Kontakt og bestilling af bogen

Mordet på demokratiet

En bog der samler trådene i århundredets forbrydelse

af Clement Harbinger Bane

Mordet på demokratiet

En bog der samler trådene i århundredets forbrydelse

af Clement Harbinger Bane

Ny afslørende bog!

Uddrag fra bogen:

mordet
MORDET PÅ DEMOKRATIET
Engang i 90’erne gik det op for mig, at demokratiet var under systematisk afskaffelse. Jeg skrev en bog, ”The Fossilization of Democracy” (”Demokratiets Forstening”, jeg boede dengang i udlandet og kunne dér iagttage en række lignende tendenser, som dem jeg så i Danmark

Forord

Engang i 90’erne gik det op for mig, at demokratiet var under systematisk afskaffelse. Jeg skrev en bog, ”The Fossilization of Democracy” (”Demokratiets Forstening”, jeg boede dengang i udlandet og kunne dér iagttage en række lignende tendenser, som dem jeg så i Danmark, nota bene med Danmark som foregangsland både med hensyn til skatteplyndring af den almindelige lønmodtager, overvågning og tilsidesættelse af almindelige rettigheder, hvorfor jeg også mente, at den burde have interesse i det øvrige EU), som ingen ville trykke. Den fik prædikaterne ”paranoid” og ”rabiat”. Siden har virkeligheden overgået de ”rabiate” og ”paranoide” forventninger, som jeg på baggrund af mine observationer nærede til de følgende to årtier. Visse ting er også gået en del anderledes, end jeg havde forventet. For eksempel havde jeg forventet, at fagforeningerne ville tilkæmpe sig en betydeligt bredere magtbase i det totalitære samfund, der allerede dengang aftegnede sig i horisonten. De kunne endnu i sidste halvdel af 90’erne blæse til generalstrejke, og mange økonomer var på det tidspunkt bekymrede over, at de fagforeningskontrollerede pensionskasser skønsmæssigt ville komme til at råde over 25% af al kapital indenfor kort tid. Dette er ikke sket. Fagforeningerne er i den grad blevet udmanøvreret, at det må have forbløffet selv deres argeste modstandere. Det virker i skrivende stund, som om fagbevægelsen er i færd med at udslette sig selv gennem en eksempelløs udygtighed og mangel på forståelse af, hvad der rører sig i samtiden og hvad modstandernes strategi er. Måske spiller korruption også en rolle for visse nøglepersoners vedkommende. Dette er naturligvis ren spekulation, men jeg kan personligt ikke fatte, at en sådan inkompetence og mangel på ansvarsfølelse kan have trængt sig frem overalt i fagbevægelsen.

Det er en katastrofe, ikke bare for lønmodtagerne, men for hele samfundet. Selv om jeg gennem en lang karriere som erhvervsleder utallige gange har været rasende på diverse tåbelige fagforeningsfolk, besidder jeg ikke desto mindre den faste overbevisning, at fagbevægelsen – og den respekt den har nydt i intellektuelle kredse - sammen med den moral, som er humanismens baggrund - er de eneste årsager til, at vi i vores kulturkreds (Vesten) har et nogenlunde anstændigt samfund og menneskesyn, og at den fortsat er absolut nødvendig som en balancerende faktor i samfundsudviklingen.

Jeg skal ikke her kaste mig ud i belæringer om, hvad fagbevægelsen bør og skal, ikke fordi jeg ikke har en holdning til spørgsmålet, men fordi det vil føre for vidt i forhold til denne bogs snævre perspektiv.

På andre områder er det gået som forventet.

jerngreb
DET ØKONOMISKE JERNGREB
Det økonomiske jerngreb, som skattesystemet har holdt borgerne i siden kildeskattens indførelse er blevet strammet yderligere.

Det økonomiske jerngreb


Det økonomiske jerngreb, som skattesystemet har holdt borgerne i siden kildeskattens indførelse er blevet strammet yderligere. Diverse justeringer har gjort, at skattesystemet virker stik modsat den oprindelige hensigt, at omfordele indkomsterne til fordel for de svageste, og nu i stedet leder pengestrømmene mod de allerrigeste, i et sådant omfang, at formuefordelingen i Danmark – stik mod den mytiske opfattelse af Danmark som et af verdens mest ”lige” lande – nu er den 3. mest ULIGE blandt vestlige nationer – og udviklingen fortsætter og accelereres. (Se venligst økonomen Poul Tidemanns kronik på Altinget.dk fra 8. oktober 2017. Ham konkluderer: ”Vi præsterer i velstandslighed lavere end notoriske ulighedssamfund som Storbritannien og USA.”) Den almindelige danske lønmodtager – med en gennemsnitlig indkomst på 309.000 kr i 2015 – lægger omkring 82% af sin indkomst i de offentlige kasser igen – på den ene eller anden måde. For en indkomst på 3 millioner er der måske tale om 60% - selvfølgelig alt afhængig af, hvor mange dyre biler han køber. I stedet for at bruge pengene på det, der indlysende er i den brede befolknings interesse, nemlig social sikkerhed, et ordentligt sundhedssystem og et 1. klasses uddannelsessystem, bruger vores politiske ledelse nærmest uanset farve pengene på erhversstøtte, vanvittige, retstridige krigshandlinger mod nationer, som intet ondt har gjort os, endog i følge en af regeringen bestilt rapport i strid med danske interesser, og almindelig militær opbygning (indkøb af nedstyrtende kampfly, som ikke engang skal stå til rådighed for det danske Forsvar) og en fortsat udbyggelse af den offentlige – administrative – sektor, som savner enhver fornuftig begrundelse.

Den sidste rest af økonomisk handlefrihed for den almindelige befolkning er forsvundet gennem en snigende afregulering af erhvervslivet, ofte i form af en mangel på håndhævelse af gældende lov, som har tilladt de største – og visse mindre – virksomheder at plyndre befolkningen til sidste krone og endog har ført til, at en stor del af befolkningen er håbløst forgældet. Som eksempler kan nævnes bank- og udlånsvirksomhed samt boligmarkedet, hvor huslejerne de sidste 35-40 år især i Københavnsområdet er steget med op til 4 gange det almindelige pristal!

overvaagning
OVERVÅGNING
Vi har fået noget der minder om en totalitær overvågning af hele befolkningen.



Overvågningen


Vi har fået noget der minder om en totalitær overvågning af hele befolkningen. Terrorpakkernes komplekse og indirekte omgåelse at Grundlovens § 72 har frembragt en situation, hvor de hemmelige tjenester og andre myndigheder stort set kan skaffe sig de oplysninger om den enkelte borger som de ønsker uden nogen form for parlamentarisk eller retslig kontrol. Protester fra alle kanter, rødglødende høringssvar fra rigets fremmeste eksperter; fra advokatrådet over professorer i statsforfatningsret til den tidligere operative chef for Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, som har erklæret, (hvad jeg selv hele tiden har sagt) at terrorpakkerne slet ikke egner sig til terrorbekæmpelse; alt sammen har det været tale for døve ører. Det har bidraget til dannelsen af et efterhånden urokkeligt indtryk af, at den virkelige politiske agenda er ukendt, og at politikerne regerer på en måde, som udgør en klar overskridelse af deres parlamentariske beføjelser, og som i øvrigt er i strid med befolkningens interesser.

Der er rigtig mange tåbelige mennesker, der siger: ”De må da gerne overvåge mig, jeg har ikke noget at skjule!” Hertil er tre ting at sige: For det første: Det er ulovligt, SÅ ulovligt, at det er kriminelt. Selv om man ”ikke har noget at skjule”, skal det så lige pludselig være i orden at begå åbenlyse lovbrud? For det andet: Måske FÅR i noget at skjule en dag, når den adfærd, som nu er helt lovlig og almindelig bliver kriminaliseret. Måske bliver det kriminelt at være homoseksuel igen. Hvem ved? Sådan som tingene udvikler sig er det ikke til at forudsige. Der er stærke kræfter i den siddende amerikanske regering, som gerne så det ske. Måske bliver religioner forbudt. Måske bliver bestemte politiske synspunkter forbudt, og det bliver strafbart at besøge bestemte regeringskritiske hjemmesider. Censuren står for døren! Den er allerede indført i Tyskland pr. 1. oktober 2016, så det er ikke ”skrækscenarier” og ”paranoia”. Og på den baggrund bliver det måske en smule tydeligere, hvorfor de kloge grundlovsfædre forbød statsmagten at snage i folks breve og privatliv. Og for det tredie: Selv om I gerne vil blotlægge Jeres privatliv og holdninger for alverden, så kan det jo aldrig retfærdiggøre at VI, der ikke vil finde os i det, skal tåle denne krænkelse.

udstodelse
SOCIALE UDSTØDELSE OG BRUTALITET
Op gennem indeværende århundrede er de svageste grupper i befolkningen blevet udsat for et stedse øget pres.

Den sociale udstødelse og brutalitet


Op gennem indeværende århundrede er de svageste grupper i befolkningen blevet udsat for et stedse øget pres. EU-udvidelsen mod øst viste sig, ganske som fagbevægelsen havde hævdet det, at være et skalkeskjul for en retstridig import af billig arbejdskraft. ”Skrækscenarier”, sagde den daværende (rædselsfulde) udenrigsminister, den radikale Niels Helweg-Petersen. Virkeligheden viste sig at blive betydelig VÆRRE, end fagbevægelsens strateger og økonomer havde forestillet sig. 160.000 østarbejdere opholder sig i Danmark og udfører jobs, som danskere udmærket kunne udføre – ofte under kummerlig forhold og til en væsentlig rigere løn end den overenstkomsmæssige. Herudover betaler de ikke skat i noget nævneværdigt omfang, og bidrager derfor ikke til financieringen af de velfærdsydelser, som de iflg. EU er berettiget til. De danskere, hvis arbejde de har taget, lægges af politikerne for had som ”dovne” og asociale”. I følge en rapport fra CBS som er udarbejdet i 2008, altså 4 år efter østudvidelsen, havde influxet af østeuropæisk arbejdskraft allerede på det tidspunkt påvirket lønudviklingen for ufaglæte negativt med hele 17 %. Det er jo ikke sådan, at der i Danmark er mangel på ufaglært arbejdskraft, HVIS MAN DA VIL BETALE EN OVERENSKOMSTMÆSSIG LØN. Argumentet om arbejdskraftens fri bevægelighed har altså dækket over en løntrykker-agenda, intet andet.

I 2008 fik Claus Hjort Frederiksen gennemført et - iflg. Professor i socialret ved Kbh’s Universitet Kristen Ketcher - totalt retsstridigt cirkulære, efter hvilket det ikke længere skulle være lægefaglige vurderinger, der lå til grund for vurderingen af retten til sygedagpenge, men en ”kommunalfaglig” vurdering, foretaget af en kommunal medarbejder. Talrige overgreb er fulgt efter. Den socialdemokratiske regering (2011-15) fik gennemført tilsvarende ændringer i reglerne for tildeling af førtidspension, som førte til, at det fra 1. januar 2013 stort set har været umuligt et blive tildelt førtidspension, uanset hvor kronisk syg og invalideret man er, og at man som minimum skal igennem en 5 års arbejdsprøvning, som dokumenterbart har slået talrige dødssyge borgere ihjel. (Reglerne administreres højst forskelligt fra kommune til kommune.) Pr. 1. oktober 2016 har man så – gennem det såkaldte kontanthjælpsloft – frataget 155.000 danskere forsørgelsen. Dette er et klokkerent brud på Grundlovens § 75. Heri står der, at man som arbejdsløs har ret til offentlig forsørgelse. Det kan ganske enkelt ikke diskuteres. De personer, som har stemt for dette forslag i Folketinget er derfor skyldige i statsforbrydelse – eller med at andet ord landsforræderi.

korruptionen
KORRUPTIONEN
Danmark er BLEVET mindst ligeså korrupt som Italien eller Grækenland – det er bare en ANDEN korruption vi har her – en meget mere sofistikeret korruption.

Korruptionen


Når Transparency International udnævner Danmark til verdens mindst korrupte land, kan jeg kun grine højt. Danmark er BLEVET mindst ligeså korrupt som Italien eller Grækenland – det er bare en ANDEN korruption vi har her – en meget mere sofistikeret korruption. Transparency kan kun finde ud af at måle på ting, der let kan påvises – pengesedler i kuverter til inferiøre embedsmænd. Her i Danmark har vi TOP-korruption. Og top-korruption har den egenskab, at den kan være meget vanskelig at påvise, fordi whistle-blowers kan forvente at blive tilintetgjort – oftest UDEN at deres budskab har nået offentligheden.
Så ”beviserne” på korruption bliver ofte kun indicie-beviser. Som for eksempel: Der er ikke en kat, der kan bevise, at Bjarne Corydon og hans chef modtog en heftig returkomission for at sælge en del af DONG til en modbydelig amerikansk bank - der beviseligt spekulerede mod sine egne kunder op til crashet i 2008 – for under halvdelen af den relle værdi, men hvor sandsynligt er det, at de IKKE fik det? Hvilket motiv skulle de ellers have haft? Det er ganske enkelt ikke til at få øje på.

Avisen.dk gengav for nogle år siden en omfattende undersøgelse, der viste at 40% af alle stillinger i den kommunale sektor blev besat gennem ”netværk”, hvilket ikke er andet end en eufemisme for nepotisme og korruption. Det er vennerne fra logen, golfklubben og niecen der bliver ansat i 40% af tilfældene uden skelen til merit. Det er som i de værste bananrepublikker. Det er et umiskendeligt tegn på en korrupt administration, og når transparency ikke medtager sådanne forhold i sine overvejelser, er det vidnende om målingernes stærkt begrænsede værdi.

Et andet sted hvor korruptionen har haft en ødelæggende virkning – og atter en korruption, som er vanskelig at påvise direkte – er i retssystemet. Vores domstole fungerer ikke længere. De er ikke uvildige; de øver ganske enkelt ikke retfærdighed. Det kan dokumenteres gennem en endeløs række af eksempler på vanvittige domme – men det kan være meget vanskeligt at påvise, hvad den enkelte dommer har fået ud af at afsige domme og kendelser, der strider mod alt hvad han har lært på universitetet og den samvittighed, som naturen (forhåbentlig) har udstyret ham med. Ikke desto mindre vil jeg i detaljer og med eksempler redegøre for retssamfundets sørgelige endeligt.

fri_presse
DEN FRIE PRESSES DØD
En væsentlig forudsætning for, at korruption og uret kan trives er det forhold, at vi ikke længere har en fri presse.

Den frie presses død


En væsentlig forudsætning for, at korruption og uret kan trives er det forhold, at vi ikke længere har en fri presse. Jeg har ikke reseachet ejerforholdene og kan ikke forklare det der er sket; jeg kan blot konstatere, at mængden af kritisk journalistik er dalet til et niveau, der må kaldes fuldstændig insignifikant, og selv kritikken af de politiske magthavere og deres sindssyge dispositioner er begrænset til få og insignifikante enkeltsager. De store, skelsættende forbrydelser mod nationen og forfatningen sanktioneres stort set ukritisk. Erhvervslivet er fuldstændig hævet over kritik. Det sidste kunne man måske forstå, de køber jo annoncer. Men den forklaring er bare heller ikke fyldestgørende. Argumentet om, at medierne fra at være bevægelser, der så sig selv som frihedens bannerførere, er blevet til virksomheder, hvis første (og eneste) formål er at tjene penge holder ikke, for medierne har aldrig tjent så FÅ penge som i de første 17 år af dette århundrede.

Da terrorpakke 1 blev lagt på bordet i december 2001, kun 2 måneder efter den begivenhed, der hævdedes at have udløst den, var der TO aviser, der stillede sig afvisende overfor dette åbenlyse overgreb på Grundloven. Det var Ekstra-Bladet og Jyllandsposten. I Jyllandsposten skrev chefredaktør Ulrik Haagerup på lederplads, at det burde tage Folketinget ”nøjagtigt to minutter at feje det makværk af bordet.” 3 uger senere var han fyret på grund af ”samarbejdsvanskeligheder”- som ingen af hans medarbejdere kendte noget til.
Ekstra Bladet var knap så kategorisk, men stadig afvisende. Den frisindede Svend Ove Gade, der, selv om han i bund og grund var borgerlig, utrætteligt kritiserede det, han kaldte 2/3-samfundet, (lidet anende, hvor meget værre det skulle blive) var netop blevet afløst af den tidligere konservative justits- og forsvarsminister Hans Engell. Det lignede et kup. Det har næppe været Engell, der skrev Ekstra-Bladets leder, og avisens holdning ændrede sig til passiv accept.

Den måde, der lyves for os på er tofold. Dels videregives de vestlige efterretnings- og udenrigstjenesters ”vurderinger” og ”rapporter”fuldstændig ukritisk og som om alle vidste, at der var tale om urokkelige objektive sandheder; til trods for, at det er almindeligt kendt, at et af f.eks CIA’s største virkeområder er bearbejdning af de vestlige befolkningers holdninger, og at de har en hær af trolls ansat til det samme. PET har også erklæret, at de har trolls ansat til at påvirke holdningerne, og PET’s rapporter fremstår for en person, der har kendskab til pricipper for efterforskning som propaganda, der skal understøtte det herskende udenrigspolitiske narrativ snarere end efterretningsarbejde. Den samlede presse forholder sig helt ukritisk heroverfor. Mere om dette emne senere.

I september 2016 trykte Europas mest respekterede videnskabelige tidsskrift, Europhysics, udgivet af det Europæiske Fysiske Selskab, en længere artikel, hvori de 3 forfattere fastslår, at kollapset af alle 3 bygninger i World Trade Center var resultatet af en kontrolleret nedrivning og IKKE af påflyvningen (den såkaldte bygning 7 blev som bekendt ikke ramt af nogen fly) og de efterfølgende brande. Det er faktisk så indlysende, at enhver person med en matematisk studentereksamen og et blot overfladisk kendskab til konstruktionen kan sige sig selv, at en bygning på ca. 500.000 tons – hvoraf 350.000 tons svært, sammensvejset stål – ikke kan blive pulveriseret, fordi den bliver ramt af 200 tons. Europhysics fastslog altså bare, hvad enhver person med en minimal viden om fysik har vidst i årevis, men som ingen har turdet sige offentligt af frygt for repressalier. Alle danske videnskabsmænd, herunder ikke mindst lektor, lic.scient. Niels Harrit fra HCØ, der har tilladt sig at give udtryk for denne indlysende konklusion offentligt, er blevet genstand for politisk forfølgelse, faglig udelukkelse og latterliggørelse i medierne – som oftest er pennen ført af halvhjerner med journalistisk eller cand.scient.pol baggrund – den ringeste uddannelse vores samfund kan tilbyde. Til trods for, at det samlede videnskabelige parnas nu har stillet sig bag Niels Harrit og de ca. 3.000 personer med videnskabelig baggrund, der har vovet deres karriere for at fortælle sandheden, har pressen overhovedet ikke beskæftiget sig hermed. Med skyklapper følger man fortsat det politisk korrekte narrativ – med stort NAR.

Den anden måde, hvorpå pressen systematisk fører os bag lyset, er ved fortielser, udeladelser og undladelser. Senere under kapitlet om pressen er dette mere udførligt beskrevet og eksemplificeret; her vil jeg blot nævne to eksempler: Den samme dag, som den Canadiske Højesteret forkastede den af parlamentet vedtagne ”terrorpakke” som helt og aldeles forfatningsstridig, en skelsættende begivenhed, al den stund, at Canada er en af USA’s vigtigste allierede, og det var det første land, hvor retssystemet reagerede fyldestgørende på dette oprørende retsovergreb, sendte jeg linket til den udførlige reportage, jeg havde læst i Washington Post til samtlige større danske avisredaktioner under overskriften: ”Canadas Højesteret forkaster terrorlovene”.

Én eneste avis lagde linket ud på sin hjemmeside; nærmere betegnet på side 3 – dog uden kommentarer af nogen art. Det var Information. De øvrige aviser – og selvfølgelig DR og TV2 – forbigik begivenheden i larmende tavshed. Politikens forside den følgende dag prydedes af en firspaltet overskrift: ”Børnehaver er vilde med fælles frokost”. Jeg skrev til Tøger Seidenfaden, som jeg kendte personligt og jævnligt havde skrevet til op igennem nullerne og spurgte ham, hvorfor han ikke mente, at hans læsere kunne have interesse i denne nyhed. Intet svar.

Det andet eksempel, jeg gerne vi nævne, og som jeg senere vil vende tilbage til i anden sammenhæng, er Danske Banks fusion med Realkredit Danmark. Den fandt sted i 2001. I 2003 kom det frem, at Danske Banks direktør, Peter Straarup, havde tilbudt Realkredit Danmarks bestyrelse ialt 31,5 millioner kr. i ”fratrædelsesgodtgørelser”; VEL AT MÆRKE MED DEN KLARE BETINGELSE, AT DE HVER I SÆR GIK NED OG ANBEFALEDE GENERAL-FORSAMLINGEN AT STEMME ”JA” TIL FUSIONEN. Det gjorde de. Og fusionen blev gennemført. (På trods af det monopolretligt helt uantagelige heri) Og pengene blev udbetalt.

Denne historie fik omtale i nøjagtig 3 dage. Jeg mener at erindre, at den blev omtalt i hvert fald i Politiken og Jyllands-Posten. Så blev der lagt låg på. Der fremkom ingen kommentarer fra nogen sagkyndige. Sagen er ALDRIG blevet dementeret af HVERKEN Danske Bank eller Peter Straarup eller bestyrelsen i Realkredit Danmark. Ingen i politi eller statsadvokatur overvejede tilsyneladende at indlede en undersøgelse. Problemet er bare, at hvis dette begivenhedsforløb ikke udgør en opfyldelse af gerningsindholdet i Straffelovens § 299 – bestikkelse – så har jeg aldrig forstået formålet med denne lovbestemmelse eller det bagvedliggende delikt – og denne bekendelse tror jeg, at enhver strafferetsjurist kan tilslutte sig. Og det er hvad jeg mener med ”undladelse”. For 30 år siden ville Politiken eller Ekstra Bladet eller begge aviser have forlangt en udtalelse fra Statsadvokaten. De ville have bragt udtalelser fra diverse jurister, som ville have krævet en strafferetslig undersøgelse. De ville have krævet, at der rejstes sigtelse mod de implicerede, og de ville være blevet ved. Men nu forstummer retfærdighedens røst meget hurtigt. Og en række eksempelløse ligegyldigheder såsom børnehavers forhold til fælles frokost, nogle kendte personers ægteskabelige trakasserier eller nogle sportsstjerners berusede optræden på dyre restauranter bliver i hast fundet frem for at få fyldt avisen med noget, der ikke kan vække anstød hos annoncører og ejere.

Clement Harbinger Bane, Idus Martiae 2018.

......................................


I 2006, da man vedtog Terrorpakke II, igen uden nogen større debat i medierne, men dog med skarpe mishagsytringer fra både politifolk, dommere og anklagere, skrev jeg følgende indlæg til dagspressen, der selvfølgelig ikke blev trykt nogen steder:

ytringsfrihed
YTRINGSFRIHED
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Ytringsfrihed
 
   
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
 
 
”Ytringsfriheden er jo noget der ligger vores statsminister stærkt på sinde - i hvert fald når det drejer sig om ytringer, der er i overensstemmelse med hans egen overbevisning og politiske strategi.
 
På den anden side har han nu af to omgange gennemført love, der begrænser ytringsfriheden meget væsentligt - de to ”terrorpakker”. Man må ikke udtale sin sympati for ”terror”. Problemet med denne lovgivning er ikke bare, at man ikke længere må ytre sin sympati for psykopatiske forbrydere. Problemet er i lige så høj grad, at definitionen på terror er blevet udvidet helt extremt og i sin yderste konsekvens kan omfatte grafitti, civil ulydighed og arbejdskampe.
 
”Det er ikke det, der er meningen”, siger den tåbelige Lene Espersen (vores daværende justitsminister) den ene gang efter den anden, hver gang hun konfronteres med en eller anden helt uantagelig, mulig konsekvens af lovteksten. Jamen hvorfor i helvede er det så det der står der? skyldes det justitsministerens og de justitsministerielle embedsmænds manglende sprogfærdigheder? Skyldes det manglende expressive kompetencer? (som det ville hedde i den tåbelige jargon, der er indført i vores devaluerede uddannelsessystem.)
 
Den eneste acceptable definition på terror er den, der var almindeligt accepteret indtil for 5 år siden:
 
”Voldshandlinger, der direkte retter sig mod uskyldige civile eller hvor der er stor sandsynlighed for, at uskyldige civile vil blive ofre”.
 
Det er netop denne definition der gør, at så mange almindelige mennesker har affundet sig med terrorpakkerne. Hvis man i stedet for havde sagt: Vi vil indføre dobbelt straf for alt, hvad vi opfatter som statsforbrydelse, herunder væsentlig forstyrrelse af den offentlige orden og ulydighed overfor myndighederne, så er det nok mere end tvivlsomt, om man havde kunnet holde befolkningen i ro.
 

Terrorpakkerne er ganske enkelt så tågede og diffuse, at de ikke egner sig til terrorbekæmpelse. De er derimod et perfekt instrument til undertrykkelse af almindelige, lovlydige borgere.

 

Terrorpakkerne opfylder deres egen definition på terror, 1. Fordi de skaber frygt for myndighederne, 2. Fordi de gør borgeren usikker på sine egne rettigheder, 3. Fordi de er et snigløb mod Grundloven og dermed statens sikkerhed.

 

Det har været mig en ganske særlig glæde at opleve, at mange ledende politifolk, anklagemyndigheden og politets faglige organisation har sagt fra over for dette svineri. Anklagemyndigheden er endog gået så langt som til at meddele, at den ikke forstår hvad gerningsindholdet er i adskillige straffebestemmelser!!! At den ikke ved, hvilke handlinger der skal udløse en sigtelse. Det er ganske enkelt en katastrofe for vores retssamfund.

 

Spådom:

 

Den næste terrorpakke vil komme til at indeholde straffebestemmelser for udbredelse af ”disinformation”.
Ræsonnementet, som jeg kan høre for mig, fremsagt med statsministerens kvækkende stemme, er følgende: ”I informationssamfundet er det informationer, der afgør de beslutninger der træffes, både af virksomhederne, myndighederne og den enkelte. Informationer er penge, og informationer kan betyde liv og død. Derfor er den bevidste udbredelse af falske informationer en kriminel handling, der kan betyde tab, ødelæggelse og i yderste konsekvens tabet af menneskeliv. Derfor er det nødvendigt at skride ind overfor den strøm af usandheder, der dagligt udsendes via nettet og andre medier til befolkningen.”
 

Det er naturligvis regeringen, der suverænt afgører, HVAD der er disinformation, hvad der er sandt og hvad der er løgn. Når dette sker, er vores demokrati afgået ved døden. Og tro mig, det VIL ske.

 
Det mest ufattelige er, at DE tror, at vi tror på dem. At vi tror på dem, når de siger: ”Vi forsvarer demokratiet”, samtidig med at de afskaffer brevhemmeligheden. (det gjorde Tony Blair i England allerede i august 2000, længe inden den 11. september). At vi tror på dem, når de siger: ”Vi forsvarer Grundloven” samtidig med at de afskaffer ytringsfriheden, stykke for stykke.
 
At de tror, vi ikke har lært noget af Frank Grevil. Han havde i hvert fald ikke ytringsfrihed. Han afslørede - i nationens interesse - at statsministeren var fuld af løgn. Det kostede major Grevil en fængselsstraf. Han skulle have haft et ridderkors, nej et kommandørkors i stedet for.
 
Har VI virkelig ytringsfrihed? De almindelige borgere? Får jeg virkelig lov til at fortsætte med at skrive det, jeg skriver her? Jeg tvivler.”

Man kan vist roligt betegne disse bemærkninger som profetiske. De er i denne stund ved at gå i opfyldelse. Det er præcis det der er ved at ske nu – med nøjagtig de ovenfor anførte begrundelser. Som nævnt i forordet indførte Tyskland censur pr. 1. oktober 2016.

undertrykkelse
MILITÆR UNDERTRYKKELSE
Der er – som det er påvist ovenfor – opstået en situation, hvor de magthavere, som optræder samlet uanset erklærede politiske uenigheder, og som derfor ikke umiddelbart lader sig fjerne af parlamentarisk vej og ved frie valg

Forberedelse af militær undertrykkelse

Der er – som det er påvist ovenfor – opstået en situation, hvor de magthavere, som optræder samlet uanset erklærede politiske uenigheder, og som derfor ikke umiddelbart lader sig fjerne af parlamentarisk vej og ved frie valg – systematisk krænker Grundloven, internationale traktater, herunder menneskerettighederne og Geneve-konventionen. Den retsstridige krænkelse af svagere borgere og den almindelige brutalitet og mangel på respekt for det enkelte menneske, som kendetegner magtelitens adfærd, vil før eller siden føre til alvorlige sociale uroligheder og måske endog oprør eller oprørslignende tilstande.

Dette ved magteliten godt. Der er derfor siden 2014 gennemført to større militære øvelser, én i Jylland i 2014, hvis mål var ”nedkæmpelse af en folkelig opstand”. Forsvarsministeriet har bekræftet, at øvelsen har fundet sted. I 2017 gennemførtes en øvelse, oven i købet med deltagelse af udenlandske styrker, hvori man øvede nedkæmpelse af en landsdel, der havde løsrevet sig fra Danmark, bla.a. gennem ”eliminering af oprørets ledere”.

EU frygter folkelige opstande og har bygget et ekstremt dyrt træningsanlæg i Snöggersburg, hvis formål er at træne militære og paramilitære styrker, der skal sættes ind mod befolkningen. Eu’s Institut for Sikkerhedsstudier har forfattet en rapport, ”Urban vold og humanitære udfordringer”, i hvilken man peger på »dybtliggende uligheder i fordelingen af økonomiske, politiske og sociale ressourcer, som selv er indbyrdes forbundne med fattigdom og understøttes af globaliseringen og neoliberale makroøkonomiske og politiske processer.« I rapporten »Perspektiver for europæisk forsvar 2020« af samme institut ses opgaven med fremtidige militære operationer blandt andet som »beskyttelse af de globalt rige mod spændinger og problemer hos de forarmede (…) Eftersom den del af verdens befolkning, der er fattig og frustreret, fortsat vil være enorm, vil spændingerne mellem deres verden og de riges verden stige, med tilsvarende konsekvenser.« Citeret fra det nu hedengangne ”Modkraft”.)



Læs også:

kontrakataloget
Kontrakataloget

Kontrakataloget – en modstandsmanual

'Mit umiddelbare indtryk er, at her foreligger et særdeles interessant studie,
som er yderst tiltrængt for den tid, vi lever i'
- Stephen Egede Glahn, tidligere major i Forsvarets Efterretningstjeneste samt
tidligere chef for Indlandscentrets 2. sektion (Kontraefterretningstjeneste)

For sandhedssøgende mennesker bliver det i tiltagende grad nødvendigt at gøre sig bekendt med nogle af magtens centrale begreber, metoder som kun et fåtal af mennesker kender til, og som fører hele befolkninger bag lyset. Det er min tese, at værdien af at gøre sig bekendt med følgende 'pensum', ikke mindst dets praktiske anvendelighed, vil kunne være potentielt uvurderligt, specielt for frihedssøgende mennesker, aktivister og dissidenter i fremtiden. Det er sandsynligvis første gang, at beskrivelsen af disse centrale begreber og metoder optræder i ét og samme skrift på dansk, og af den grund er en sådan bog værdifuld, omend projektet er ufærdigt – det er en skematisk prototype på en art spirende dannelsesprojekt, og en civil 'modstandsmanual' som bør forbedres og udvides fortløbende. 

For de fleste vil indholdet forekomme latterligt eller paranoidt - for et fåtal vil det virke trivielt eller docerende, idet et stigende antal mennesker er bekendt med en del af indholdet i forvejen.

Skriftet er baseret på en allerede etableret historisk 'ABC-viden', officielt deklassificerede regeringsarkiver, observationer og rapporter, der samtidigt er en initial kortlægning over magtens skjulte metoder og teknikker, som aktivt har forhindret frihed og sandhed, og ikke mindst forårsaget ubodelig skade - og som derfor bør være obligatorisk 'pensum' at studere. De fleste mennesker er ikke bevidste om omfanget og dybden af disse 'klassiske begreber', der udgør den 'værktøjskasse' og metoder som Stater og sikkerhedstjenester har benyttet sig af under årvågenhedens radar.

De få angivne praktiske modforholdsregler kan vise sig uvurderlige for de som genuint endnu kærer sig om almenvellet - vågne retskafne mennesker, nu og i fremtiden. Det er håbet, at de i bogen beskrevne modforholdsregler ikke bliver nødvendige, for det implicerer, at magtens metoder beskrevet i skriftet intensiveres yderligere, hvilket ser ud til at være tilfældet. Derfor denne prototype af en bog.

Kan også bestilles her

jerngreb