette ”bio-pirateri”, som det kaldes. Mærkeligt nok står myndighederne ikke parat med monster-bøder og fængselsstraffe til bio-piraterne, for det er jo styrtende rige medicinalvirksomheder. Den indiske stat har efterfølgende ført en række retssager, hvor amerikanske domstole har tilbagekaldt
68
mere end 800 patenter, men ifølge inderne er der udtaget mindst 5000 patenter, som aldrig burde være givet.
Den Indiske regering har efterfølgende spenderet et tocifret millionbeløb i dollar på at offentliggøre mere end 30.000 ajurvediske præparater via projektet Traditional knowledge digital library, som kan ses på den engelsksprogede hjemmeside www.tdkl.res.in til fri afbenyttelsen for hele verden.
Medicinalindudtrien har efterfølgende hævnet sig gennem et omfattende lobbyarbejde, både i USA og Europa, der førte til, at den Europæiske Kommission pr. 1. april 2011 gennemførte European Directive on Traditional Herbal Medicinal Products , der forbyder al traditionel medicin. (Ole Halvorsen har tidligere på avisen.dk omtalt dette forrykte direktiv.)
Medicinalgiganterne må altså gerne for kommissionens skyld udtage patenter på det, der ifølge kommissionen er skadeligt eller udokumenteret, men hvis nogen forhindrer medicinalindustrien heri, så skal det forbydes.
Et mere oprørende eksempel på de skadelige virkninger af lobbyisme og den totale korrumpering af EU’s politikere skal man lede længe efter. Forbyd lobbyisme!
Monopolisering af naturen
Et mindst lige så oprørende eksempel udgøres af Bayer/Monsantos forsøg på at monopolisere naturen. Hvis man tror at GMO er fortid i EU, kan man godt tro om igen. Følgende er direkte citeret fra ”Kampagnen frie frø”, https://www.skrivunder.net/a/108663.
”Vidste du at loven gør det:
Ulovligt at dyrke og sælge gamle danske kornsorter, som er blevet genopdaget de seneste år. F.eks. ølandshvede og svedjerug? Selvom de er både sundere, mere robuste og økologisk egnede end de almindelige kornsorter? Og selvom de i praksis kan købes i Irma og Superbrugsen?
69
Ulovligt for en landmand at dyrke sine egne frø til at så på sin egen mark næste år? Selvom landmænd ellers har gjort dette i hundrede af år.
Ulovligt for mikrovirksomheder og grønne ildsjæle, som f.eks. Camilla Plum, at sælge bevaringsværdige sorter, da sorterne skal registreres på lige vilkår med de kommercielle frø.
Der bliver færre sorter – ikke flere
Et af de største problemer er, at Danmarks ”Bekendtgørelse for grønsagsfrø” (modsat frølovgivninge i andre EUlande) forstat gør at alle sorter skal registreres på samme vis. Uanset om der er tale om gulerodsfrø produceret af en stor kommerciel virksomhed, der sælger til hele Europa, eller om det drejer sig om de særlige ærter, som fru Jensens familie altid har dyrket, og som er særligt tilpasset klimaet på Sydfyn.
Det koster ca. 3.000 kr alene at få en sort registreret! Derfor forsvinder de mange lokale og bevaringsværdige sorter og bliver erstattet af frøfirmaernes kommercielle frø. I en verden med klimaforandringer, oversprøjtede marker og forurenet drikkevand, er det et kæmpe problem at menneskeheden får færre og færre sorter til at klare fremtidens fødevaresikkerhed. Sorter som vores forfædre har brugt flere tusinde år på at udvikle og forædle – og som f.eks. ikke behøver sprøjtning.
5 virksomheder ejer 60 % af hele klodens frøproduktion
Grøntsagsfrø er nok ikke noget de fleste bekymrer sig om – men lige nu ejer de 5 største frø- og sprøjtemiddelsfirmaer knap 60 % af hele klodens produktion af frø, hvoraf Monsanto som det største firma ejer hele 23% af al frøproduktion i verden! Forestil dig at én bank kontrollerede en fjerdel af verdensmarkedet! Det ville aldrig blive tilladt. Hvornår blev det okay at 5 virksomheder har monopol på fødevaremarkedet?”
Men sadheden er, at den danske frølov er et resultat af EU’s direktiv, som vi endnu mere servilt og entusiastisk implemeterer, ende det faktisk fordres – og dette direktiv er et direkte resultat af den mest modbydelige og skadelige lobbyisme; det er en trussel mod hele planeten. Efter at disse linier blev skrevet i 2015 er der så til overflod sket det, at den så berømmede danske kommissær for konkurrence, Margre-
70
te Vestager, har tilladt fusionen mellem Bayer og Monsanto. Jeg har mistet AL respekt for det menneske. Og jeg havde sådan set noget at miste, forstås. Vi er nødt til at svare igen med boykot. Omgående.
EU’s seneste svinestreg
Det viser sig, at den måske mest forhadte reform i nyere tid, reformen af førtidspensioner og fleksjobordningen, der af en juridisk professor er blevet betegnet som tortur af syge og nedslidte, og hvis konsekvens er, at det fra 1. januar 2013 stort set har været umuligt at få førtidspension, selv hvis man er lammet fra halsen og ned, som blev gennemført af den socialdemokratiske regering i 2012, er blevet til efter pres fra EU som et resultat af Danmarks tiltrædelse af den såkaldte Europlus-pagt, som – i lighed med finanspagten, som har helt uoverskuelige konsekvenser for Danmark i tilfælde af en ny krise – blev tiltrådt af den socialdemokratiske regering uden folkeafstemning – selvfølgelig, for danskerne har det jo med at stemme ”nej” til alle de indskrænkninger i almindelige menneskers borgerrettigheder og økonomi, som er blevet det neo-liberalistiske – eller måske snarere ”neo-reaktionære” EU’s adelsmærke.
Det psykopatiske selskab
I 2009 stødte jeg på juraprofessoren Joel Bakan, der har foretaget nogle af de samme observationer og giver udtryk for nogle af de samme holdninger. Det følgende er refereret fra hans fremragende bog, ”The Corporation”, en international bestseller, som selvfølgelig ikke er oversat til dansk.
Jeg vil bevæge mig lidt ind i materien, idet det er min opfattelse, at de analyser han leverer er nogle af de væsentligste verden har set siden Karl Marx. (Karl Marx samfundsanalyse var efter min opfattelse overordentlig præcis; hans filosofiske udredninger det rene humbug; et plagiat af den Hegelske idealisme, som i forvejen var tåget nok. Trist.) I indledningen til ”The Corporation” skriver Bakan: ”I løbet af de sidste 150 år er selskaberne steget op fra relativ ubemærkethed til at blive den verdensdominerende økonomiske institution. I dag kontrollerer selskaberne vores liv. De bestemmer hvad vi spiser, hvordan vi klæder os, hvor vi arbejder og hvad vi foretager os. Og ligesom kirken og monarkiet i andre historiske perioder, fremstår de som ufejlbarlige og al-
71
mægtige i deres imposante bygninger og gennemarbejdede optræden. I stadig stigende grad dikterer selskaberne de beslutninger, som tages af deres formodede vogtere og kontrollerer områder af sanfundet, som engang var solidt forankret i den offentlige sektor. Selskabets dramatiske opstigning til (global) dominans er en af de bemærkelsesværdige begivenheder i moderne historie, ikke mindst på grund af institutionens ildevarslende opvækst.”
Herefter beretter Joel Bakan indledningsvis om selskabets historie. Den er yderst interessant. Behovet for at stifte aktieselskaber opstod, da visse opgaver og projekter blev så kolossale, at det almindelige partnerskab mellem to, tre eller fire enkeltpersoner ikke længere var tilstrækkeligt til at rejse den fornødne kapital. Det første selskab blev stiftet så langt tilbage som i 1564 (i England) og var et mineselskab. I 1600-tallets slutning og de første årtier af 1700-tallet sværmede børsmæglere, kendt som ”jobbers”, rundt i Londons Exchange Alley og solgte aktier i fup-selskaber til godtroende investorer. Der blev mellem 1690 og 95 stiftet 93 selskaber, men i 1698 var kun 20 tilbage. De engelske trade commissioners udtalte, at selskabsformen var blevet ”fuldstændig perverteret”.
Det der afgørende adskilte selskabsformen fra det traditionelle partnerskab var, at ejerne ikke længere ledede firmaet; det var overladt til ”professionelle” direktører. Den berømte økonom Adam Smith, selve liberalismens fader, advarede mod denne ledelsesform i sin bog ”The Wealth of Nations” , idet han mente, at direktører ikke kunne betros at bestyre andre menneskers penge, og at ”uansvarlighed og ødselhed” ville blive følgen, hvis virksomheder organiseredes på denne måde. Man kan sige, at den helt i gennem ufortjente lønfest for direktører, der har præget det sidste årti og fortsat pågår, sågar i banker der har måttet reddes indtil flere gange under de selvsamme direktøres ledelse, synes at bekræfte Adam Smith’s antagelse.
Jeg har kendt et utal af direktører. Jeg må sige, at jeg ikke alt for ofte har været imponeret over deres evner og holdninger. De er, som jeg tidligere har givet udtryk for, blevet direktører, ikke på grund af deres fremragende begavelse og visioner, men på grund af deres grænseløse ambitioner og evne til at imponere andre, som til gengæld har savnet evnen til at gennemskue dem. Alt for ofte ser man, at virksomhedsledere på samme måde som politiske ledere udvikler selskabets strategi på en måde, der giver en række kortsigtede gevinster, hvorefter de hæver nogle gigantiske bonusser og flagrer videre til det næste job,
72
efterladende en sur eller ligefrem håbløs opgave til deres efterfølgere. Men de fine regnskaber, de giver plusser på CV’et, og naive bestyrelser og personaleudvælgelsesfirmaer (en sand sæbeboble-industri) er imponerede og giver kandidaten en ny mulighed for at berige sig på aktionærernes bekostning.
På det tidspunkt, hvor disse ord blev skrevet i 1776 havde selskabsformen faktisk været forbudt i England i 56 år; dette forbud blev gennemført i 1720 som en følge af The South Sea Companys kollaps, der sendte chokbølger gennem hele det engelske samfund og i den grad bevægede sindene, at Charles Dickens mere end 100 år senere satiriserede over selskabernes uhæderlighed med udgangspunkt i denne begivenhed, idet han i romanen Nicholas Nickleby lod nogle slyngler stifte et selskab; så vidt jeg husker ”The United Metropolitan Hot Muffin & Crumpet Baking & Punctual Delivery Company”, der selvfølgelig også endte i en spektakulær konkurs. Forbudet kom til at vare i godt 100 år (med visse dispensationer til herrer i kongens gunst.)
Men så gik det stærkt. Den virkelige løftestang for selskabsformen blev jernbanerne, der krævede så enorme investeringer, at selv den lavere middelklasse blev en målgruppe for de kapitalhungrende jernbanebaroner. Der var dog indtil dette tidspunkt – midten af 1800-tallet – endnu en væsentlig hindring for modningen af det monster, vi kender i dag – nemlig hæftelsen. ALLE aktionærer, selv de mindste – hæftede ubegrænset for selskabets gæld. Tilhængerne af begrænset hæftelse argumenterede med, at det ville være umuligt at tiltrække mindre aktionærer i tilstrækkeligt omfang uden begrænset hæftelse. Modstanderne argumenterede med, at muligheden for at slippe helskindet fra en konkurs ville underminere den personlige moral og ansvarlighed, en antagelse de har haft sørgeligt ret i.
Det politiske argument FOR begrænset hæftelse var, at derved ville give arbejderklassen, som nu skulle til at deltage i festlighederne, et yderligere motiv ”til at opretholde orden og respekt for ejendomsretten”. Den havde ydermere den fordel, at de mere velbeslåede nu i højere grad kunne tillade sig at sprede deres investeringer. Den begrænsede hæftelse indførtes i England i 1856 og i de Forenede Stater i løbet af det 19. århundredes anden halvdel, stat for stat.
Fra 1890 og i løbet af de næste to årtier fandt den næste større revolution sted i selskabernes juridiske struktur og virksomhed. Man fjernede de regler, der begrænsede aktiviteterne til noget forud bestemt, og begrænsede aktiviteterne geografisk. Endvidere slækkede man på
73
kontrollen med fusioner op opkøb (en kontrol, der efterhånden synes at være ikke-eksisterende), og man afskaffede den regel, der sagde at ét selskab ikke måtte eje aktier i et andet.
Resultatet var, at ca. 1800 selskaber mellem 1898 og 1904 smeltede sammen til 157. Disse selskaber havde titusinder eller ligefrem hundredetusinder af aktionærer, der derved fik deres indflydelse stærkt fortyndet. Direktionerne havde taget magten. En Kongres-kommitté, der i 1913 fik til opgave at undersøge ”the money trust” konkluderde bla.a.: ”I alle store selskaber med mange og (geografisk) spredte aktionærer er ledelsen mere eller mindre selv-supplerende og er i stand til, gennem den magt de er udstyret med, aktionærernes manglende interesse samt andre midler at kontrollere en afgørende majoritet.” Da selskabernes ejere nu mere eller mindre var forsvundet og endvidere var blevet frataget den byrde, som en ubegrænset hæftelse var, måtte man så finde nogen, der kunne gøres ansvarlige og påtage sig de juridiske rettigheder og pligter, som naturligt ledsagede driften. Denne ”person” blev så selskabet selv. Joel Bakan beskriver processen således: ”Ved det 19. århundredes slutning havde domstolene, gennem en eller anden bizar juridisk alkemi, fuldstændig transformeret selskabet til en ”person”, med sin egen identitet, adskilt fra de kød-og-blod-personer der ejede og ledede det, og med fuldmagt til at drive virksomhed i sit eget navn, erhverve aktiver, ansætte folk, betale skatter og føre retssager for at hævde sine rettigheder og forsvare sine handlinger.” Pointen her er, at den juridiske idé indtil da havde været, at selskaber var instrumenter for regeringens politik, og afhængige af denne for at kunne funktionere. I 1886 afsagde den amerikanske højesteret en dom, der fastslog at fordi selskaber var ”personer”, skulle de nyde beskyttelse af the Fourteenth Amendment, som omhandler ”rettigheder” og ”lighed for loven”, en tilføjelse, der i sin tid blev foretaget for at beskytte frigivne slaver.
I begyndelsen af det 20.århundrede, efter de mange fusioner, løb selskabsformen ind i en PR-krise. Folk i almindelighed begyndte at se de store koncerner som monstre, der truede ders frihed til at vælge. Det fik først AT&T og senere andre virksomheder til at lancere en kostbar PR-kampagne, der skulle humanisere firmaet, i hvilken firmaets ansatte og aktionærer optrådte i annoncer, der skulle sælge firmaets nye image som en folkelig, demokratisk institution. Blandt de slogans, der skulle formidle dette, var ”et nyt demokrati af public service ejerskab” og ”ejet direkte af folket – kontrolleret ikke af én, men af alle.” Denne
74
trend, som stort set alle andre store selskaber fulgte, benævntes ”New Capitalism”.
Visse industrifyrster VAR utvivlsomt benevolente og betragtede denne pligt til at gøre noget godt for det samfund de var udsprunget af alvorligt. En af dem var Henry Ford. Men han blev sat på plads af systemet – voldsomt endda. At TALE om altruisme var naturligvis fint – at praktisere den helt i strid med selskabernes natur og ånd.
I 1916 havde Ford udviklet den overbevisning, at hans virksomhed var mere end bare en profitmaskine. Han betalte sine arbejdere betydeligt mere end hvad der var almindeligt, og han reducerede hvert år prisen på sin berømte Model T. Den havde oprindeligt kostet 900 $ men var i 1916 kommet helt ned på 440 $. Brødrene John og Horace Dodge havde hjulpet Ford med at etablere sin virksomhed i 1906 med en investering på 10.500 $. De var storaktionærer, og John Dodge blev direktør i selskabet.
Brødrene producerede også dele til Ford’s biler og havde lovet ham eksklusivitet, idet de afviste tilbud fra mere etablerede producenter. (Oldsmobile.) Dodge-brødrene havde større ambitioner og var i 1916 i færd med at etablere deres egen bilproduktion. De håbede på at fi-nanciere denne entreprise med udbytterne fra ders Ford-aktier. Denne mulighed blev torpederet af Fords beslutning om at afskaffe dividenderne og i stedet reducere prisen på Ford T yderligere. Dodge-brød-rene stævnede Ford, idet de hævdede, at overskuddet tilhørte aktionærerne, og at Ford ingen ret havde til at endossere det til kunderne. Dodge-brødrene fik medhold af retten. Retten genindførte dividenden og irettesatte Ford, der i et retsmøde havde udtalt, at ”forretning er en service og ikke en guldmine” (bonanza). Retten bemærkede, at et selskab var stiftet og drevet hovedsagelig med det formål at skabe fortjeneste for aktionærerne; det kunne ikke drives med henblik på en eventuel benefice for aktionærerne og en primær benefice for andre. Konklusionen er, at direktørers og bestyrelsemedlemmers primære og lovbefæstede pligt er at virke for aktionærernes økonomiske interesser og at de INGEN ret har til at virke for andres. Derfor anser Bakan, at al snak om social ansvarlighed og altruisme er humbug og udelukkende tjener til at markedsføre virksomheden gennem skabelsen af en altruistisk og idealistisk image, eller ”branding” som det så uskønt kaldes i dag. Han siger derfor, at corporate social responsibility simpelthen er retsstridig – hvis den vel at mærke er oprigtig. Det samme gælder etik i al almindelighed. Det er faktisk ledelsens pligt at tilsidesætte etiske
75
hensyn, med mindre de derved gør sig skyldige i lovbrud.
Heri giver ingen ringere end Milton Friedman ham ret. Han udtalte i et interview med Bakan, at dersom John Brownee (den daværende formand for BP) ville gå så langt i sine ekstraordinære miljøbevaren-de bestræbelser, at det påvirkede selskabets drift negativt, ville det være direkte ”umoralsk”. Han er ansat af aktionærerne og har en meget stærk moralsk forpligtelse overfor dem. Milton Friedman giver her udtryk for en moral, der er den stik modsatte af den, menneskeheden forfægter. Hermed giver nobelpristageren Friedman, der anses for den mest inflydelsesrige økonom i det 20. århundrede, udtryk for noget utrolig vigtigt. Det, han anser for ”moralsk” og ”umoralsk” i henseende til selskabet som institution er nemlig det stik modsatte af, hvad der gælder for individet. I et mindre skrift, betitlet ”Moral – en tværkulturel analyse”, der er gengivet i uddrag senere i bogen, har jeg påvist, at det, der i alle kulturer er grundlaget for moralsk handlen er fornægtelse af egoet; tilsidesættelse af hensynet til ens egne interesser til fordel for andre enkeltindivider eller grupper. Man kan med fuld ret hævde, at dette moralske grundprincip er selve grundlaget for den menneskelige civilisation. Når det – i forhold til de mindst 10.000 år, der har eksisteret en civilisation – ganske nye og altdominerende ”væsen”, selskabet, derfor opererer ud fra et princip, der en en direkte antitese til civilisationens grundprincip, kan man efter min mening konkludere, at hele civilisationen er truet – voldsomt truet.
I 30’erne kom det atter på mode at tale endeløst om virksomhedernes sociale ansvarlighed, idet mange af samfundets ledende personligheder anså hovedårsagen til den Store Depression at være selskabernes uhæmmede grådighed.
Hvis man spørger en hvilken som helst dansk student, hvad Franklin D. Roosevelts ”New Deal”, der endte den Store Depression, (for slet ikke at tale om enhver dansk politiker) gik ud på, vil de for 90% ’s vedkommende svare, at New Deal var et program for offentlige investeringer, der skulle sætte – og virkelig satte – gang i økonomien. Hvad New Deal i langt højere grad var, var et lovkompleks, der skulle regulere selskabernes adfærd og hæmme deres grådighed og uansvar-lighed. Roosevelt sagde selv senere om New Deal bla.a.: ”Vi ville ikke stille os tilfreds med bare at håbe på de forfatningsmæssige idealer. Vi ville bruge regeringsmagtens instrumenter og magt til at kæmpe aktivt for dem...fordi det Amerikanske system visualiserede beskyttelsen af individet mod misbrug af privatøkonomisk magt, skulle New
76
Deal forlange en begrænsning af denne magt.” Dette arbejde fortsatte under hele Roosewelts tid som præsident; med f.eks. Fair Labor Standards Act, der gjorde en ende på de gruopvækende forhold, mange industriarbejdere arbejde under dengang. New Deal’s principper har styret den globale regulering af selskaberne (i hvert fald i den vestlige verden) frem til slutningen af 70’erne. I dag betragtes Franklin D. Ro-osevelt som en landsfader, som alle amerikanere elskede. Men sådan var det slet ikke den gang. En gruppe af bank- og andre forretningsfolk forsøgte at få den højt dekorerede general Smedley Darlington Butler til at afsætte Roosevelt ved et kup og indsætte sig selv i det Hvide Hus som diktator. I juli- udgaven (1934) af Fortune priste dette hæderkronede tidsskrift Mussolini og fascismen til skyerne.
Beklageligvis for konspiratorerne var generalmajor Smedley Darling-ton Butler, skønt republikaner, et meget dårligt valg. Han havde gennemført militære operationer mod demokratier i Sydamerika og Asien for at sikre amerikanske koncerners interesser i en menneskealder og var nået til en erkendelse af, at han var blevet misbrugt. Han ønskede ikke, som Bakan udtrykker det, at føje USA til listen over de lande, hvor han havde anvendt militærmagt til at forsvare amerikanske selskabers interesser. Han informerede derfor kongressens komitte for uamerikansk virksomhed, og skandalen begyndte at rulle. (Se venligst Jules Archer: ”The Plot to Seize the White House”.)
New Deal’s ideer om offentlig regulering af virksomhederne måtte efter olie-krisen i 1973 langsomt vige for neo-liberalismen, som prædikede mindre indblanding fra det offentlige og ”frie markeder”.
Fra 1980, hvor Margaret Thatcher var kommet til magten i England og Ronald Reagan i USA, bliver den neo-liberalistiske økonomis dogmer til ren ortodoksi, og en bølge af de-reguleringer, privatiseringer og nedskæringer på de statslige budgetter skyllede over verden med de katastrofale konsekvenser, som den perpetuerede finanskrise er det mest følelige eksempel på. (Det skal lige bemærkes, at Joel Bakans bog udkom i 2004, da alle endnu sang med på de liberalistiske salmer.) Typisk for denne nation af lakajer og medløbere er den endnu ikke oversat til dansk.
Samtidigt tog ”globaliseringen” for alvor fart. Som en følge af containerteknologien, som gjorde det væsentlig billigere at transportere varer mellem verdensdele, og som ydermere var fuldt integrerbar med jernbane- og lastvognsnetværk, blev det højst profitablet at flytte in-
77
dustri til tredjeverdenslande, hvor arbejdskraften var extremt billig og hvor regeringerne ikke bebyrdede de vestlige industrier med miljø- og sikkerhedskrav.
Herhjemme begyndte denne udvikling omkring 1970. Det virker som om der er indgået noget, der er betydeligt mere end en stiltiende aftale, noget, der minder om en særdeles langsigtet rammeaftale gående ud på, at de hjemlige lavteknologiske industrier ”af hensyn til konkurrenceevnen” flyttes til fjernøsten (det befriede Østeuropa eksisterede endnu ikke på det tidspunkt), og at den arbejdsløshed, som derved opstår blandt de ufaglærte financieres af statskassen, det vil sige de øvrige lønmodtagere. Erhvervslivet er fuldstændig friholdt for deltagelse i disse omkostninger. Der er ikke antydning af Corporate Social Responsibility i den overenskomst, der er indgået mellem regeringen og industrien her i landet. De højteknologiske virksomheder fik lov at blive lidt længere, men også her var resultatet massearbejdsløshed, idet virksomhederne investerede kraftigt i automatisering, og igen blev regningen videresendt til de øvrige lønmodtagere.
For dem der ikke skulle være klar over det skal jeg lige fastslå et par statistiske kendsgerninger: Siden 1980 er halvdelen af hele skatteprovenuet går til overførselsindkomster. Det vil sige, at hvis vi havde fuld beskæftigelse ville skatten være det halve. Og det er hele skattegrundlaget, jeg taler om her, så ikke alene ville vi kunne halvere indkomstskatten, så den jævne lønmodtager kunne slippe med 25% i stedet for 50, men vi ville også kunne halvere afgifterne, hvilket blandt andet kunne betyde, at elektricitet ville kunne sælges til 85øre pr. kwt og benzin sælges for 6,50 kr. pr. liter. At påstå, at denne ordning har været til gavn for dansk økonomi i sin helhed er efter min opfattelse en lattervækkende vidtløftighed.
”Men førtidspensionisterne og bistandsklienterne er en flok nassere, der ikke gider arbejde”, lyder det fra Liberal Alliances diverse tågehorn, der p.t. har fundet det opportunt at vende skytset fra folk af anden etnisk oprindelse og hudfarve til den mere uspecifikke masse af ”unyttige spisere”, som Himmler kaldte dem.
Men sagen er den, at det i 1970 var cirka 4% af arbejdsstyrken, der var på overførselsindkomst. (Arbejdsstyrken er defineret som antallet af personer mellem 18 og 68 år.) I løbet af ganske få år voksede denne gruppe til 40% af arbejdsstyrken. (så vidt jeg erindrer – man må ikke hænge mig op på 4-5% - nåedes denne andel i 1978). Jamen, er alle disse mennesker da gået hen og blevet luddovne og alkoholiserede i
78
løbet af otte år? (størstedelen er så blevet det i løbet af 4 år) Hvad er det for en socialpsykiatrisk epidemi vi her står overfor? Hvorfor har man ikke forsket intensivt i det?
Som et eksempel kan nævnes, at de Forenede Bryggerier (Carlsberg og Tuborg) i slutningen af 60’erne beskæftigede 10.000 medarbejdere i København alene, men at både Carlsberg og Tuborg nu er lukket, og man i dag beskæftiger ca. 250 mand i Fredericia, som producerer mere, end Carlsberg og Tuborg tilsammen nogensinde har gjort.
Forklaringen er selvfølgelig den enkle, at skiftende regeringer har været helt klare over, at der ikke VAR arbejde til denne masse af fortrinsvis ufaglærte. Vi har bevidst – omend stiltiende – accepteret, at denne befolkningsgruppe er blevet marginaliseret totalt. At de gerne VIL arbejde – de så vi jo under højkonjunkturen, hvor der i løbet af få år kom 200.000 flere mennesker i arbejde. (At så en del brancher oplevede, at det var vanskeligt at finde kvalificerede folk, og atter andre at det var vanskeligt at finde mennesker, der var villige til at affinde sig med ar-bejddsvilkår, som ingen ville have drømt om at byde nogen i 70’erne og 80’erne, det er en anden sag.)
Denne ”globalisering” af dansk økonomi har så ydermere haft den virkning, at langt størstedelen af virksomhedernes aktiver nu ligger uden for landets grænser, og den danske regering har derfor ikke længere nogen jurisdiktion og kan kun effektivt regulere disse virksomheders adfærd i Danmark. Det har ændret styrkeforholdet totalt: Virksomhederne dikterer nu i virkeligheden regeringens politik, idet den udtalte såvel som den latente trussel om at lukke hovedkontoret i Danmark er en afgørende trumf i enhver diskussion.
Danmark har derfor gjort alt for at forblive ”konkurrencedygtigt” som land ved at reducere selskabsskatten fra 40 til 22% og gennemføre en lovgivning, hvorefter udenlandske selskaber med holdingselskab i Danmark overhovedet ikke skal betale skat (forudsat der ikke er aktivitet i Danmark.) Det var nøjagtigt dette Mogens Lykketoft råbte så højt om i EU, at Irland måtte ændre sin lovgivning. Han var selv med til at gennemføre de endnu gunstigere selskabsskatteregler i Danmark. En anden konsekvens er den slatne og ineffektive måde man har tacklet skatteunddragelsen hos de multinationale selskaber på. Selv den socialdemokratiske regering (2011-2015) regering har ikke turdet rokke væsentligt ved den noget nær skattefrihed, som disse selskaber nyder som en følge af transfer-pricing -manipulationer.
Joel Bakan nævner en række andre eksempler på CEO’s fra kæmpe-
79
mæssige koncerner, der bekræfter og undebygger det moralske grundsyn, der er gengivet ovenfor. De beskriver den måde, som de formår at leve en normal tilværelse på, nemlig ved at ”kompartmentalisere” deres liv; ved at lukke hele den korporative verden ude, når de træder ind ad hoveddøren hjemme i millionvillaen, således at de kan fungere som gode samfundsborgere, kærlige fædre og loyale ægtemænd. Bak-an har for år tilbage indledt et samarbejde med psykologiprofessoren Robert Hare, som han har anmodet om at analysere eller faktisk diagnosticere den korporative adfærd ud fra de individuelle kriterier for klinisk psykopati.
Ikke overraskende når Hare frem til, at mens den nærmest schizofrene kompartmentalisering af deres tilværelse er det, der redder lederne fra at blive psykopater, så scorer selskaberne selv meget højt på psykopat-testen. De er uansvarlige, fordi de ved hæmningsløst at forfølge deres erklærede mål udsætter alle andre for risiko; de manipulerer alt, inklusive den offentlige mening, de er grandiose, idet de altid hævder at være de bedste, nummer 1, de er mytomane, idet de lyver om deres manipulationer og krænkelser, de savner empati og har klart asociale tilbøjeligheder, de nægter at tage ansvar for deres egne handlinger (som f.eks. miljøforurening) og de er ude af stand til at føle skyld og skam. Endelig er deres måde at relatere sig til andre på overfladisk, idet de præsenterer sig for offentligheden som det, de tror man vil finde tiltrækkende eller sympatisk snarere end som det, de virkelig er. ”Psykopater er berygtede for deres evne til at bruge charme for at skjule deres farlige, fuldstændig selvoptagede personlighed. For selskaberne spiller social ansvarlighed muligvis en lignende rolle.” Bakan forsætter med et yderst interessant eksempel, som på den ene side demonstrerer total korporativ uansvarlighed, på den anden side en modsat rettet kraft i retssystemet, der sætter en grænse for, hvor ensidigt selskaberne har lov til at gå efter profitten.
En enlig dame med 4 børn i bilen blev juledag 1993 torpederet bagfra i sin Chevrolet Malibu af en spritbilist. Bilen brød i brand, og de 5 personer i den fik alle 2. og 3.die grads forbrændinger, både vansirende og invaliderende. Tre af børnene var mere end 60% forbrændt, og det ene mistede en hånd, der måtte amputeres.
Som det er sædvane, sagsøgte damen, Patricia Anderson, General Motors, idet hendes advokater påberåbte sig, at man fra producentens side ikke havde sikret benzintanken tilstrækkeligt mod kollisioner.
Det viste sig, at man af rene profithensyn havde flyttet tanken på denne
80
model længere tilbage, præcis til en position 11 tommer foran bagkofangeren. Den havde tidligere siddet 20 tommer fra bagkofangeren. Man havde tillige fjernet en metal-bøjle, der skulle beskytte tanken. Et internt direktiv fra 1969 anbefalede, at tanken placeredes mindst 17 tommer fra bagkofangeren. Bevisførelsen i sagen viste, at GM havde været fuldt bevidst om risikoen herved. Man havde sat en ingeniør til at lave en rapport, som han betitlede ”Værdi-analyse af dødsfald som følge af brændstof-nærede brande.” Konklusionen i denne rapport var, at de 500 dødsfald i GM-biler, der årligt forekom af denne årsag, i gennemsnit kostede selskabet 200.000 $, svarende til 2,40 $ pr. bil, idet der kører ca. 41 millioner GM- biler rundt i USA, mens den korrekte placering og sikring af brændstoftanken betød en mer-udgift på 8.59 $ pr. bil. Det vil sige, at man ved at placere tankene der hvor man havde gjort det havde sparet i alt godt 253 millioner $.
I dommen hedder det: ”Retten finder det klart bevist, at sagsøgte havde placeret benzintanken bag bagakslen på denne model for at maksimere overskuddet, men under tilsidesættelse af hensynet til den offentlige sikkerhed.” Sagsøgerne blev tilkendt i alt 107 millioner $, og GM blev dømt til at betale yderligere 4,8 milliarder $ i ”punitive damages”, eller ”straffeerstatning.” GM ankede dommen til the California Court of Appeals. Og her greb USA’s Handelskammer ind. I en erklæring til appelretten hævdede man, at den dom, juryen havde afsagt var ”retsstridig” og ”dybt bekymrende”, på grund af det indeholdte budskab om, at ”producenter ikke skulle benytte sig af cost-benefit analyser, når de designede ders produkter” og for det implicitte budskab om, at cost-benefit analyser var ”forkastelige”. Cost-benefit analyser var, hævdede Handelskammeret, ”et vidnesbyrd om god korporativ adfærd, og den bagvedliggende logik uangribelig.” Handelskammeret hævdede videre, at ”jury-medlemmer ikke er i stand til at bedømme risiko/nytte bedømmelser i sager der omhandler komplekse ingeniør-mæssige problemer”, at de ”sommetider ledes bort fra det saglige, idet de ser den tilskadekomne sagsøger foran sig”, at de ”afviser ethvert forsøg på at sætte en dollar-værdi på menneskeliv”, at de forledes af advokaterne til at fokusere på ”den traditionelle opfattelse af menneskeliv som noget helligt” og at se ”risiko/nytte afvejning som et udtryk for en uhyrlig følelseskulde.” Dommen blev dog stadfæstet. Man kan med rette betvivle, om en dansk domstol nogensinde var nået til et resultat, der bare minder om dette. Her er der nogenlunde frit spil. Dansk erstatningsret er udformet ensidigt til fordel for skadevolderen.
81
Jura- professoren Bruce Welling udtrykker det således: ”Virksomhedernes rent praktiske syn på tingene er, at en bøde er en omkostning ved at gøre forretning. En forbudt handling forhindres ikke af en bøde, så længe den forventede indtægt fra samme handling overstiger bødens størrelse ganget med sandsynligheden af at blive opdaget og retsforfulgt. Tager man den gennemsnitlige bødestørrelse i betragtning, er der intet afskrækkelsesmoment. I gentagelsestilfælde er argumentet endnu mere indlysende. Når selskabet en gang er blevet dømt og har betalt, vil det have lært at dække sporene så meget bedre.” Jeg husker for nogle år siden; det var vist i 2005, hvor en medarbejder i Luftfartsstyrelsen stod frem og fortalte i B.T., at SAS inden for mindre end to år havde foretaget mere end 6.000 afgange i Danmark alene under tilsidesættelse af sikkerhedsforskrifterne. Sagen blev ganske overfladisk debatteret i vores overfladiske presse i 3-4 dage, så døde den. Ingen bøder til SAS. Men det er jo også statsejet, så jeg går ud fra, at ræssonnementet har været, at det jo var spild af tid og penge at flytte penge fra et statsligt selskab over i statskassen, hvorfra de jo så sandsynligvis måtte føres tilbage til det nødlidende SAS under alle omstændigheder. Her er så et eksempel på psykopatisk statslig adfærd. Jeg har lagt særlig vægt på beskrivelsen af det psykopatiske selskab, fordi Danmark – og alle andre vestlige lande i let varierende grad – reelt er styret af finans- og erhverseliten. Og her er det ikke almindelige retsprincipper der ligger til grund for beslutningerne; ikke humanisme og ikke almindelige moralbegreber, men derimod de psykopatiske egenskaber, der er beskrevet ovenfor. Erhvevseliten sætter agendaen. Og trods megen snak om social ansvarlighed, bæredygtighed (det mest fortærskede og misbrugte begreb i det 21. århundrede) og ”Corporate Governance” er det eneste der tæller skillinger. Og de eneste virksomheder og personer, der bliver trukket gennem retssystemet og udstillet som beviser for, at retsstaten skam stadig fungerer, er de fjolser der stjæler fra en endnu større psykopat. (som f.eks. Stein Bagger eller Riskjær. At stjæle fra en bank er det dummeste man kan gøre. Med mindre banken – eller dens ledelse – får noget ud af det.)
Privatiseringerne
Et af liberalismens dogmer, der også er slået igennem med fuld kraft, er privatiserings-manien, som er tæt forbundet med begrebet ”out-sourcing.”
82
Alting bliver meget effektivere, billigere og bedre, hvis man lader de psykopatiske private virksomheder udføre arbejdet og levere varerne. Denne bølge begyndte herhjemme under en socialdemokratisk regering med salget af Tele Danmark til Ameritech i 1997. Denne handel siges at have indbragt staten i alt 31 milliarder. TDC, som det herefter kom til at hedde, blev derefter overtager af Southern Bell, som blev overtaget af AT&T, verdens største telekommunikations-selskab. Senere er det så atter blevet solgt til en kapitalfond, der har tømt selskabet for dets betydelige formue, hvorefter man har lånt pengene tilbage til TDC til en rente, der gør at selskabet ikke længere betaler skat. Det vil altså sige, at lønmodtagerne nu skal dække de skattebetalinger, som før kom fra TDC. Det er den glæde, danskerne har haft af denne privatisering.
Jeg vil faktisk hævde, at privatiseringerne er en bedragerisk sammen-sværgelse.Hvad er baggrunden for denne sigtelse? I straffelovens § 279 ( Kapitel 28, ”Formueforbrydelser”), står der:
”For bedrageri straffes den, som, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til an handling eller undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen eller undladelse bliver afgørende, et formuetab.” Jeg skal senere redegøre for, hvorledes jeg mener, at gerningsindholdet i denne bestemmelse er opfyldt.
Da privatiseringsbølgen indledtes med et propaganda-bombardement i slutningen af 80’erne, under den konservative regering Schlüter, blev vi af alle vores borgerlige politikere og medierne præpareret med historier om, hvor meget det ville gavne konkurrencen og den enkelte forbruger. Statsejede virksomheder var et levn fra kommunismen, som jo nu var endeligt gravlagt. Produkterne og ydelserne ville – på grund af konkurrencen på et frit marked og den mere effektive drift i de professionelt ledede private virksomheder – blive BILLIGERE for forbrugerne, så det var en vind/vind strategi, hvor statskassen blev tilført midler, som kunne investeres i infrastruktur og velfærd, mens leveomkostningerne ville blive reduceret for den almindelige befolkning.
Sådan er det ikke kommet til at gå, og det var i høj grad forudsigeligt. For det første øges konkurrencen ikke ved, at et monopoliseret
83
foretagende privatiseres, så længe monopolet består. Det er logik for agerhøns. Det gælder f.eks. Københavns Lufthavne og DONG. Det er jo ikke sådan, at hvis KL går hen og bliver for dyr, så kan man bruge lufthavnen i Roskilde (Tune) eller Malmö (Sturup) i stedet for. Hvad DONG angår, er monopolet trods en hel del insignifikante markedsdeltagere reelt bevaret, idet ”forsyningspligtsbevillingshaverne” (de etablerede el-selskaber) fortsat har 94% af markedet. Det er først og fremmest virksomheder, der har nydt godt af EN MINDRE PRISSTIGNING END DE PRIVATE FORBRUGERE, der så til gengæld har fået en STØRRE prisstigning, ( idet el-selskaberne (ligesom teleselskaberne) naturligvis søger erhversrabatterne inddækket hos de private forbrugere. - MIN konklusion.) (Kilde: Konkurrencestyrelsens rapport fra december 2009.)
DSB - HT
Begge har været yderst problematiske og har kostet forbrugerne og skatteyderne et kæmpemæssigt milliardbeløb. Nøjagtigt hvor stort dette beløb er er umuligt at opgøre; hele projektet har en sådan kompleksitet at der kunne bruges mange mandeår bare på at nærme sig det reelle tal. F.eks. betroede en DSB-medarbejder mig i 2005, at adskillelsen af DSB og Banedanmark på det tidspunkt havde kostet et ikke nærmere specificeret milliardbeløb ALENE i revisor-regninger, og at adskillelsen meget langt fra var afsluttet. Denne totalt uproduktive øvelse kommer forbrugerne naturligvis i sidste ende til at betale. Det jeg derfor vil koncentrere mig om, og det der naturligvis har størst umiddelbar interesse for forbrugerne, er hvordan forbrugerpriserne har udviklet sig siden privatiseringerne begyndte.
Forsøgene med partiel privatisering af bustrafikken begynder faktisk allerede i 80’erne, hvor ruter udbyder til private vognmænd. Salget af HT til Arriva finder sted i 1999, som er det samme år i hvilket DSB privatiseres. Det er især herefter, at priserne på offentlig transport eksploderer. Siden 1980 er priserne på offentlig transport steget en del mere end det almindelige prisindeks, men fra århundredeskiftet tager det for alvor fart, således at priserne i 2014 for bustrafikkens vedkommende er steget med 578%, for togtrafikkens med 408%, mens det almindelige forbrugerprisindeks kun er steget med 286%. Det vil sige, at busbiletterne er steget mere end dobbelt så meget som de almindelig
84
forbrugerpriser (102% mere) og togbilletterne 42% mere. (Kilde: Metro Express 20/3 2014 og Danmarks Statistiks Forbrugerprisindeks.)
DONG
For elektricitetsmarkedets vedkommende er udviklingen endnu mere graverende. Fra 1998, hvor processen begynder, og til 2010 er prisen på en kilowattime steget med 107% for almindelig forbrugere men kun 60% for erhvervslivet. (hvilket dokumenterer min ovenstående påstand: AT forbrugerne betaler erhvervslivets rabatter.) Dette fremgår af en artikel i Information fra 16. februar 2010, som bygger på en rapport fra Klima- og Energiministeriet. I 1998 er nettoprisindekset 70,5 og i 2010 91,8. De almindelige priser er altså steget med 30,2% men elprisen med 107%, hvilket er 3,5 gange så meget! Man skulle så tro, at den øgede konkurrence gradvist afhjalp dette, hvis de liberalistiske teorier holdt stik, men nej! Det gør den ikke. Fra 2010 til 2016 stiger prisen på en kilowattime fra 1,64 kr til 2,30 kr, hvilket er en stigning på 40,2%. (kilde: strøm.dk/el-prishistorik.php) I samme periode stiger nettoprisindekset fra 91,8 til 99,5 eller bare 8,3%. Stigningen over disse 6 år er altså 4,8 gange mere end de almindelige prisstigninger.
Myten om, at privat drevne virksomheder – eller i det mindste virksomheder drevet på markedsvilkår – skaber større konkurrence og lavere forbrugspriser er derfor endegyldigt punkteret. Det modsatte er tilfældet. Hvem har så haft gavn af privatiseringerne? Indtil videre er den største vinder jo givetvis Goldman Sachs, der efter endt privatisering fik lov til at købe en aktiepost i DONG, til hvad der viste sig at være halv pris, uden at de almindelige regler for licitation og udbud havde været fulgt. Herudover kan Bjarne Corydon, der som finansminister forestod salget, og som fik en direktørstilling til et tocifret millionbeløb og andre, der har modtaget endnu ikke kendte anerkendelser for deres andel i denne økonomiske forbrydelse regnes til vinderne. For 35 år siden var der ikke en eneste velfungerende virksomhed, der ville drømme om at ansætte en afdanket politiker. Nu står der direktørstole og fede poster parat til de mest uduelige, når de ikke orker længere eller ikke længere kan vælges. Det er meget påfaldende og meget foruroligende.
Og nu til det initiale spørgsmål: Hvordan er gerningsindholdet i § 279
85
opfyldt? Jo, man har hos befolkningen fremkaldt en vildfarelse, nemlig at de ville kunne spare penge på transport og el, hvilket har bestemt befolkningen til en handling eller undladelse (nemlig at undlade at protestere), hvorved man har skaffet ejerne af de privatiserede virksomheder en uberettiget økonomisk vinding (uberettiget, idet de ikke har leveret nogen merværdi) hvorved man har påført befolkningen et formuetab. Mon det nogensinde bliver retsforfulgt? Næppe.
Men det værste har vi ikke set endnu. EU- Kommissionen er så forhippet på at berige sig á la Corydon, at de – som tidligere omtalt - presser voldsomt på for at få vandforsyningen privatiseret, således som det p.t. sker i USA, hvor virksomheder som Nestlé står på spring for at købe de offentlige vandressourcer til latterlige priser. Nestlé’s bestyrelsesformand har udtalt, at han ikke mener at adgangen til rent vand er en menneskeret. Komissionen anslår selv, at forbrugsvandet efter en privatisering bliver 4 gange så dyrt. Jamen, hvad skulle så argumentet være?? I Berlin gennemførte man fra 1998 en forsøgsmæssig privatisering af vandforsyningen med de sædvanlige argumenter. Resultatet blev en katastrofe for Berlins borgere, idet bystyret endte med at måtte købe vandforsyningen tilbage på et lån, som Berlins borgere skal betale af på de næste 30 år. (Information, 19. august 2016.) Vi må håbe, at vi denne gang kan få stoppet forbrydelsen, selv om skiftende regeringers brovtende magtfuldkommenhed ikke levner meget håb.
Outsourcingen ser vi et af de bedste eksempler på i hospitalsvæsenet. Her har man fyret det fastansatte rengøringspersonale og overladt det til private rengøringsselskaber at udføre rengøringsarbejdet, der naturligvis er yderst kritisk for et hospital. Resultatet er ikke uventet blevet, at vores hospitaler er blevet de rene udklækningsanstalter for farlige bakterier, og hospitals-infektioner med stafylokokker, streptokokker og andre farlige og sejglivede bakterier er blevet mere og mere almindelige. Det siger sig selv, at det aldrig kan blive billigere at få udført nøjagtig det samme stykke arbejde af et udefrakommende firma, der ud over lønnen til personalet, der stort set er den samme, skal redde sig en større PROFIT på arbejdet, end hvis arbejdet var optimalt tilrettelagt af hospitalets egne ledere. Det er NONSENS, og det er utroligt at vi har ladet os overbevise om sandheden af disse liberalistiske dogmer. Hele det liberalistiske tankekompleks hviler på dogmet om, at menneskets virkelige og inderste natur er selvisk materialistisk, og det er
86
denne natur der driver al udvikling. Det er indlysende forkert. Masser af mennesker tilsidesætter hver eneste dag hensynet til deres egeninteresse for at hjælpe andre, uden at få noget igen og uden at spekulere i overordnede eller langsigtede fordele. Det er denne side af den menneskelige natur civilisationen hviler på; det er det der gør, at samfundets svage ikke bliver udryddet, det er det der gør, at mennesker der har behov for hjælp får den, uanset hvad indeståendet på deres bankkonto er. Det er også denne side af den menneskelige natur, som 0’ernes politiske ledere fra George Bush til Anders Fjogh Rasmussen har forsøgt at latterliggøre, nedgøre og samtidig udnytte på det groveste med deres diverse politiske tiltag.
87
Kapitel 4
Retssystemets deroute og korrumpering
Alt dette statssanktionerede tyveri, som er beskrevet ovenfor, samt den omsiggribende korruption er naturligvis kun mulig, fordi retssystemet og dommerstanden affinder sig med det og får et stykke af kagen. Et betydeligt problem udgøres dog også af omsiggribende inkompetence og indifferens.
Det strafferetslige system bliver ofte kritiseret af “brugerne”, dvs. de dømte, forsvarsadvokater og kriminologer.
Det er ensidigt; f.eks. lægges der alt for stor vægt på vidnebeviser, når vidnerne er embedsmænd (herunder politifolk), til trods for, at disse har en egeninteresse i at lyve, og at dette ofte sker. Det er helt normalt at politifolk gør sig skyldige i falsk forklaring for retten, og ikke alene bliver de ikke sigtet, med mindre uigendrivelige beviser foreligger (i form af f.eks. DNA eller lignende), deres forklaringer bliver lagt til grund, selv om de er meget utroværdige, og princippet om, at man kun kan dømmes, hvis anklagemyndigheden har bevist hinsides rimelig tvivl, at tiltalte er skyldig, fraviges dagligt således, at bevisbyrden reelt er væltet over på tiltalte, hvis denne er tidligere straffet, hvis han modsiges af en embedsmand eller hvis det drejer sig om bødesager. Domsmænd og nævninger udvælges fra de politiske partiers medlemslister og er således alt andet end repræsentative for den almindelige befolkning.
I det civile retssystem er der også voldsomme problemer, men det hører man sjældent om. Ét meget stort problem generelt er, at dommere stort set ikke kan fjernes. Uanset hvor vanvittige deres domme er, kan de ikke fjernes eller straffes; man kan kun forbigå dem ved forfremmelse. Den Særlige Klageret, som er det organ der KAN afsætte dommere, dømte fra 2011 til 2015 4 dommere, som alle fik en irettesættelse. Til sammenligning modtog Retten i dette tidsrum gennemsnitligt 75 klager pr. år. Fra B.T.:
”Hos Den Særlige Klageret, der er en afdeling under Højesteret, som behandler klagerne mod dommere, modtager man hvert år ca. 75
88
klager over dommere.
- Klagen bliver så behandlet som andre retssager, altså med høring af parterne. Dog foregår sagsbehandlingen kun skriftligt, siger administrationschef i Højesteret Lisa Rising.
Som antallet af domme også afspejler, så er det uhyre sjældent, at dommerne dømmes.
- Ja, det sker meget få gange. Og faktisk har vi jo også, som de eneste, muligheden for at afskedige en dommer, men jeg kan slet ikke huske, hvornår det sidst er sket, siger hun.”
Begrebet retssikkerhed er defineret som forudsigeligheden af éns retsstilling; altså med hvor stor sandsynlighed der dømmes efter loven og i henhold til de objektive kendsgerninger. Ét tegn på, at der er noget HELT galt findes i det forhold, at der for 30 år siden i enhver kontrakt eller aftale mellem to virksomheder fandtes en paragraf (den sidste), der lød nogenlunde sådan her: ”Enhver tvist vedrørende nærværende aftale skal, dersom den ikke kan løses ved forhandling, indbringes for Sø- og Handelsretten i København.” Sådanne bestemmelser findes stort set aldrig i kontrakter der indgås i dag.
Det skyldes ganske enkelt, at retssikkerheden af virksomhederne opfattes som meget ringe for ikke at sige noget nær 0. Det er ikke til at forudsige, hvad en mere eller mindre inkompetent byrets- eller landsdommer, der ikke ved hvad der er op og ned på et regnskab, kan få ud af selv en mindre kompliceret sag, og erhvervsadvokater er dyre. Derfor er der stort set altid en voldgiftsbestemmelse i nutidige kontrakter, hvor voldgiftsdommerne er udpeget på forhånd. Disse voldgiftsdommere er for måske 80%’s vedkommende Lands- eller Højesteretsdommere, der for manges vedkommende tjener betydeligt mere som voldgiftsmænd end de får i løn af staten for at passe deres arbejde.
Er der nogen, der tror, at disse dommere erklærer sig inhabile, hvis de skal dømme i sager, hvor deres voldgiftskunder er part? Så tro om igen. Er der nogen der tror, at de kan være upartiske i sådanne sager? Så er de meget naive. Der er en stadig stærkere tendens til, at dommere udviser en mindre reflekteret følgagtighed i forhold til det offentliges og store virksomheders interesser. Politiske trends spiller en betydelig rolle i retssystemet. Dommerne ved, hvad der forventes af
89
dem for at opnå forfremmelse. Dommere, der afsiger totalt retsstridige domme retsforfølges ikke og fjernes ikke; eller i hvert fald sker det stort set aldrig.
Et par eksempler på vanvittige og retsstridige afgørelser.
Højesterets dom i Hafnia-sagen, som er gengivet ovenfor, er noget af det mest pinlige Højesteret har præsteret siden sagen om de islandske håndskrifter – eller rettere sagt: Det mest pinlige, som JEG har kendskab til. Der er muligvis meget mere. Det er derfor min tanke at oprette en database over retsstridige afgørelser og retsovergreb, sådan at omfanget af domstolenes krænkelser og korruption kan blive almindeligt kendt.
Ved de lavere instanser er krænkelser nærmere reglen end undtagelsen. Næstved Rets afgørelse i Euro-Park sagen er gengivet her ovenfor. Næstved Ret er sandsynligvis den mest betændte i Danmark. Jeg har kendskab til et hav af overgreb i denne retskreds, og jeg skal kort beskrive ét som jeg har et særligt kendskab til. Det er almindeligt kendt, at advokater bestjæler konkursboer fuldstændig skamløst. Boje Nielsens konkursbo er det klassiske eksempel, hvor kreditorerne berigede sig fuldstændig hæmningsløst til hele Danmarks store forargelse.
Hvad der er knapt så kendt er at det samme er tilfældet med dødsboer – især hvis de efterladte er ressourcesvage og ikke har kyndig juridisk bistand. Et rystende eksempel fra Næstved Ret, som jeg har førstehånds kendskab til, skal hermed gengives.
En driftig tømrermester i retskredsen døde pludseligt, om end ikke helt uventet (af sin kemoterapi) i en alder af 57 år. Han efterlod sin kone en formue i let omsættelige aktiver – en værkstedsbygning, maskiner og værktøj vurderet af en justitsministerielt udnævnt vurderingsmand, en båd og nogle byggemodnede byggegrunde til en værdi af ialt ca. 6 millioner i runde tal. Deres parcelhus stod i konens navn. Uvidende som hun var om verdens fortrædeligheder henvendte hun sig til mandens mangeårige advokat for at anmode denne om at forestå bobehandlingen. Denne afslog, idet han var ganske klar over, at der ville opstå en interessekonflikt mellem boet og nogle andre af hans klienter og henviste til en anden advokat i retskredsen. Denne overtalte enken
90
til et offentligt skifte, HVAD MAN ALDRIG BØR INDLADE SIG PÅ. Straks da enken havde skrevet under gned han sig i hænderne og sagde: ”Det kommer til at vare længe, det her!” Det er formentlig det eneste sande udsagn, enken har hørt fra ham i den mellemliggende tid. Bobestyreren sikrede sig derefter, at boet blev behandlet som insolvent, selv om det altså var solvent med 6 millioner. Det skete ved, at en lokal kollega – dagen inden proklamafristens udløb – fremsendte et fuldstændig latterligt krav i boet på 18 millioner. Det er selvfølgelig min påstand, så jeg er lige nødt til at forklare karakteren af det her krav. Afdøde havde gennem sit selskab, som igen ejedes af et holdingselskab, som han ejede sammen med to andre tømrerme-stere, påtaget sig en større entreprise med etablering af et større antal taglejligheder i en stribe etageejendomme i Næstved. På grund af sin kræftsygdom måtte han et stykke henne i forløbet indse, at han næppe kunne løfte sin del af opgaven, og han enedes derfor med sine to kompagnoner om at sælge kontrakten til en anden entreprenør. Dette skete, og kontrahenten – boligforeningen – GODKENDTE SALGET. Efter et stykke tid sprang også denne entreprenør fra og videresolgte projektet til Danton, atter med foreningens godkendelse. Efter kort tid måtte Danton imidlertid meddele foreningen, at man ikke kunne gennemføre arbedet til den aftalte pris. Der ville blive tale om væsentlig forhøjede omkostninger, hvad ejerforeningen efter en lang redegørelse affandt sig med, snarere end at finde en anden entreprenør og stævne Danton. Men da nu den oprindelige kontrahent meget bekvemt afgik ved døden, fandt man altså pludselig ud af, at man kunne rette et krav mod ham – eller rettere hans bo - idet man åbenbart forudsatte, at man gennem et retssag ville kunne gennembryde hæftelsesbegrænsningen i hele to selskaber!!! Sjovt nok rejste man aldrig noget krav mod de andre to ejere af det kontraherende selskab!! Ejheller mod de selskaber, der stod som kontrahenterne, men UDELUKKENDE mod dødsboet. Baggrunden for dette helt igennem uanstændige og lattervækkende krav har hr. Provinsprokuratoren formuleret således:
”Det er min opfattelse, at der har påhvilet afdøde et medansvar for den opståede situation, fordi han allerede ved overdragelsen af projektet til HS udvikling vidste eller burde vide, at selskabet ikke kunne magte at gennemføre opgaven og opfylde sine forpligtelser overfor køberne. Det er endvidere min opfattelse, at afdøde som leder, rådgiver og/eller anpartshaver i selskabet har pådraget sig et ansvar, jf. brevet fra advokat Finn Andersen, hvor selskabet omtales som tilhørende
91
afdøde. Ved en sammenligning af de aftalte priser for taglejlighederne med tilsvarende priser for sammenlignelige lejligheder finder jeg, at kravet på det foreliggende grundlag må opgøres til 1.000.000 kr. for hver lejlighed med tillæg af rente fra den aftalte overtagelsesdag”. Men HS Udvikling overdrog altså opgaven til Danton med kontrahenternes – ejernes - samtykke. Desuden har advokaten tydeligvis ikke styr på, hvem hans klient har truffet aftale med –det var som sagt et Aps, som igen var ejet af et holdingselskab – men det var altså hans ”opfattelse”, at afdøde havde pådraget sig et personligt ansvar, vel især ved ganske uansvarligt at gå hen og pådrage sig en kræftsygdom og dø. Det mest groteske er imidlertid, at bobestyreren MEDTAGER dette nonsens i boopgørelsen, eller Gældbogen, fordi han derved kan behandle boet som insolvent. Pointen her er, at hvis boet er insolvent, er det ikke længere arvingernes interesse han varetager, men kreditorernes.
For ikke at gøre historien for lang skal jeg blot konstatere, at bobestyreren brugte de næste 11 år på at afhænde de nævnte aktiver for ca. 1 million mod enkens og sønnernes stadige protester overfor Skifteretten, hele 3 gange overordentligt velunderbygget og ved en advokat – naturligvis fra København, da ingen lokal kollega jo nogensinde ville påtage sig at sabotere en Næstved-advokats velfortjente tyveri. På trods af at de mest sindssyge dispositioner, grov chikane og direkte hån mod enken blev dokumenteret, valgte Skifteretten gang på gang at afvise kravet om udskiftning af bobestyreren. F.eks. havde denne solgt afdødes andel i de nævnte byggegrunde, som af hele tre lokale ejendomsmæglere er vurderet til at have været MINDST 1 million værd på salgstidspunktet, for 185.000 – til en lokal matador. Værkstedsbygningen modtog bobestyrer et bud på 2 millioner på – han meddelte budgiver, at prisen var 3 millioner, hvorefter han solgte værkstedet for 1,1 million. En del af de indkomne midler – ca. 300.000 – kunne han ikke redegøre for, hvordan han havde disponeret!
Denne modbydelige slyngel slipper godt fra sin forbrydelse. Enken har ikke flere kræfter til at føre en lang retssag mod ham, som han naturligvis vil trække ud i det uendelige. Men det er ikke det værste. Det værste er, at han har gjort det MANGE gange før, og at NÆSTVED RET FORTSAT UDNÆVNER HAM TIL BOBESTYRER, vel vidende at han er stinkende kriminel.
Lad mig derfor give alle almindelige mennesker med lidt på kistebunden flg. råd:
92
Lad ALDRIG et dødsbo skifte offentligt, hvis det overhovedet kan undgås. Opret altid testamente. Angiv en nær ven eller slægtning som eksekutor i testamentet. Brug aldrig en advokat, med mindre det er en nær ven eller slægtning. Sørg såvidt muligt for at overdrage samtlige aktiver INDEN dødens indtræden. Så har man effektivt forhindret gribbenes plyndring.
Jeg vil gerne understrege, at dette ikke er en særlig grov sag. Det her er standarden. Og det agter jeg at påvise gennem indsamling af sager fra krænkede borgere til en landsdækkende database.
En mulig løsningsmodel
Der er dog meget stor forskel på dommere. En hel del dommere tager deres ”kald” alvorligt og det bekymrer dem faktisk, om de kan være inhabile eller kan opfattes som sådan. De føler sig forpligtet til at øve retfærdighed og søger efter bedste evne at gøre det. Det er et mindretal, efter mit skøn. En anden kategori består af individer, der er stort set ligeglade med de mennesker, hvis skæbne de afgør og som udelukkende gør, hvad de tror der forventes af dem og hvad der følgelig kan fremme deres karriere. En sidste, forholdsvis beskeden kategori er direkte korrupte. Jeg er bekendt med forhold i 2 retskredse, som jeg finder yderst bekymrende. Risikoen for justitsforbrydelser eller bare forkerte afgørelser er væsentligt forøget ved de begrænsninger i ankemulighederne, som vores politiske ledelse har foretaget de sidste ca. 20 år. En enkelt undtagelse fra denne regel udgøres af det forhold, at nævningesager (straffesager) nu indledes ved Byretten, og at også skyldsspørgsmålet kan ankes, hvad det tidligere IKKE kunne.
Udover de problemer omkring dommeres almindelige kvalifiktioner og habitus, der er nævnt tidligere, vil jeg gerne fremhæve spørgsmålet om dommeres faglige kvalifikationer i store sager om økonomisk kriminalitet og tilsvarende sager i det civile system, hvor den almindelige juridiske uddannelse simpelt hen ikke forsyner juridiske dommere med den indsigt og sagkundskab, der skal til at forstå, hvordan et regnskab er skruet sammen, hvordan man uddrager nøgletal samt hvilke afvigelser der i særlig grad kan understøtte bestemte formodninger; hvordan komplicerede transaktioner gennemføres, eller hvordan erhvervslivet fungerer i det hele taget. På samme måde bør dommere, der f.eks. behandler sager om krænkelser af patentrettigheder eller an-
93
dre immaterielle rettigheder have en særlig teknisk indsigt, der kan danne grundlag for kvalificerede skøn og afgørelser.
Derfor er det bydende nødvendigt, at dommerkollegierne også bliver befolket af andre end jurister.
Den særlige klageret skal erstattes af et aktivt og indsigtsfuld overvågningsorgan, der ikke skal fungere som et søvnigt kontor for kollegial sagsbehandling, men som af egen drift skal tage sager op, hvor afgørelserne ikke lever op til den højeste standard.
Hele indstillingen til jobbet som dommer skal – i lighed med arbejdsgangene - ændres afgørende. Som retssystemet fungerer i dag, lader dommerne sig informere af parterne; dvs. disses advokater. Man kan komme ud for, at man bibringes det meget faste indtryk, at dommerne ikke har læst processkrifterne inden domsforhandlingen. Derved opnår de, der kan betale for de bedste advokater, måske en uberettiget fordel og sagerne falder forkert ud. Det skal være de bedste jurister og andre fagfolk, der beklæder dommerembedet. Det vil måske kræve, at dommere aflønnes bedre end tilfældet er i dag, men det vil være penge der er godt givet ud for samfundet.
Dommerne skal herefter SELV sætte sig ind i sagerne; de skal tilegne sig materien og af egen drift gå ind og indhente ekspertvurderinger, kræve dokumentation fremskaffet m.v. hvilket også vil være så meget nemmere, dersom en del af dommerstanden ligger inde med anden ekspertise end en juridisk embedseksamen.
Den specifikke udformning af retssystemet kunne se således ud: §1:
Domstolenes opgave er at øve retfærdighed, ikke at træffe arbitrære afgørelser baseret på juridiske teknikaliteter eller mangelfuld belysning af materien. Hvis domstolene ikke øver retfærdighed, hvortil skal borgerne da læne deres hoved? Det er derfor enhver dommers opgave at sætte sig selvstændigt ind i sagernes materie snarere end at lade sig informere af parterne.
94
§ 2
Samtlige dommere vælges ved almindelige valg, der afholdes sammen med kommunalvalg. Dommerne bør i deres holdninger og afgørelser afspejle den til enhver tid herskende retsfølelse. Det sker bedst ved at de vælges frit mellem ustraffede personer – og med ustraffet menes, at de ALDRIG må have været straffet. Dommerne skal ikke nødvendigvis være jurister. Domstolene skal have tilknyttet juridiske konsulenter, som de dommere der ikke er jurister kan trække på. Uanset om en dommer er jurist eller ej, skal han selvfølgelig dømme efter loven, og hvis han ikke gør det, skal han kunne afsættes.
§3
Der oprettes en særdomstol, der skal pådømme alle sager mellem enkelte borgere og det offentlige samt mellem enkelte borgere og større virksomheder. Domstolen skal kunne afvise åbenlyst grundløse klager, men borgerne har i princippet altid fri proces. Hvis de vil lade sig repræsentere af en advokat, må de dog selv betale ham, dersom de taber sagen. Advokatsalærer momsfritages. Dersom en afgørelse falder ud til borgerens fordel, kan denne ikke af det offentlige eller en virksomhed indbringes for en højere instans. Dommerne vælges ved hvert 2. folketingsvalg. Retten skal have afdelinger i de 5 største byer eller flere efter behov.
§4
Der oprettes en forfatningsdomstol, der aktivt skal overvåge det offentliges overholdelse af forfatningen, herunder Folketingets (er vedtagne love Gundlovsstridige? Har Folketinget eller regeringen afgivet suverænitet eller krænket internationale traktater?) statsadministrationens, den regionale og kommunale administration, politiet, forsvaret og sundhedsvæsenets samt de øvrige domstoles. Forfatningsdomstolen erstatter således Den Særlige Klageret. Domstolen tager selv initiativ til at indlede proces, men sager kan også indbringes af borgerne. Rettens 12 medlemmer, der konstituerer sig med en formand, vælges ved hvert 2. folketingsvalg.
Et separat problem udgøres af politi og anklagemyndighed. Disse institutioner burde efter min opfattelse også være uafhængige af den politiske ledelse. I USA vælges både anklagere og politimestre ved almindelige valg. Her i landet er justitsministeren den øverste chef for
95
anklagemyndigheden og udpeger disse embedsmænd. Derved opstår der let et politisk pres for f.eks. at undlade at håndhæve straffelovens § 282 (ågerparagraffen.)
DE FORETAGNE GRUNDLOVSBRUD – OVERVÅGNING OG SUSPENSION AF BORGERLIGE RETTIGHEDER
Alt det, der er nævnt her for oven er forhold, der måske kunne justeres og forbedres gennem en dedikeret og målrettet indsats, dersom vi havde et fungerende demokrati. Hvad vi nu skal bevæge os ind på, er derimod kendetegnende for et diktatur, despoti eller hvad man nu vil betegne et sådant styre som, og efterlader én med det uafrystelige indtryk, at dommerstanden på ingen måde udgør et værn for demokratiet.
I maj 2002 vedtog Folketinget, uden nogen ydre anledning andet end de tvivlsomme begivenheder i USA d. 11. september, og uden nogen forudgående debat af betydning den såkaldte ”Terrorpakke”, der senere blev udvidet i 2006 med ”Terrorpakke” II. Advokatrådet indgav hvad man må kalde extremt bekymrede høringssvar, der går så langt, som man nu syntes man kunne. Dommerforeningens høringssvar var aldeles kraftesløse.
Terrorpakkerne hjemler uspecifik overvågning af borgerne, reelt uden medvirken af domstole, fængsling og tilbageholdelse på ubestemt tid af ”terrormistænkte”, fordobling af eksisterende strafferammer, hemmelige retssager, hvor de tiltalte ikke gøres bekendt med beviserne mod dem, og hvis resultater – dommene – ikke offentliggøres. De tiltalte er ligeledes afskåret fra selv at vælge deres advokat.
Samtidigt – og det er absolut væsentligt – findes der ikke i lovkomplekset en brugbar definition på ”terror”, og terrorpakkernes bestemmelser er ligeledes blevet benyttet i sager, der absolut IKKE handler om terror. (Timo Kivimaki – og en udleveringssag fra 2008, hvor Danmark udleverede en 41-årig kvinde til USA for medvirken i en narkosag, der imidlertid viste sig at være så ubetydelig, at forholdet var forældet.)
Hverken Dommerforeningen eller Advokatsamfundet tør tage bladet fra munden og sige ligeud, at terrorpakkerne er groft grundlovsstridi-
96
ge, at borgerne havde betydeligt større retssikkerhed i Sovjetunionen og måske endda i det 3. Rige, (for vi er jo ikke begyndt at henrette og tortere folk – endnu) endsige tage fuldstændig afstand fra disse statsforbrydelser og statsforbrydere (Folketinget) og nægte at medvirke til en retshåndhævelse, der er uforenelig med et frit demokratisk samfund.
Tilstanden i den vestlige verden minder virkelig meget om tilstanden i det 3. Rige i 30’erne, som beskrevet af den tyske dommer og forfatter Sebastian Haffner (pseudonym for Raimund Pretzel). Han forklarer, hvordan den ene uhyrlighed afløser den anden, men folk apatiske og vantro affinder sig med overgrebene.
Vi sidder bare og venter på, at også ytringer som ovenstående bliver kriminaliseret, og internerings-og udryddelseslejre oprettet. At dommerstanden er gået med til afholdelsen af hemmelige retssager og tilsidesættelsen af det frie valg af forsvarer er en skandale af historiske dimensioner.
I 2006, da man vedtog Terrorpakke II, igen uden nogen større debat i medierne, men dog med skarpe mishagsytringer fra både politifolk, dommere og anklagere, skrev jeg følgende indlæg til dagspressen, der selvfølgelig ikke blev trykt nogen steder:
Ytringsfrihed
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
”Ytringsfriheden er jo noget der ligger vores statsminister stærkt på sinde - i hvert fald når det drejer sig om ytringer, der er i overensstemmelse med hans egen overbevisning og politiske strategi.
På den anden side har han nu af to omgange gennemført love, der begrænser ytringsfriheden meget væsentligt - de to ”terrorpakker”. Man må ikke udtale sin sympati for ”terror”. Problemet med denne lovgivning er ikke bare, at man ikke længere må ytre sin sympati for psykopatiske forbrydere. Problemet er i lige så høj grad, at definitionen på
97
terror er blevet udvidet helt extremt og i sin yderste konsekvens kan omfatte grafitti, civil ulydighed og arbejdskampe.
”Det er ikke det, der er meningen”, siger den tåbelige Lene Espersen (vores daværende justitsminister) den ene gang efter den anden, hver gang hun konfronteres med en eller anden helt uantagelig, mulig konsekvens af lovteksten. Jamen hvorfor i helvede er det så det der står der? skyldes det justitsministerens og de justitsministerielle embedsmænds manglende sprogfærdigheder? Skyldes det manglende expres-sive kompetencer? (som det ville hedde i den tåbelige jargon, der er indført i vores devaluerede uddannelsessystem.)
Den eneste acceptable definition på terror er den, der var almindeligt accepteret indtil for 5 år siden:
”Voldshandlinger, der direkte retter sig mod uskyldige civile eller hvor der er stor sandsynlighed for, at uskyldige civile vil blive ofre”.
Det er netop denne definition der gør, at så mange almindelige mennesker har affundet sig med terrorpakkerne. Hvis man i stedet for havde sagt: Vi vil indføre dobbelt straf for alt, hvad vi opfatter som statsforbrydelse, herunder væsentlig forstyrrelse af den offentlige orden og ulydighed overfor myndighederne, så er det nok mere end tvivlsomt, om man havde kunnet holde befolkningen i ro.
Terrorpakkerne er ganske enkelt så tågede og diffuse, at de ikke egner sig til terrorbekæmpelse. De er derimod et perfekt instrument til undertrykkelse af almindelige, lovlydige borgere.
Terrorpakkerne opfylder deres egen definition på terror, 1. Fordi de skaber frygt for myndighederne, 2. Fordi de gør borgeren usikker på sine egne rettigheder, 3. Fordi de er et snigløb mod Grundloven og dermed statens sikkerhed.
Det har været mig en ganske særlig glæde at opleve, at mange ledende politifolk, anklagemyndigheden og politets faglige organisation har sagt fra over for dette svineri. Anklagemyndigheden er endog gået så langt som til at meddele, at den ikke forstår hvad gerningsindholdet er i adskillige straffebestemmelser!!! At den
98
ikke ved, hvilke handlinger der skal udløse en sigtelse. Det er ganske enkelt en katastrofe for vores retssamfund.
Spådom:
Den næste terrorpakke vil komme til at indeholde straffebestemmelser for udbredelse af ”disinformation”. Ræsonnementet, som jeg kan høre for mig, fremsagt med statsministerens kvækkende stemme, er følgende: ”I informationssamfundet er det informationer, der afgør de beslutninger der træffes, både af virksomhederne, myndighederne og den enkelte. Informationer er penge, og informationer kan betyde liv og død. Derfor er den bevidste udbredelse af falske informationer en kriminel handling, der kan betyde tab, ødelæggelse og i yderste konsekvens tabet af menneskeliv. Derfor er det nødvendigt at skride ind overfor den strøm af usandheder, der dagligt udsendes via nettet og andre medier til befolkningen.”
Det er naturligvis regeringen, der suverænt afgører, HVAD der er disinformation, hvad der er sandt og hvad der er løgn. Når dette sker, er vores demokrati afgået ved døden. Og tro mig, det VIL ske.
Det mest ufattelige er, at DE tror, at vi tror på dem. At vi tror på dem, når de siger: ”Vi forsvarer demokratiet”, samtidig med at de afskaffer brevhemmeligheden. (det gjorde Tony Blair i England allerede i august 2000, længe inden den 11. september). At vi tror på dem, når de siger: ”Vi forsvarer Grundloven” samtidig med at de afskaffer ytringsfriheden, stykke for stykke.
At de tror, vi ikke har lært noget af Frank Grevil. Han havde i hvert fald ikke ytringsfrihed. Han afslørede - i nationens interesse - at statsministeren var fuld af løgn. Det kostede major Grevil en fængselsstraf. Han skulle have haft et ridderkors, nej et kommandørkors i stedet for.
Har VI virkelig ytringsfrihed? De almindelige borgere? Får jeg virkelig lov til at fortsætte med at skrive det, jeg skriver her? Jeg tvivler.”
Man kan vist roligt betegne disse bemærkninger som profetiske. De er i denne stund ved at gå i opfyldelse. Det er præcis det der er ved at ske nu – med nøjagtig de ovenfor anførte begrundelser. Som nævnt i forordet indførte Tyskland censur pr. 1. oktober 2016.
99
Grundlovsbrud nr. 3 – ophævelsen af den sociale kontrakt
Det tredie åbenlyse Grundlovsbrud fandt sted, da man med virkning pr. 1. oktober 2016 gennem det såkaldte kontanthjælps-loft fratog ca. 155.000 borgere forsørgelsen; dvs. Den offentlige forsørgelse, og overlod det til familie og samboende – idet man i mange tilfælde uden videre går ud fra, at personer – også personer af samme køn – der deler en lejlighed også deler seng. Dette er så meget mere urimeligt, som de andetsteds omtalte huslejestigninger har gjort det umuligt for sociale klienter at bo alene.
Der kan ganske enkelt ikke herske nogen som helst tvivl om, at dette indgreb er i strid med Grundloven, nærmere bestemt § 75 - og eftersom den til enhver tid siddende regering – og dennes justitsminister – har en hærskare af landets fremmeste jurister til rådighed – såvel i justitsministeriet som andetsteds – kan det konkluderes, at der er tale om et bevidst og planlagt grundlovsbrud eller med andre ord det, der kaldes statsforbrydelse eller landsforræderi, den alvorligste forbrydelse i vores strafferet; den forbrydelse, som 56 individer blev henrettet for efter den tyske besættelse. Der er ingen tvivl om, at kontanthjælps-loftet og anden brutal lovgivning – ressourceforløb – har ført til adskillige dødsfald.
Der står følgende i Grundlovens § 75:
§ 75. Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
Så det ”geniale” i dette grundlovsbrud er, at man omgår bestemmelsen ved lige pludselig at pålægge en række enkeltindivider at forsørge deres pårørende eller bekendte, en opgave, som de ikke er i stand til at løfte.
I denne forbindelse bør det også nævnes, at § 75 stk. 1 i realiteten har været sat ud af kraft siden 1973, hvor vi for første gang siden 30’erne
100
fik massearbejdsløshed, uden at skiftende regeringer har udfoldet synlige bestræbelser på at rette op herpå.
Visitationszonerne
Det hedder sig nu, at politiets visitationszoner kun skal forebygge alvorlig og personfarlig kriminalitet, men da de i sin tid i 2004 blev oprettet af Lene Espersen var det i området omkring Christiania, og der handlede det om 2 gram hash. Visitatoinszonerne i England er ved en dom ved Menneskeretsdomstolen i 2010 kendt ulovlige, og de danske må derfor naturnødvendigt også være det. De udgør en krænkelse af privatlivets fred, og faktisk mere end det. I princippet er det Ha-beas Corpus, vi taler om her. Man kan – hvis en person modsætter sig kropsvisitation – ikke gennemføre den uden at anholde personen. Og man kan ikke anholde nogen, uden at der foreligger en konkret mistanke om strafbare handlinger. Derfor er en vilkårlig og person-uspecifik visitation en krænkelse af Habeas-Corpus-princippet, som har været gældende siden 1215. Så langt er vi blevet bombet tilbage. Jeg vil personligt altid modsætte mig kropsvisitation, med mindre jeg er blevet erklæret for anholdt.
DNA
Planerne – der allerede er sat igang – om uden samtykke at indsamle alle borgeres DNA er et ualmindelig groft grundlovsbrud. Hvad kan være mere privat end ens arvemasse? Det er et kolossalt flertal mod denne lov i befolkningen; ikke fordi det betyder noget, for et flertal kan som bekendt ikke legitimere et grundlovsbrud. Modstanderne har skitseret de helt uantagelige konsekvenser af en sådan registrering – og de er mange. Sådan som tingene udvikler sig er der næsten ingen tvivl om, at staten vil begynde at sælge oplysningerne til private firmaer, der så vil kunne misbruge dem efter forgodtbefindende. Med den elendige datasikkerhed, der hersker i det offentlige, er der sikkert mange skumle virksomheder, der vil kunne skaffe sig oplysningerne uden at betale. Tilhængerne – først og fremmest DF og et par andre idioter – gør et stort nummer ud af, at man så vil kunne opklare så mange flere forbrydelser. Men som tidligere efterforsker må jeg beklage at meddele, at den omfattende brug af DNA faktisk er meget problematisk. Da jeg har en betydelig viden om biologi, slog det mig allerede i 90’erne,
101
at den ensidige brug af DNA-beviser i en fremtid, hvor kriminelle er bevidste herom, kan give betydeligt bagslag. Jeg spurgte en af mine venner, som var Chief Inspector og chef for Crime Intelligence Squad i West Midland’s Police, om han ikke var enig i, at det i bund og grund er fantastisk nemt at plante DNA-beviser, og at det omvendt er meget svært at konstatere, om et DNA-bevis ER plantet. Han erklærede sig helt enig – men sagde: ”Der er ikke så mange der ved det endnu”. Men den tilstand kan jo ikke forventes at vare ved. Hvis jeg skulle begå ”den perfekte forbrydelse” ville jeg afgjort indsamle og plante nogle egnede syndebukkes DNA.
Det andet forhold, der ikke nævnes i debatten, og som er endnu mere uhyggeligt, er udviklingen af specifikke biologiske våben. Allerede i 90’erne pralede israelerne i forblommede vendinger med, at de havde udviklet gen-specifikke biologiske våben. For ganske nylig fremsatte Putin nogle kryptiske bemærkninger om, at ”nogen” var i gang med at indsamle russernes DNA. Få dage senere skete der det usædvanlige, at det amerikanske luftvåben (!) på sin facebook-side indrømmede, at den/de nogen, som Putin refererede til, var det amerikanske luftvåben. Men hvad betyder det helt konkret? Det betyder, at man har udviklet eller er meget tæt på at have udviklet biologiske våben, der kan programmeres til at ramme specifikke befolkningsgrupper, etniske grupper eller endog individer med ganske bestemte genetiske karakteristika. Og så bliver det ikke længere et spørgsmål om privatlivets fred – så bliver det et spørgsmål om liv og død. Skal vi virkelig overlade forvaltningen af vores mest livskritiske data til den flok forbrydere, der ikke har bestilt andet end at lyve for os og krænke os de sidste 20 år? Intentionen er forbryderisk. Intet mindre.
102
Kapitel 5
Den frie presses død og ytringsfrihedens endeligt
I Danmark og Vesten i det hele taget bryster vi os af, at vi har en fri og uafhængig presse, og at statsmagten på ingen måde udøver kontrol med, hvad der skrives og IKKE skrives, og vi bryster os af, at sådanne tilstande som i Rusland, hvor de kritiske journalister Domnikov og Politkovskaya blev myrdet i hhv 2000 og 2006, DEM har vi sandelig ikke.
Men det synspunkt holder ikke vand. Når ingen dansk journalist er omkommet under mystiske omstændigheder eller blevet myrdet for åbent tæppe, skyldes det ganske enkelt, at der ikke er ét medlem af Dansk Journalistforbund, der har mod og mandshjerte til at gå i rette med magthaverne og efterforske og trykke de historier, der kunne sætte landet på den anden ende. (Jeg tror ikke Tommy Hansen er medlem længere.) Man kan ikke drive det videre end til at slagte kong Peter af Farum. (Farums tidligere borgmester, nu afdøde Peter Brixtofte.) Jeg kunne nævne en række personer og institutioner, som ikke ville kunne modstå et massivt journalistisk stormløb. Danske Bank, for eksempel. Lars Løkke Rasmussen, for eksempel. Højesteret, for eksempel. Terrorlovgivningen. Visitationszonerne. De idiotiske regler om ”narkokørsel”. Anders Fogh Rasmussen (og hans – og Per Stig Møllers – bevidste løgne for Folketinget). Jeg kunne blive ved længe. Men det sker ikke.
I Tyskland udgav en tidligere redaktør fra landets ledende avis, Frankfurter Allgemeine, dr. Udo Ulfkotte, en bog, ”Gekaufte Journalisten” (Købte Journalister) i hvilken han tilstår, at han i årevis har offentliggjort artikler, som har været forfattet af CIA og den tyske efterretningstjeneste; f.eks. om Libyen. Alt hvad der blev skrevet på Frankfurter Allgemeine om USA’s modstandere var ren propaganda. Journalister som Ulfkotte blev økonomisk belønnet herfor, dog ikke med kontanter, men oftest med f.eks. guldure og luksusrejser med alt betalt; og det var ganske underforstået, at hvis man ikke efterkom anmodningerne om at trykke de tilsendte artikler uden væsentlige ændringer, ville man ikke kunne forblive i sit job. Journalister på vej op i Tyskland bliver kon-
103
taktet af diverse ”transatlantiske” organisationer, der drives af ”Coun-cil of Foreign Relations”, der er en CIA –organisation, hvis formand i øjeblikket er ingen ringere en The Carlyle Group’s CEO.
Ulfkotte, der har gjort sig bemærket på den tyske højrefløj med stærk anti-islamisk aktivitet og propaganda, måske sponsoreret af skumle organisationer, vakte sensation, ikke bare i Tyskland. Adskillige andre har siden bekræftet hans påstande. Den 13 januar 2017 blev han pludselig fundet død, officielt af et hjerteslag. Personligt vil jeg sige, at jeg vil anse det for grænseløst naivt at tro denne forklaring. Vi er i Vesten traditionelt meget mere elegante i vores måde at eliminere uønskede elementer på. Der findes gifte som stadig ikke kan spores, som f.eks. ricin. Retsmedicinerne kan jo også være blevet overtalt på samme måde som journalisterne – måske endda med endnu mere slagkraftige argumenter. Ikke alene kan man dermed afvise enhver påstand om drab på systemkritikere og whistleblowere, man slipper for en lang og pinlig efterforskning og retsforfølgelse. Hvad vestlige medier og meningsdannere altid glemmer at fortælle er, at både Domnikovs og Politkovskayas mordere blev fundet og dømt – selv om man hævder, at bagmændene til det sidste mord ikke er fundet.
Ulfkotte er selvfølgelig blevet udstillet som psykisk afviger og kon-spirationsteoretiker. Man kan så undre sig over, at sådan en knaldperle ikke alene kunne opnå en doktorgrad, men tillige være redaktør på Frankfurter Allgemeine i en årrække. En del medier – bla.a. The Guardian – har dog taget ham seriøst, og udgivelsen af hans bog på engelsk er blevet bremset af mystiske kræfter. Det er jo temmelig mærkværdigt, at man lige pludselig ikke vil udgive en bestseller, som man har erhvervet rettighederne til. Og hvis det skulle være myndighederne, der har bremset den, er det da underligt, hvis det bare er vås og mytomani. Så må det jo være let at tilbagevise.
Egentlig er det jo gamle nyheder Ulfkotte har præsenteret. Den amerikanske journalist Carl Bernstein, manden der afslørede Waterga-te-skandalen, der tvang præsident Nixon til at gå af, skrev allerde i 1977 en artikel, hvori han afslørede, at 400 amerikanske journalister arbejdede for CIA, og at CIA ligefrem havde en kontrakt med The New York Times, efter hvilken CIA nårsomhelst kunne ”låne” journalister til forskellige formål.
104
Ron Paul Institute (jeg er meget politisk uenig med Ron Paul, der nærmest må betegnes som markedsfundamentalist, men han er en ganske usædvanlig hæderlig og ubestikkelig karakter, der aldrig er blever taget i en løgn) har publiceret en artikel af Philip Geraldi, (16. januar 2016) ”70 years of disinformation: How the CIA funded opinion ma-gazines in Europe”. Der henvises også her til ”Operation Mocking-bird”, som man kan google hvis man har lyst. Det var CIA’s program for påvirkning af den amerikanske opinion (særligt i forbindelse med Vietnam-krigen) som Kongressen kendte forfatningsstridig i 1976.
Giraldi mener sådan set ikke, at dette påvirkningsprogram har været særligt effektivt. Men jeg ved ikke, hvor enig jeg er med ham i det spørgsmål, når jeg ser på f.eks. danskernes holdning til Rusland og der ukrainske spørgsmål. Aviserne flyder over med fuldstændig ukritisk propaganda, som tydeligvis har til formål at fremkalde en konflikt med Rusland; eller måske snarere RETFÆRDIGGØRE en aggression mod Rusland i befolkningens øjne. Vi kan endog forvente et russisk angreb, hvis man skal tro vores tåbelige politikere. USA’s forsvarsbudget udgør nu 920 milliarder dollars. Ruslands 48. Og de øvrige NATO-landes dobbelt så meget som Ruslands. Det er så latterligt, at man skulle tro det var en tegneserie.
Men spøg til side. Der er ikke ret mange danskere, der kender baggrunden for den ukrainske konflikt – sådan som russerne ser den – eller bare sådan, som den en anelse mere objektivt tager sig ud.
I 1990 indgik Vesten og Rusland v./Boris Jeltsin (promille: 3,8) en aftale, hvorefter de forskellige folkeslag, som det tidligere Sovjetunionen bestod af, (men som for næsten alles vedkommende havde været en del af det russiske imperium længe inden Sovjet-tiden) skulle have deres selvstændighed; herunder også Ukraine og Hviderusland, til trods for, at Hviderusland ALDRIG har været selvstændigt og ikke på nogen måde skiller sig ud, etnisk eller kulturelt, fra det øvrige Rusland, mens Ukraine kun har været selvstændigt i nogle få årtier i 1600-tallet. Der ER forskelle og etniske modsætninger; det ukrainske sprog forholder sig vel nærmest til russisk som dansk til norsk, og de fleste ukrainere er romersk-katolske, mens russerne er ortodokse, men selve den russiske nation er født i Kiev (russere og ukrainere nedstammer fra vikingerne; hovedsagelig svenske vikinger, som kaldte sig Rus, heraf Rusland). Jeg har talt med en del menige ukrainere gennem tiden, som forklarede mig at selvstændigheden bestemt ikke var noget
105
stærkt ønske hos nogen andre end de ukrainske politikere, men lad nu det hvile. Det store problem opstod, da man i 1990 i hast fandt et kort frem, hvorefter man trak nogle grænser, der lukkede 9 millioner etniske russere inde bag denne nye stats grænser. Det gik, så længe man havde et godt forhold mellem landene. Og det havde man. Men så besluttede amerikanerne sig for at lave om på det. Protesterne i 2014, som førte til fjernelsen af DEN LOVLIGT VALGTE REGERING i landet, var organiseret af CIA. Det er ikke nogen konspirationsteori. Man kan på YouTube se den tidligere amerikanske viceudenrigsminister under Obama, Victoria Nuland, prale af hvordan USA brugte 5 milliarder $ på at vælte regeringen i Ukraine. Var den korrupt? HELT sikkert. Nogenlunde ligeså korrupt som den nuværende ukrainske regering. Men hvis regeringen i et vestligt land var blevet udfordret og oven i købet fjernet på denne forfatningsstridige måde, var det aldrig blevet accepteret af noget vestligt land, og den ”folkelige” protest var blevet stemplet som terrorisme. Men den nuværende regering har én stor fordel i USA’s øjne, der mere end rigeligt legitimerer dens forfatningsstridige vej til magten : Den er russisk-fjendtlig, og den forfølger og undertrykker det russiske mindretal. Den russiske ”besættelse” af Krim er så blevet gjort til en international forbrydelse der hjemler de hårdeste sanktioner, og det valg, der blev afholdt om Krims fremtid er blevet betegnet som fuldstændig utroværdigt og præget af valgsvindel. Nu er sagen bare den, at valgets udfald sådan set var givet på forhånd. Krim har aldrig hørt til Ukraine, hverken administrativt, kulturelt, geografisk eller etnisk, før Nikita Kruschev i 1954 som Sovjetunionens leder valgte at lægge området ind under den sovjetiske republik Ukraine. Ukraines befolkning består af 67% etniske russere, 10% Krim-tar-tarer, 15% ukrainere og 8% andre folkeslag. Der er næppe tvivl om, at flertallet af tartarer og øvrige folkeslag, trods det, at forholdet til Rusland ikke er uproblematisk, har stemt for tilslutningen, dels fordi det russiske BNP er 3 gange højere end Ukraines, dels fordi udsigten til et ukrainsk nationalistisk-fascistisk styre er forekommet endnu mere problematisk. Denne konflikt skal løses ved forhandlingsbordet og ingen andre steder. Men USA ønsker den ikke løst. Og dansk presse spiller – endnu en gang – med på USA’s – og den danske regerings – (Danmark er den mest sleske og fidele af alle de spytslikker-nationer, der tjener amerikanske interesser) helt igennem illegitime konfrontations-agenda. Fuldstændig ukritisk.
106
Lad mig give et helt frisk eksempel: Den bizarre Skripal-sag. Englænderne – Theresa May og Boris Johnson – kom bombastisk ud og meddelte, at de havde 100% sikre beviser for, at det var PUTIN, der stod bag forgiftningen – der blev nærmest sagt ”drabet” – på den tidligere dobbeltspion og hans datter. Nu har det så ikke alene vist sig, at de britiske kemikere under ingen omstændigheder kan identificere den mystiske, toksiske substans som stammende fra Rusland, men Skripals er også kommet sig, hvad der ikke ville have været muligt, dersom der havde været tale om en kraftig nervegas, der efterlader irreversible skader. Men Hans Engell, der overvåger Poul Madsen på Ekstra Bladet (der har en højst beklagelig tilbøjelighed til at ville skrive sandheden) for sine Deep State arbejdsgivere er urokkelig i sin fordømmelse af ”Putin”. Jeg skrev derfor til ham:
” Kære Hans Engell.
Noget af det jeg betaler for via mit abonnement er beklageligvis dine propagandistiske udgydelser - på vegne af det, man med rette kunne kalde ”krigsbevægelsen” i Vestlig politik. Til en læser, der spekulerede over gerningsmændenes oprindelse i den besynderlige Skripal-sag svarede du følgende:
”
De engelske myndigheder har med meget stor sikkerhed fastslået, at lige præcis det kemiske stof, der er anvendt i Salisbury, kommer fra en navngiven russisk produktionsenhed. Så Theresa May er klingende klar i sin placering af ansvaret.
Læg oveni, at Rusland og tidligere Sovjetunionen har en meget gammel tradition for at lyve, svindle, snigmyrde, løbe fra alt ansvar og misinformere. Ikke engang, når russerne bliver taget på fersk ger-ning, vil de indrømme noget. Så Putins forklaringer er lige til skraldespanden, og det eneste ubegribelige er, at EU ikke holder mere sammen – og at Trump åbenbart er så begejstret for denne verdens diktatorer, at han svigter sit ansvar over for en tæt allieret.
Og helt ubegribeligt er det, at EU-Kommissionens formand, Juncker, har sendt lykønskninger til gangsteren Putin med hans genvalg. Det har ingen danske politikere taget fat i. Vi er medlem af en organisation, der lykønsker en russisk gangster med, at han har svindlet sig til genvalg ved at forbyde oppositionens kandidat og svindle med stem-
107
mesedlerne ... Bliv sur over det, Christian, i stedet for på England.” Nu har det jo altså vist sig, at engelske kemikere IKKE kan identificere stoffet som stammende fra Rusland. Den måde, du slår Rusland og det tidligere Sovjetunionen i hartkorn på, som om det nærmest var det samme, er ikke alene tåbelig og gennemskuelig selv for Ekstra Bladets læsere, den er groft manipulatorisk. Det kan slet ikke have været det STOF, der først blev omtalt i medierne, fordi Skripas datter nu er i bedring - det havde ikke været muligt hvis det havde været en nervegas. Men vi kan altså konstatere, at det VAR DE VESTLIGE POLITIKERE, in casu Theresa May og Boris Johnson, der løj - endnu engang. Vi har ikke glemt Irak, Hans Engel. Og nu er der føjet endnu en løgn til, der fratager de af os, der kan tænke selv, den allersidste illusion om din og dine politiske logebrødres integritet. Jeg er 7 år yngre end du og har levet under den kolde krig. Det indtryk, vi alle havde af den ledelse, som Vesten var velsignet med indtil den rædselsfulde 2. rangspolitiker Ronald Reagan blev præsident, var at alle ledere af al magt søgte afspænding - det eneste anstændige, fornuftige og moralsk forsvarlige. Nu befinder vi os så i en situation, hvor vores ledere - over et bredt politisk spektrum - synes at forsøge at ØGE spændingen og ovenikøbet taler om at bruge atomvåben, endog som en ”first strike” - mulighed. De af os, der har bevaret vores normalitet sidder tilbage fuldstændig målløse. Reaktionerne på det påståede drabsforsøg er også fuldstændig ude af proportioner. Snesevis af russiske diplomater er blevet udvist, selv fra nationer der ikke er berørt af affæren. Under den kolde krig ville englænderne i en lignende situation højst have udvist et par KGB-folk, der med stor sandsynlighed kunne knyttes til affæren. OG MAN VILLE UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER HAVE FREMSAT UUNDERBYGGEDE BESKYLDNINGER. Hvis Putin er en forløjet gangster - hvad jeg ikke a priori vil afvise - så er Vestens ledere en flok uansvarlige, korrupte psykopater.
Med venlig hilsen
Engell svarede:
”Tak for din mail – og for uenigheden.
Jeg er helt og aldeles uenig med dig, men heldigvis lever vi jo i et land,
hvor man har lov til forskellige meninger – i modsætning til Putins
Rusland, hvor man nægter centrale oppositionspolitikere at stille op
og myrder journalister.
Venlig hilsen
Hans Engell.”
108
Hvortil jeg svarede:
” Nu er jeg, som det fremgår af mit brev, ikke nogen særlig stor tilhænger af Putin. Han er et magtmenneske, sådan som de nu er. Men dine gamle venner her i Vesten er ikke et hår bedre. De er faktisk en del værre. Man myrder sandelig også journalister i Vesten – Udo Ulfkot-te, for eksempel og Daphne Caruana Galizia. Forskellen er, at såvel Domnikovs som Politkovskayas mordere faktisk blev fundet, retsforfulgt og straffet.
Det er ikke sket for hverken Galizia’s eller Ulfkottes vedkommende - Ulfkottes død uden forudgående sygdom blev klassificeret som ”hjerteslag” - og Galizia’s mordere er ikke fundet halvandet år efter hendes død. Lad os se hvordan det kommer til at gå med valgloven - jeg har en ubehagelig fornemmelse af at den snart vil blive underlagt ændringer. I hvert fald tillader PRESSEN ikke den virkelig opposition i dette land - spændende fra det yderste højre til det yderste venstre - ret mange pip. Tør du trykke korrespondancen her?
Med venlig hilsen
P.S.:
Jeg synes ikke rigtigt at du forholder dig til det faktum, at historien ikke holder vand. Hvordan har du det med det? Synes du vi skal have en krig med Rusland so oder so?”
Intet svar fra Hans Engell. Og selvfølgelig turde han ikke trykke korrespondancen i sin hjernedøde brevkasse.
Jeg vil gerne – for endnu engang at understrege, at jeg ikke er gammel-kommunist eller ”rød” fastslå, at jeg indtil 2003 var tilhænger af NATO, tilhænger af alliancen med USA, som er et land jeg har rejst vidt og bredt i, hvor jeg har uddannet mig og fået mange gode venner, og sågar tilhænger af Irak - invasionen, fordi jeg for det første troede på løgnene om masseødelæggelsesvåben, for det andet mente, at landet burde befries for Saddam Hussein. Jeg blev derimod en stærk modstander af George Bush og hans regime, da The Patriot Act og den danske terrorpakke kom på bordet, da det var indlysende, at begivenhederne d. 11. september på ingen måde nødvendiggjorde en afskaffelse af brevhemmeligheden og de almindelige retsgarantier. Da jeg i 2004 så bygning 7 styrte sammen og efterfølgende satte mig ind i den konstruktionsmåde, der kaldes ”steel frame highrisers” gik det,
109
med den viden jeg har om fysik, op for mig, at alle 3 bygninger blev sprængt i luften. Mit verdensbillede brød sammen, og jeg indså, at den gradvise og administrative afskaffelse af den enkeltes frihed jeg havde identificeret havde taget et kvantespring ind i noget, der mindede om Orwell’s 1984. Begivenhederne i Irak, Libyen, Syrien og på hjemmefronten lige siden har kun yderligere bekræftet det basalt korrekte i denne konklusion.
Der er store mængder af dokumentation for, at der foregår en systematisk ”holdningsbearbejdning”, og at det billede af virkeligheden, som medierne tegner, og som vi er vandt til ganske ukritisk at opfatte som objektivt, i virkeligheden er en totalt gennemarbejdet og gennemtænkt propaganda. EU’s East StratCom Task Force blev oprettet i 2015 for at sikre, at alle medier fulgte den officielle linie. 3 hollandske medier har netop stævnet dem for injurier, fordi denne ”enhed” har beskyldt dem for ”misinformation”, af den ene årsag, at de ikke er enige med EU i vurderingen af den ukrainske konflikt. Det er vi som det kan ses mange der er. Kategoriseringen er ikke nærmere begrundet, der henvises ikke til konkrete fejl i nyhedsformidlingen: de hollandske medier er bare – uden at være informeret herom – blevet sat på en liste over utroværdige medier, der er udgivere af misinformation. Det er en skandale. Man ønsker at knægte den frie meningsdannelse.
I USA meddelte det amerikanske udenrigsministerium den 26. februar, at man havde fået en bevilling på 40 millioner $ fra Pentagon til at finaciere en ny disinformations- og propagandakampagne gennem ”The Global Engagement Center”, som oprindeligt blev oprettet for at imødegå fjendtlig propaganda på amerikansk jord. Det nye ved den omhandlede kampagne er, at den er ”offensiv”, hvilket altså må tolkes derhen, at den skal sprede AMERIKANSK disinformation, særligt om Rusland. Det har fået amerikanske observatører til at karakterisere ”Global Engagement Center” som en ”troll-farm”. Det er bekendt, at Israel har et lignende program kørende, betydeligt større i omfang, som tilsviner alt og alle, der tillader sig at kritisere Israel og dets oprørende adfærd overfor den palæstinensiske civilbefolkning, og forsøger at formå Google til at lukke YouTube- kanaler, der f.eks. viser videoer af israelsk brutalitet. Mark Zuckerberg har for nyligt indrømmet, at Facebook lukker konti på anmodning fra amerikanske og israelske myndigheder.
110
Har vi vores lokale, PET-drevne troll-farms? Tja, PET annoncerede for et par år siden, at man ville ansætte et antal mennesker til på de sociale medier at imødegå ”radikale synspunkter” og ”ekstremisme”, så det har vi nok. Og de vil sikkert snart få udvidet deres arbejdsområde til at imødegå synspunkter som dem, der er fremsat i denne bog. Vi må konkludere, at det billede af virkeligheden, der serveres i danske medier er en farce.
Som eksempel på validiteten af denne påstand kan nævnes pressens holdning til Irak-krigen, der i retrospekt fremstår som den største krigsforbrydelse siden 2. Verdenskrig.Vores presse har været mere end ukritisk, den har været manipulerende og propagandistisk i en grad værdig for Der Stormer. De utroligt mange udeladelser og unøjagtigheder fik mig til i 2007 at skrive nedenstående åbne brev til chefredaktørerne for Berlingske og Politiken.
ÅBENT BREV
(2007)
Hvad er det nu, der er galt med ytringsfriheden?
Åbent brev til Chefredaktør Tøger Seidenfaden, Politiken, og Chefredaktør Lisbeth Knudsen, Berlingske Tidende.
Dette brev omhandler det forhold, at vi bliver misledt af medierne ligesom vigtig viden bliver tilbageholdt. Det er tilsyneladende en bevidst strategi som må vække den allerstørste undren.
Den alvorligste trussel mod ytringsfriheden kommer næppe fra islamisterne. Den kommer snarere fra den filtrering af nyhedsstrømmen og debatten og den selvcensur og manipulation, som vores egne medier udøver. Det minder på mange måder om mediernes adfærd under den tyske besættelse af Danmark 1940 – 45.
Når medierne behandler nyheder og baggrundsstof vedrørende væsentlige politiske beslutninger sker det som oftest ud fra ganske bestemte positioner og menneskesyn som udløser de samme vendinger, de samme fordomme og udtrykkes indenfor den samme værdimæs-
111
sige ramme. Det fastholder samfundet i en ganske bestemt magtbalance; der efterlades ikke nogen tvivl om hvem der er de gode og hvem der er de onde og hvad der er rigtigt og forkert når det gælder religion, viden, politik og livsindhold.
Det er paradoksalt at vi betegner vores samfund som et videnssamfund når ganske megen information aldrig kommer til at indgå i vores overvejelser og beslutninger. Vi mangler at anvende store mængder af viden og ikke mindst mangler vi kvalificeret refleksion omkring denne viden. De aktuelle medier er underlagt strukturer der gør at de dagligt halser af sted efter den halve sandhed.
Nærværende ”åbne brev” er ikke udtryk for ekstremisme eller en polariseret politisk tænkning. Det er et forsøg på en midtersøgende forståelse af de tendenser der skubber vores demokrati i en udemokratisk retning. Skriftet er heller ikke hverken pro- eller antiamerikansk men prøver ud fra den viden der findes at se så objektivt og faktuelt som muligt på det vi med den nuværende viden må kalde angrebet på Irak og det man kan kalde koncentrationslejren i Guantanamo.
I det følgende rejses 10 spørgsmål til Chefredaktørerne vedrørende Irakkrigen og deres avisers extremt mangelfulde dækning af den samt flytningen af focus til langt mindre væsentlige forhold.
I en leder d. 3.10. 2007 farer Berlingske Tidendes Chefredaktør endnu engang frem og beskriver de FRÜCHTELIGE konsekvenser det kan få, hvis vi ikke længere kan fremstille andre menneskers religiøse overbevisning som primitivt vanvid og deres hellige mænd og religionsstiftere som terrorister og seksuelt perverse. Dette har så fået nyt liv under den seneste Muhammed-krise, hvor medierne har valgt at reagere på nogle få galninges mere eller mindre farlige adfærd – det forhold, at de involverede ikke er blevet sigtet tyder IKKE på en høj grad af farlighed – ved ENDNU engang at fornærme alverdens sagesløse muslimer med denne tåbelige, barnagtige, usaglige og underlødige tegning. Hvorfor fremstillede man ikke Paven på denne måde, den gang – for godt et årti siden – hvor katolske terrorister sprængte bomber i England? Eller Jesus? Denne form for ringeagtsytring er kun en smule over det latrinære niveau.
112
Det er et godt eksempel på den fortrængnings- og forvrængningsstrategi, som vi må leve med som tænkende borgere i Danmark. Det er et pladder-diktatur styret af tonsvis af dagligt pladder, spin, der skal lede vores opmærksomhed hen på ligegyldigheder og banaliteter, som skal få os til at mene noget bestemt og følge strømmen. I denne forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at opinionsundesøgelser bliver brugt mere og mere manipulerende; de skal ikke længere bare vise magthaverne og alle os andre , hvad danskerne mener, de skal manipulere os til at mene noget bestemt og i visse tilfælde er de oven i købet designet til at få os til at sige noget, vi ikke mener.
Vi bliver fyldt med vrøvl om mindre væsentlige emner, mens vores demokrati langsomt men sikkert forvitrer. Bevares, gammelt kød i frysediskene, store eller små vindmøller, sportsresultater og Prins Joakims forlovelse - er da vigtige emner, men hånden på hjertet der er vigtigere sager for vores demokrati. Forhold der omhandler etik, krig, retssikkerhed, mental sundhed, personligt ansvar og deltagelse og mere grundlæggende livsanskuelser.
Det er også karakteristisk, at information om helt konkrete sagforhold efterhånden serveres fuldstændig uden brug af data. Tørre tal, statistikker og anden dokumentation får vi aldrig at se mere. Det er vi åbenbart ikke begavede nok til at forstå efter mediernes opfattelse. ”Sandheden” om økonomien, om boligmarkedet og skattetrykket bliver serveret som grove generaliseringer, rene postulater og normative udsagn af såkaldte eksperter. Disse udsagn er oven i købet ofte i direkte modstrid med objektive kendsgerninger
Mens spalterne fyldes med den daglige øregas og gentagelse af hævdvundne men tvivlsomme sandheder, er den journalistiske etik, den fri debat og den kritiske journalistik i frit fald.
113
USA’s og Danmarks krigsførelse i Irak.
KENDSGERNINGER
A)
Begrundelsen om masseødelæggelsesvåben som delvist fik det internationale samfund til at acceptere angrebet på trods af FN’s manglende godkendelse har for længst vist sig at være en fabrikeret løgn. Det er til overflod dokumenteret, at verdens ledere, herunder Bush, Blair og Fogh, har været fuldt vidende om, at det forholdt sig sådan. Har det ført til en mediestorm, at vi er blevet ledt ud i en angrebskrig under falske forudsætninger? Absolut ikke.
B)
Det er for nylig kommet frem at Saddam Hussein gennem Egypten tilbød at gå i eksil såfremt han kunne få en milliard dollars af den irakiske stats midler med sig. Dette skulle Bush i følge den spanske avis El Pais være blevet meddelt af den tidl. spanske premierminister under en samtale i det Hvide Hus d. 22. Februar 2003. Adspurgt om han ville gå ind på det svarede Bush, at USA’s hær under alle omstændigheder ville være i Bagdad i slutningen af marts.
C)
Den australske udenrigsminister indrømmede for nylig åbent og skamløst, at Australien og formentlig alle andre aggressorer, herunder Danmark, kun var i Irak for oliens skyld.
Ovenstående er udtryk for at USA og dets allierede har været fuldt ud klar over, at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Irak og at helt andre motiver er i spil. Invasionen var heller ikke nødvendig for at fjerne Saddam Husseins brutale styre.
SPØRGSMÅL 1
Hvad er det der gør, at I som ansvarlige for oplysningen af den danske befolkning vælger at udelade væsentlige oplysninger om de forbrydelser, der begås i Irak og andre steder på kloden?
114
SPØRGSMÅL 2
Hvordan kan det være, at I ikke i international sammenhæng protesterer voldsomt og uafladeligt over de uhørte begrænsninger af pressens adgang til at dække begivenhederne i Irak?
FLERE KENDSGERNINGER
D)
Efter indtagelsen af Bagdad har amerikanske styrker gjort sig skyldige i en alenlang række af overgreb på civile Irakere. Da de første skandaler brød frem i medierne om tortur-lignende og nedværdigende behandling af fanger i Abu Ghraib- fængslet kom det frem, at mindst 15.000 sagesløse mennesker var blevet fængslet og tilbageholdt i månedsvis. Der er intet der tyder på at antallet af vilkårlige fængslinger er formindsket. Røde Kors og andre anerkendte nødhjælps- og menneskerettighedsorganisationer har kun haft bebrænset adgang til at inspicere fængslerne.
E)
Mindst 4 større massakrer på uskyldige civile har fundet sted. I alle tilfælde har de implicerede soldaters overordnede forsøgt at dække over forbrydelserne, i et enkelt tilfælde endog ved at sprænge huse med skuddræbte civile i luften og beordre et luftangreb på den berørte landsby. Det må med føje frygtes, at flere episoder af denne karakter kan have fundet sted. De sigtede i disse sager er i enkelte tilfælde idømt meget lave straffe for forbrydelser, der i USA med stor sikkerhed ville have udløst dødsstraf.
F)
Private vagtkorps har tilsyneladende uden nogen grund åbnet ild mod civile Irakere. Firmaet Blackwater dræbte for nylig 17 civile. Siden besættelsen har disse firmaer haft en væsentlig rolle, bl.a. i opretholdelsen af sikkerheden for civile arbejdere og diplomater. Firmaerne er hovedsagelig fra Storbritannien, USA og Sydafrika. Siden 2003 har offentligheden været bekendt med at disse voldsforetagender har dræbt utallige Irakere uden ringeste grund. Bl.a. skulle det en overgang have været på mode at skyde efter tilfældige vejfarende, når man kørte rundt på patruljer udelukkende for ”sportens” skyld. Det mest foruroligende er dog, at disse gangstere af USA’s og Storbritanniens
115
parlamenter nu har fået immunitet mod retsforfølgelse, uanset hvad de har foretaget sig i Irak.
G)
I forbindelse med en retssag i Bagdad mod to amerikanske soldater, der står tiltalt for overlagt drab, kom det for nylig – helt bestemt d. 24. September, frem i Washington Post, at der eksisterer en hemmelig forholdsordre fra den amerikanske forsvarskommando til det amerikanske snigskyttekorps om at udlægge madding; dvs. detonerende tænd-tråd, tændsatser, detonatorer og andre objekter. Når ofte helt uskyldige civile, som af nysgerrighed eller i håbet om at kunne sælge disse objekter, som de måske ikke engang ved hvad er, samler dem op, bliver de skudt.
D. 25. September 2007 opfordredes Thøger Seidenfaden i en mail til at trykke de under punkt G nævnte kendsgerninger, uden at han har reageret herpå – hverken ved at trykke oplysningerne eller besvare mailen.
De er tilsyneladende endnu ikke blevet gengivet nogetsteds i dansk presse.
H)
Amerikanske soldaters overgreb så som vandalisme, tyveri af folks ejendom, voldtægter og gennemtævning af tilfældige uskyldige ofre hører til dagens orden.
)
Antallet af civile irakiske ofre er aldrig forsøgt opgjort bare nogenlunde pålideligt af amerikanerne. Der føres kun statistik over døde amerikanere og andre udlændinge.
A)
Det var oprindelig et krav for at kunne indtræde i de amerikanske styrker, at man havde ren straffeattest. Dette krav er nu frafaldet, og de amerikanske styrker tæller adskillige tidligere og nuværende kriminelle blandt soldaterne.
De følgende kendsgerninger understreger de groteske og middelalder-116
lige metoder som bl.a. Storbritanien og USA tager i anvendelse i demokratiets, retsstatens og menneskerettighedernes navn.
ENDNU FLERE KENDSGERNINGER
K)
I 2004 blev den Britiske ambassadør i Uzbekistan, Craig Murray, kaldt hjem, suspenderet på fuld løn og erstattet af en anden. Grunden til at udenrigsminister Jack Straw traf denne disposition var, at Craig Mur-ray trods gentagne påbud herom nægtede at forholde sig tavs om de ting, der foregik i Uzbekistan. Siden invasionen af Afghanistan har de engelske og amerikanske efterretningstjenester ”outsourcet” deres ”torturopgaver” til Uzbekistan. Uzbekistan er forbandet med et af verdens mest brutale, korrupte og forbryderiske styrer. Dødsstraf og tortur anvendes flittigt af styret. Hvor rædselsfuldt der er i Uzbekistan kan man læse om på Amnesty’s, hjemmeside, amnesty.dk. Præsidenten og hans familie tjener b.la. penge på at eksportere unge uzbekiske piger til prostitution i Dubai. Disse forbrydere og torturbødler har USA og Storbritanien indgået en aftale med. Fanger bliver simpelthen fløjet til Uzbekistan, hvor de bliver tortureret både halvt og helt ihjel, hvorefter de oplysninger, der er fremkommet på denne måde anvendes som brugbare beviser mod dem i mere eller mindre mørkelagte retssager hjemme i Storbritanien og USA.
De oplysninger som Craig Murray fremlagde var så rystende, at han blev indkaldt til en høring i Europaparlamentet. Her forklarede Mur-ray blandt mange andre rystende kendsgerninger, at han var vidende om mindst to tilfælde, hvor fanger VAR DØDE SOM FØLGE AF KOGNING.
Ingen danske medier omtalte denne høring bortset fra Politiken; her stod et kort referat på netavisen mellem kl. 07 og kl. 14 den 21. April 2006, så BLEV DET FJERNET.
SPØRGSMÅL 3
Hvori består den etiske og den juridiske forskel mellem det af Tyskland fingerede angreb på radiostationen i Gleiwitz, som udløste den Anden Verdenskrig, og det amerikanske angreb på Irak?
117
SPØRGSMÅL 4
USA har altså indledt en angrebskrig mod Irak, uden at Irak har udsat USA eller nogen anden nation for krænkelser, der blot i mindste måde kunne begrunde eller retfærdiggøre et sådant skridt. Men var det ikke netop det ene af de anklagepunkter – at have indledt en angrebskrig – som udløste dødsstraffe under krigsforbryderprocessen i Nürnberg efter 2. Verdenskrig?
SPØRGSMÅL 5
Føler I det ikke som Jeres pligt at være medvirkende til at skabe et nationalt opinionspres for at få disse tilstande bragt til ophør?
SPØRGSMÅL 6
Er der ikke, samlet set, tale om et så omfattende, systematisk, hensynsløst og brutalt voldsregimente i Irak, at der er tale om ”Forbrydelser mod Menneskeheden”?
SPØRGSMÅL 7
Er Jeres stiltiende såvel som Jeres aktive dækken over de amerikanske forbrydelser og Jeres tilsyneladende begejstring for de udefra dikterede terrorlove, som savner enhver reel begrundelse i politi- og efter-forskningsmæssige hensyn i en retsstat, en linie der er lagt ud fra 1) stringent forretningsmæssige hensyn ( I mener ikke det sælger ), eller 2) er den dikteret af Jeres virksomheders ejere, eller 3) hensynet til Jeres annoncekunder? Hvad er det, der har fået Jer til at vende det blinde øje til de uhyrligheder, der foregår under Danmarks aktive medvirken? Er det fordi, som Berlingske Nyhedsmagasin d. 15. Juni 2007 kan fastslå, at ”Mærsk scorer 17 milliarder på USA’s krige?” Hvad er det der gør, at I ikke mener at danskerne bør delagtiggøres i disse oplysninger?
SPØRGSMÅL 8
Den Australske udenrigsminister var for nylig så ærlig at indrømme, at den eneste grund til, at hans land befandt sig i Irak var at man dermed regnede med at kunne sikre sig en del af olien. Vi ved nu hinsides al tvivl, at Statsministeren førte Danmark med ind i denne krig VEL VIDENDE at det grundlag, hvorpå man opnåede verdens accept af dette skridt var fuldstændig falsk. Hvordan kan Berlingske Tidende forsat
118
støtte en sådan mand? Er moral virkelig noget, der er fuldstændig relativt i forhold til penge og magt?
SPØRGSMÅL 9
Demokratiet i Irak fungerer stort set på den måde, at alle ministre og embedsmænd, der ikke omgående og uden indvendinger udfører de ordrer, de får fra amerikanerne bliver fjernet fra deres poster. På det økonomiske område består demokratiet i, at enhver i princippet har mulighed for at bistå amerikanerne med at udplyndre landet og de amerikanske skatteborgere, så længe de er parat til at tåle enhver krænkelse fra amerikanernes side.
Kan I virkelig i fuld alvor stå frem og sige, at der er tegn på at demokrati er under indførelse i Irak og at metoderne kan bifaldes?
SPØRGSMÅL 10
Forekommer det Jer ikke hult og utroværdigt, når Vestens ledere taler om demokratiet i Irak, samtidig med at de via lovgivningen begrænser demokratiet i deres hjemlande ?
Spørgsmål 11
Kan de himmelråbende krænkelser af menneskerettighederne, international ret, basale retsprincipper – herunder habeas corpus, som har været gældende i civiliserede lande siden 1215 – som finder sted på Guantanamobasen accepteres under nogen omstændigheder? Hvor mange penge er i villige til at sælge disse principper for? For det er vel penge, det handler om, når I ikke kræver et øjeblikkeligt ophør af alliancen med et regime, (Bush - regimet) der lader hånt om stort set alt, hvad vores civilisation bygger på?”
Hermed slutter brevet, der blev sendt til chefredaktørerne, men som fortsat er ubesvaret.
Er et oprør berettiget eller hjemlet?
Jeg mener absolut, at situationen har udartet sig i en sådan grad, at et folkeligt oprør – eller et militærkup som i Algieriet eller Egypten - er juridisk berettiget eller hjemlet, uden at jeg skal gøre mig til talsmand for, at et sådant iværksættes.
119
De menneskelige lidelser, som et sådant med en til vished grænsende sandsynlighed vil medføre, er af et sådant omfang, at alle tænkelige bestræbelser må udfoldes for at forhindre det.
Justifikationen udgøres i min optik af to tekster. Den første er af det 20. århundredes førende filosof, østrigeren Karl Popper. Han fastslår i sin bog ”Det åbne samfund og dets fjender”, hvori han blandt andet kritiserer marxismens revolutionsprofeti:
”Jeg er ikke i alle tilfælde og under alle omstændigheder imod en volde-
lig revolution...... jeg tænker på modstanden mod ethvert angreb (uan-
set om det kommer indefra eller udefra) på den demokratiske forfatning og på brugen af demokratiske metoder, når demokratiet er blevet indført. Ethvert sådant angreb, især når det kommer fra den regering, der sidder på magten, eller hvis denne tolererer det, bør bekæmpes af alle borgere, også med brug af vold. Faktisk hviler demokratiets virke hovedsagelig på forståelsen af, at en regering, der misbruger sin magt og som etablerer sig som et diktatur (eller tillader nogen anden at etablere et diktatur) sætter sig uden for loven, og af, at borgerne ikke blot har en ret, men også en pligt til at anse en sådan regerings handlinger som kriminelle og den medlemmer for at være en farlig gruppe forbrydere. Men jeg mener, at sådan voldelig modstand mod forsøg på at styrte demokratiet bør være utvetydigt defensiv. Der må ikke være nogen skygge af tvivl om, at det eneste mål med modstanden er at redde demokratiet.”
Den anden tekst er Magna Cartas artikel 61. Magna Carta, underskrevet af den engelske konge Johan Uden Land i 1215, er verdens første forfatning, udfærdiget som det, man i Danmark fra 1282 kalder ”håndfæstninger”, en slags skriftlige løfter fra kongen til borgerne om, at han agter at overholde gældende lov, og endvidere en række bestemmelser om begrænsningen af hans magt. Magna Carta rummer en række bestemmelser om borgernes rettigheder, som har været gældende i alle retsstater siden, og som man de sidste årtier i de såkaldte vestlige demokratier har valgt at tilsidesætte; først og fremmest ”Habeas Corpus”- princippet; omtalt andetsteds.
120
I artikel 61 omtales den sikkerhed, der gives for, at kongen overholder forfatningen:
”Nemlig, at baronerne (de frie, stemmeberettigede mænd) iblandt sig vælger 25 baroner efter deres ønske, som må, af al deres magt overholde og sikre, og foranledige sikringen af, den fred og de friheder som Vi har skænket dem i dette Charter. Så, dersom Vi, eller i Vores fravær den øverste retsmyndighed, eller Vores fogeder eller nogen af Vores embedsmænd, på nogen vis forbryder sig mod nogen mand, eller bryder nogen af disse bestemmelser i denne fred eller denne sikkerhed, og krænkelsen er anmeldt til fire af de 25 baroner, skal de 4 komme til Os – eller Vores øverste retsembedsmand, dersom Vi er fraværende fra Riget – for at anmelde dette retsbrud og kræve, at Vi korrigerer retsbruddet eller giver erstatning uden ophold.
Og hvis Vi, eller i Vores fravær fra Riget den øverste retsmyndighed, undlader at korrigere krænkelsen inden 40 dage, regnet fra den dag, hvor forbrydelsen blev bragt til Vores kundskab, (eller til den øverste justitsmyndighed, dersom Vi er i udlandet) skal de før omtalte 4 baroner vise sagen til de øvrige af de 25 baroner. Sammen med hele samfundet i det ganske land skal de så beslaglægge (Vores ejendom) og presse Os på enhver mulig måde, nemlig ved at beslaglægge slotte, land, besiddelser, ejendele og i det hele taget på enhver måde, (bortset fra at krænke vores person eller Vores dronning og børn) indtil den retsstridige tilstand på enhver måde er ophørt. Og når forholdene atter er bragt i orden, skal de adlyde Os som førhen.”
Der eksisterer altså, i selve idégrundlaget for enhver forfatning, en ret og pligt for enhver borger til at gribe ind overfor åbenlyse krænkelser af forfatningen.
I følge Popper er det, der kendetegner et demokrati, at dets regering lader sig fjerne med fredelige midler. Dersom Danmarks regering og Folketing – som det synes at være tilfældet – i lighed med den Tyske regering agter at forgribe sig på Grundlovens § 77 med særlove, vil muligheden for et magtskifte med fredelige midler reelt være fjernet, idet regeringen til enhver tid kan stemple oppositionens påstande som ”fake news”. At en sådan lovgivning er retsstridig er udenfor enhver tvivl.
121
”§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.”
Derfor må regering og Folketing imødese, at befolkningen ophører med at udvise lydighed overfor love og myndigheder. Ethvert voldeligt overgreb mod fredeligt protesterende aktivister vil være en alvorlig forbrydelse, som vil få strafferetslige konsekvenser for de ansvarlige.
Svaret på disse alvorlige – og strafbare – krænkelser af vores forfatning bør altså ikke i første omgang være voldelige handlinger eller optøjer, men ganske enkelt passiv modstand – civil ulydighed. Denne bør også begynde i det små, for om muligt at kalde vores myndigheder til orden.
Det kunne f.eks. være: At undlade at betale bøder, herunder ikke mindst private bøder, moms, restancer til det offentlige m.m. Dette kan udvides til at omfatte banklån.
At trække penge ud af banksystemet – først og fremmest de store banker, der krænker os dagligt – Danske Bank, Nordea og Jyske Bank, og placere dissse penge i udlandet, hvis det er muligt, i kontanter, udenlandsk valuta, ædelmetaller, kryptovaluta osv. Især hvis man undlader at betale offentlige bøder og restancer bør man sørge for, at der ikke henstår penge på ens konti.
Boykot af andre virksomheder, som krænker menneskerettighederne (Nestlé) miljølovgivningen, (Bayer/Monsanto) overenskomsterne (Metroselskabet) osv.
Private ansatte bør slå sig sammen og kræve deres løn udbetalt i kontanter; evt Euro.
Dersom disse tiltag fremkalder en øget brutalitet og forfølgelse af den enkelte borger, må konfrontationen eskaleres og processen fortsætte med endnu skarpere skridt.
122
Kravene
De krav, der efter min opfattelse bør stilles til vores magthavere er følgende:
Omgående ophævelse af de love, der krænker forfatningen – de skal uopholdeligt sættes ud af kraft. Det gælder terrorlovene, kontant-hjælpsloftet, regler om sygedagpenge og førtidspension indført efter 2001 samt evt.censurlove
Omgående halvering af huslejerne – skal inden for få år reduceres til 1/3. Der skal vedtages love, som sikrer en permanent relation mellem kontanthjælpen og kvadratmeterlejen.
Omgående indførelse af pris- og avancekontrol – priserne skal på sigt ramme et niveau der ikke må overstige 110% af detailpriserne i Tyskland. Erhvervshuslejerne skal atter underkastes regulering.
Monopol- og konkurrencelovgivning skal håndhæves – der skal tilføres væsentlige personalemæssige ressourcer til disse områder, lovgivningen skal ubetinget overholdes, mistanke om kartelvirksomhed skal efterforskes, kartelvirksomhed skal udløse personlige straffe til de involverede virksomheders ledelse, herunder også bestyrelser, og lovgivningen skal strammes yderligere op.
Gennemgribende ændringer af bankloven – bankernes lån skal standardiseres, gebyrer forbydes. Banker må ikke lave andet end at drive bank.
Indførelse af en lovbestemt mindsteløn, der skal følge pristallet – underbetaling skal kriminaliseres.
Fordelings- og skattepolitiske tiltag, der skal tilbageføre de store formuekoncentrationer til den almindelige befolkning. Kapitalflugt skal forhindres ved, at alle danske statsborgere – ligesom alle amerikanske statsborgere – forbliver skattepligtige i hjemlandet, selv om de emigrerer.
Genindførelse af regler om, at udenlandske statsborgere – herunder
123
også EU-borgere – kun kan få arbejdstilladelse i Danmark, hvis kvalificerede kandidater ikke kan findes blandt herboende. Sociale ydelser kan kun oppebæres af personer, der har været fuldt skattepligtige i Danmark i 7 år.
Indførelse af borgerløn – ubetinget basisindkomst.
Oprettelse at statslige produktionsvirksomheder til beskæftigelse af ufaglærte.
Ophør af den aktivistiske udenrigspolitik. Det danske forsvar kan kun benyttes til at forsvare Danmark, og kan ikke deltage i krigshandlinger i udlandet, med mindre der foreligger en krænkelse af DANMARKS integritet eller alternativt et FN-mandat.
Ophør af Danmarks samarbejde med totalitære regimer og regimer, der systematisk krænker menneskerettighederne – herunder ikke mindst de islamiske teokratier. Det eneste Danmark bør bistå totalitære regimer med er nødhjælp, hvor der er behov herfor, og konsulenthjælp i forbindelse med retsreformer.
Opråb til Danmarks Politi og Forsvar.
Der er – som det er påvist ovenfor – opstået en situation, hvor de magthavere, som optræder samlet uanset erklærede politiske uenigheder, og som derfor ikke umiddelbart lader sig fjerne af parlamentarisk vej og ved frie valg – systematisk krænker Grundloven, internationale traktater, herunder menneskerettighederne og Geneve-konventionen. Den retsstridige krænkelse af svagere borgere og den almindelige brutalitet og mangel på respekt for det enkelte menneske, som kendetegner magtelitens adfærd, vil før eller siden føre til alvorlige sociale uroligheder og måske endog oprør eller oprørslignende tilstande.
Dette ved magteliten godt. Der er derfor siden 2014 gennemført to større militære øvelser, én i Jylland i 2014, hvis mål var ”nedkæmpelse af en folkelig opstand”. Forsvarsministeriet har bekræftet, at øvelsen har fundet sted. I 2017 gennemførtes en øvelse, oven i købet med deltagelse af udenlandske styrker, hvori man øvede nedkæmpelse af en landsdel, der havde løsrevet sig fra Danmark, bla.a. gennem ”eliminering af oprørets ledere”.
124
EU frygter folkelige opstande og har bygget et ekstremt dyrt træningsanlæg i Snöggersburg, hvis formål er at træne militære og paramilitære styrker, der skal sættes ind mod befolkningen. Eu’s Institut for Sikkerhedsstudier har forfattet en rapport, ”Urban vold og humanitære udfordringer”, i hvilken man peger på »dybtliggende uligheder i fordelingen af økonomiske, politiske og sociale ressourcer, som selv er indbyrdes forbundne med fattigdom og understøttes af globaliseringen og neoliberale makroøkonomiske og politiske processer.« I rapporten »Perspektiver for europæisk forsvar 2020« af samme institut ses opgaven med fremtidige militære operationer blandt andet som »beskyttelse af de globalt rige mod spændinger og problemer hos de forarmede (...) Eftersom den del af verdens befolkning, der er fattig og frustreret, fortsat vil være enorm, vil spændingerne mellem deres verden og de riges verden stige, med tilsvarende konsekvenser.« Citeret fra det nu hedengangne ”Modkraft”.)
Det var Nürnberg domstolens vigtigste fund, at enhver embedsmand – civil som militær – bærer et personligt ansvar for krænkelser af international ret og forbrydelser mod menneskeheden, hvad enten disse foregår under en krig eller i fredstid, og SELV OM sådanne krænkelser er beordret af vedkommendes foresatte og er i overensstemmelse med det pågældende lands lovgivning. Politiets og de militære ledere må derfor forvente, at de vil blive draget til ansvar for krænkelser af borgernes umistelige rettigheder, herunder drab, frihedsberøvelse af uskyldige, vold og formuetab.
Hver enkelt soldat og politimand må spørge sig selv, om det kan være i overensstemmelse med hans samvittighed, ære og pligt at medvirke til den voldelige undertrykkelse af krænkede borgeres berettigede protester. Det må medtages i disse overvejelser, at de efterhånden lovløse efterretningstjenester med stor sikkerhed vil placere agents provocateurs blandt de protesterende og lade disse agenter foretage lovbrud, herunder vold og hærværk, for derigennem at skabe et falsk grundlag for voldelig indgriben. Hver enkelt soldat og politimand må gøre sig klart, at det væsen han i sidste ende ubetinget skylder sin loyalitet IKKE er hans foresatte, IKKE Dronningen, IKKE den til enhver tid siddende regering eller det til enhver tid siddende Folketing, men Grundloven, med alle de tillæg af internationale traktater, der
125
ifølge Grundloven selv er en del af Grundloven, herunder ikke mindst FN’s Menneskerettighedscharter, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Geneve-konventionen samt andre konventioner om krigsførelse.
Millioner af englændere udsat for farlige bakterier og kemikalier
Det er desværre en historisk kendsgerning, at forsvaret i flere vestlige lande, herunder ikke mindst USA og Storbritannien, har ladet sig misbruge af magthaverne under forskellige påskud. I 2002 bragte ”The Guardian” (21. april) en artikel om en regeringsrapport, der omhandler forsøg med kemiske og biologiske våben på den britiske befolkning. I den mellemliggende tid er en lang række yderligere oplysninger fremkommet, og d. 9 juli 2015 udkom en bog af Ulf Schmidt, professor i moderne historie ved University of Kent, betitlet ”Secret Science”, i hvilken han redegører for resultatet af sin forskning i disse eksperimenter. Dagen inden bragtes en anmeldelse i The Independent, hvor af det blandt andet fremgår, at man i 1964 udsatte titusindvis af rejsen-de Londons undergrundsbane for en bakterie, Bacillus Globigii, som man ”anså for harmløs” – men den fremkalder faktisk madforgiftning, øjeninfektioner og endog blodforgiftning. I 1952 spredte man pestbakterier, Pasteurella eller Yersina Pestis, ud for øen Lewis i Hebriderne med tusindvis af indbyggere, i tillid til at der normalt var fralandsvind. I 1954 fandt man ud af, at det måske var mest opportunt at udføre de allermest risikable forsøg andre steder i imperiet, og som følge heraf gennemførte man samme år forsøg med spredning af Venezuelansk Hesteencephalitis, en hjernebetændelse, der også kan angribe mennesker, ud for en ubeboet ø i Bahamas. I Nigeria udførtes et 15 måneder langt forsøg med spredning af store mængder af forskellige nervegasser. De målte effekter af disse forsøg er på besynderlig vis udeladt fra det materiale, der er blevet stillet til forskernes rådighed. Mere end 14.000 britiske soldater har deltaget i eksperimenter med kemiske substanser mellem 1945 og 1989, og det er professorens opfattelse, at de deltagende i de fleste tilfælde ikke fik tilstrækkelige informationer om de forsøg de deltog i til at træffe et informeret valg. Dette er kun et mindre udpluk af de tusindvis af eksperimenter på levende mennesker, som altså gennemførtes helt op til 1989, hvor den kolde krig reelt havde været ovre i nogle år. Lignende eksperimenter har fundet
126
sted i endnu større omfang i USA. Det interessante er, at det er meget vanskeligt at finde tilsvarende oplysninger om udbredte ekspermenter på den sovjetiske befokning. Der er eksempler på, at fanger blev udsat for forskellige dødelige gifte, men jeg har ikke kunne finde eksempler på samme form for masseforsøg.
Er der blevet udført eksperimenter på den danske befolkning? Den 11. oktober 2016 fremkom en beretning på Paradigmet Blogspot, og lignende beretninger er set på de sociale medier. Nogle af disse vidner er mig personligt bekendt. Følgende er et citat fra Paradigmet:
” I søndags (en søndag i juni 2016, jeg er ikke helt sikker på datoen) fløj sorte helikoptere af typen EH101 Merlin over flere steder i Danmark og sprøjtede en voldsomt lugtende kemisk væske ud i meget lav højde (300-500 meter). Den kemiske sky som helikopteren efterlader, er umiddelbart ikke synlig før helien er 400-500 meter væk, hvor der formes en meget fin diffus sky, som vist på billedet (se nedenfor). Efterfulgt af en ram stank af sprøjtegift. Masser af mennesker er blevet pludseligt syge med feber, hovedpine ekstrem træthed, brændende fornemmelse i munden og udtørrede svælg. Her til morgen er det lokale lægehus overrendt af patienter.”
Denne specifikke episode fandt sted nær Silkeborg.
Kapitel 6
Hvad er moral?
I den grådighedskultur, (som jeg kalder hyper-merkantilismen) som er vokset frem med en hast og uimodståelighed som skvalderkål og bjørneklo, især accelererende fra omkring årtusindeskiftet, og som i alt væsentligt går ud på, at livsformålet er er at “score kæssen”, blive berømt eller i det mindste kendt og derefter at udnytte disse sejre til at udfolde en uhæmmet og uafbrudt livsnydelse, er der, til stor forbløffelse for mange ansvarlige ledere, sket det, at såkaldt “moralske” værdier og “moralsk” adfærd er trængt mere og mere i baggrunden. Nu hersker der jo nok stor uenighed om, hvad moral og moralsk adfærd og modsat, umoralsk adfærd i grunden er, men i den offentlige debat henvises der nok til væksten i og grovheden af straffelovsovertrædelser, manglen på almindelig medmenneskelighed, visse virksomheders ansvarsløshed og vildledning af forbrugerne, manglen på hensyn til miljø- og samfundsinteresser, forrykt og farefremkaldende adfærd i trafikken etc.
Men HVAD er egenlig moral? Mange af deltagerne i den offentlige debat forudsætter tydeligvis, at “moral og “etik” er velbekendte og veldefinerede størrelser, som alle har en fælles forståelse af.
Men det er bestemt ikke tilfældet. En meget væsentligt medvirkende årsag til mange menneskers uetiske adfærd er utvivlsomt, at der hersker meget stor uenighed om, HVAD der er moralsk og hvad der er umoralsk. En meget stor del af vores medmennesker synes at have udviklet et meget fleksibelt for ikke at sige flydende syn på moral, der ændrer sig i takt med ændringer i de personlige behov og interesser. 60’er pædagogikken har her sandsynligvis haft en betydelig rolle i denne udvikling. Den har indbildt alle børn, at der ikke er noget der er forkert, at de ikke skal finde sig i kritik, at deres uinformerede meninger er ligeså værdifulde som ældre og bedre informerede menneskers og at uanset hvor ringe og utilfredsstillende de har løst en opgave, så er det ”GORDT NORK”.
Disse mennesker finder fuld støtte for synet på moral som noget foranderligt i den offentlige debat. Det er nemlig ligeledes blandt vestlige intellektuelle og meningsdannere den almindelige opfattelse, at begrebet ”moral” er noget normativt, ”relativt” og noget, der har udviklet
128
sig sideløbende med og som et resultat af den sociale udvikling og de skiftende - og stigende - behov for adfærdsregulering, som denne har medført. Alting kan efter omstændighederne forsvares og retfærdiggøres, selv mord. Det diffuse grundlag for deres anskuelser i så henseende er en blanding af mange kilder og meget tankegods; fra John Lockee (den størst mulige lykke for det størst mulige antal) til Karl Marx (at yde efter evne og nyde efter behov). Disse mennesker kalder sig vel for størstedelens vedkommende for agnostikere (hvad der, som jeg plejer at sige, i hvert fald viser deres manglende kendskab til græsk; ordet kommer af græsk “gnosis” som betyder “viden”. “A” er en negation, så ordet “agnostiker” betyder en, der er uvidende. Det er næppe den karateristik som disse intellektuelle ville vælge om sig selv, hvis de altså kendte ordets betydning. De fleste af dem mener faktisk, at de er atheister.) De har fuldstændig overset to forhold, for det første, at der ned gennem alle tider og kulturer er noget uforanderligt og gennemgående ved det at være menneske, og at der følgelig også må eksistere nogle universelle moralske principper; for det andet at de moralske love, som gennem tiderne har dannet grundlag ikke alene for vores sociale adfærdsnormer, men også for hele vores retspleje uden undtagelse stammer fra religionen.
Essensen af kristen etik er udtrykt i Bjergprædikenen (Matthæusevan-geliets kap. 5-7) og et par andre steder i samme evangelium:
”Jesus sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele dit sind. Dette er det første og det største bud...” Matthæus 22, 37-40
”I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger: Elsk Jeres fjender, velsign dem der forbander Jer, gør godt mod dem, som hader Jer, og bed for dem som krænker Jer og forfølger Jer. Hvis I kun elsker dem, som elsker Jer, hvad løn kan I så vente?” Matthæus 5: 43-44 Og:
”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod Jer, det skal I også gøre mod dem. Det er loven og profeterne” Matthæus 7: 12
Men en udtømmende definition af det moralske grundprincip har jeg kun fundet i Hinduismen. Med Swami Vivekanandas ord:
”Etikken siger altid: ”Ikke jeg, men du.” Dens princip er: ”ikke selv, men ikke-selv”. De forfængelige idéer om individualitet, som mennesket klynger sig til i sit forsøg på at finde den Uendelige Kraft eller den Grænseløse Glæde gennem sanserne må opgives – siger etikkens love.
129
Du må sætte DIG SELV sidst og andre før dig. Sanserne siger: ”Mig selv først!” Etikken siger: ”Jeg må sætte mig selv til sidst.” Således er alle moralske principper baseret på dette afkald, denne selvfornægtelse. Således formes de forskellige etiske principper; de har alle den ene centrale idé, evig selvfornægtelse. Total selvudslettelse er det etiske ideal. Mennesker bliver forskrækkede, hvis de bliver bedt om ikke at tænke på deres individualitet, på sig selv. På samme tid ville de samme mennesker erklære de højeste etiske principper for sande, uden nogen sinde at skænke det en tanke, at formålet, idéen med al etik er destruktionen, ikke opbygningen af individet.”
Swam